Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2004

Nye bøger: Østbanen 1879-2004 og Køge-Ringsted Jernbane

Af Thomas de Laine

I oktober-november udkom Dansk Jernbane-Klubs (DJK) lidt forsinkede bog om Køge-Ringsted Jernbane og en jubilæumsbog om Østbanen. Nu beskæftiger Myldretid.dk sig jo generelt ikke så meget med historie på skinner, men da undertegnede er vokset op i Køge, skal bøgerne alligevel omtales af rent lokalpatriotiske årsager!

DJK har tidligere udgivet bøger om begge banerne, men disse er dels udsolgt, og dels er der sket noget siden dengang. Østbanen har gennemgået yderligere 25 års udvikling, og der er gravet flere oplysninger frem om banerne. Desuden er de bøger, der i dag udgives af foreningen, i betydeligt smukkere udformning, og der er et væld af billeder i begge bøgerne, der ikke går igen fra de tidligere udgivelser.

Bogens forside Køge-Ringsted Jernbane (KRB) eksisterede fra 1917 til 1963 og forløb, som man nok kan gætte, mellem Køge og Ringsted. Banen var plaget af dårlig økonomi fra et meget tidligt tidspunkt, da landevejstransporten begyndte at vinde frem efter får år. I dag ville en sådan forbindelse måske godt kunne bruges, og som det hedder i bogen, så blev banen nok anlagt 20 år for sent og lukket 20 år for tidligt. Bogen er skrevet af Thomas Nørgaard Olesen, der også tidligere har været med til at skrive f.eks. bogen om Lollandsbanen fra 1999. Jeg har desværre ikke haft tid til at læse bogen endnu, men den ser i hvert fald rigtig interessant ud.

Bogens forside Østbanen åbnede 1. juli 1879 og kunne altså i sommers fejre sit 125 års jubilæum. De sidste par år har banen dog været en del af Lokalbanen, der kører for Hovedstadens Lokalbaner. DJK valgte heldigvis at lave en ny, stor flot bog om banen, selvom det altså "kun" er 25 år siden, der sidst kom en bog om banen i anledning af dens 100 års jubilæum. Det er noget af en mursten, der er kommet, og med den garvede privatbanebogsskribent Ole-Chr. M. Plum som forfatter. Kvaliteten ser da heller ikke ud til at fejle noget.

Begge banerne udførte rutebildrift. Dette er i et vist omfang beskrevet i bøgerne, men jeg vil da benytte lejligheden til at gøre opmærksom på J-bos hæfte om rutebilerne ved Køge-Ringsted Jernbane fra 2003 (omtalt i Nye bøger i efteråret 2003 (1. feb. 04)) og Foreningen Busfrontens særhæfte om Østbanen fra 1991. Sidstnævnte er desværre udsolgt, men de større biblioteker i Hovedstadsområdet har det. Begge hæfter har den velkendte bushistoriker Jens Birch som forfatter.

Olesen, Thomas Nørgaard: Køge-Ringsted Jernbane. Dansk Jernbane-Klub, København, 2004. Nr. 55 i Dansk Jernbane-Klubs bogserie. 23 x 24 cm, stift omslag, 160 s. og illustrationer i s/h og farve. Pris: ca. 349 kr.

Plum, Ole-Chr. M.: Østbanen 1879-2004. Dansk Jernbane-Klub, København, 2004. Nr. 56 i Dansk Jernbane-Klubs bogserie. 23 x 24 cm, stift omslag, ca. 270 s. og 400 illustrationer i s/h og farve. Pris: ca. 389 kr.