Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2006

Abildskou køber fjernbusruten til Fjerritslev

Af Thomas de Laine

Jess Abildskou, der er direktør for Abildskou A/S, oplyste 1. august overfor Ritzau, at selskabet har købt Søndergaards Bussers fjernbusrute mellem Fjerritslev og København.

Søndergaard selv ville ikke bekræfte salget, men det skulle ikke desto mindre være et faktum ifølge Abildskou. Prisen er dog en hemmelighed. I handlen indgår 9 busser og 19 medarbejdere. Ruten, der også kendes som rute 882, har mellem Fjerritslev og København også stop i Randers og Grenå.

Opdatering: Overtagelsen sker pr. 30. oktober 2006. Nogle af de overtagne busser vil endvidere blive solgt fra.

Med Abildskous køb af Fjerritslev-ruten, er alle de tre gamle fjernbusruter mellem København og Jylland blevet samlet i ├ęt selskab. Indtil for år siden kørte Abildskou kun rute 888 mellem København (Valby st.) og Århus, Thinggaard kørte rute 881 mellem København (Hovedbanegården) og Aalborg, og Søndergaard kørte rute 882 mellem København (Hans Knudsens Plads) og Fjerritslev. I 2002 blev Aalborg-ruten solgt til Abildskou og lagt sammen med Århus-ruten til én rute, og Abildskou har desuden udvidet rutenettet, så der på Jyllands-siden nu også køres til Thisted og Silkeborg.

Søndergaard har drevet fjernbusruten mellem Fjerritslev og København siden 1949 og var dermed både før Aalborg- og Århus-ruten. Vognmandsforretningen er i øvrigt grundlagt af Chr. Søndergaard i 1891 og er siden videreført af Niels og i dag Ole Søndergaard. Søndergaard beskæftigede sig også med almindelig rutebilkørsel, men mistede dog næsten det hele ved Nordjyllands Trafikselskabs første udbud i 1994. En overgang indgik også lastvognskørsel i forretningen.

Kilder: DR Nordjylland 01.08.06 [http://www.dr.dk/Regioner/Nord/Nyheder/Erhverv/2006/08/01/155116.htm, 01.08.06]; Søndergaards Busser, firmaprofil [http://www.sondergaards-busser.dk/sw24.asp, 01.08.06]; Jeppe Steensgaard på Busfrontens forum 02.08.06