Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2002

DSB vinder kørsel i Sverige

Af Thomas de Laine

Det lokale togselskab Tågkompagniet og DSB skal i samarbejde drive Roslagsbanan i det nordøstlige Stockholm. Det besluttede Storstockholms Lokaltrafik tirsdag d. 27. august. Dermed har DSB for første gang vundet kørsel i udlandet.

Kørslen skal påbegyndes 7. januar 2003, og kontrakten er 5-årig. Banen er 65 km lang og har årligt 9,5 mill. passagerer. Kontraktsummen er 157 mill. SEK årligt, og det svarer til lidt under halvdelen af de indtægter, DSB mister ved Arrivas overtagelse af midt- og vestjyske strækninger, der finder sted netop samtidigt.

"Det er DSBs strategi at finde en lokal partner de steder, hvor vi vil operere i udlandet. Kombinationen af DSBs stærke organisation og lokalkendskabet gør os sammen meget effektive," siger DSBs administrerende direktør Keld Sengeløv.

Tågkompagniet har omvendt valgt DSB blandt flere andre statslige selskaber i Europa. Valget faldt på DSB, fordi DSB er en seriøs virksomhed med orden i økonomien, og fordi de to selskabers "nordiske virksomhedskultur" passer godt sammen. Desuden lægges der i pressemeddelelsen vægt på, at det er kvalitet, de to selskaber går efter.

DSB ser sig også om efter andre strækninger i udlandet. Strategien er, at 20 pct. af DSB-koncernens omsætning om nogle år skal udgøres af forretninger i udlandet. Det er et vilkår for DSBs kørsel i udlandet, at eventuelle tab ikke må få betydning for jernbanedriften i Danmark. Kørslen i udlandet og Danmark holdes derfor økonomisk adskilt. DSB regner dog ikke med, at kørslen i Sverige vil give underskud.

Det er med ret kort frist, kørslen skal overtages. Derfor går forhandlinger om løn- og ansættelsesvilkår meget hurtigt igang.

Kilde: Pressemeddelelse fra DSB og Tågkompagniet 27.08.02; Berlingske Tidende 28.08.02