Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2006

Arriva vinder Pågatog i Sverige

Af Thomas de Laine

Skånetrafiken har afgjort et udbud af de såkaldte Pågatog i Sydsverige til Arrivas fordel. Afgørelsen kom 30. januar, og Arriva har nu knap halvandet år til at forberede overtagelsen.

Pågatogene transporterer cirka 10 mill. passagerer årligt. Der bliver præsteret 4 mill. togkilometer på fem toglinjer på tilsammen mere end 305 km. Kørslen udføres i dag af SJ, men DSB har også været involveret, idet man blandt andet har stået for billettering i det svenske firma DSB Tågvärdsbolag AB. Arriva overtager begge opgaver.

Ved Skånetrafikens udbud havde 9 virksomheder prækvalificeret sig, og Arriva, Tågkompaniet/NSB, Connex, DSB og SJ havde budt. Arriva vandt blandt andet på kvaliteten, idet man har en særskilt kvalitetschef og driftsreserve i både Malmö og Helsingborg mm.

Der er tale om kørsel med 26 togsæt, men det forventes at stige til omkring 60 togsæt i kontraktperioden. Til sammenligning har Arriva i dag kørsel med 48 togsæt i det midt- og vestjyske. Kørslen skal overtages 17. juni 2007, og Arriva vil placere administration og driftsledelse i Malmö. Kontrakten med Arriva er 9 år med mulighed for forlængelse i 2 år.

Kilder: Pressemeddelelse fra Arriva Skandinavien 30.01.06; pressemeddelse fra Skånetrafiken 30.01.06; Jyllands-Posten 30.01.06