Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2002

Volvo-bustræf den 10. august

Af Thomas de Laine

Lørdag den 10. august afholdes Volvo-bustræf på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Og der er god grund til at møde frem, hvis man er businteresseret, for der kommer en del interessant materiel.

Bustræffet markerer 50-årsjubilæet for Sporvejsmuseets Odense-bus (Odense Bytrafik nr. 10), der afløste Odenses sporvogne i 1952. Bussen er den første fra Volvo af "underfloor"-typen, hvor motoren er placeret under bussens gulv frem for foran eller ved siden af chaufføren. Jubilæet markerer derfor også 50-årsdagen for Volvos produktion af "underfloor"-busser, der har præget den kollektive bustrafik i Danmark frem til i dag.

På museets veteranbuslinie kan man opleve en rejse tilbage i tiden med danske bybusser fra hvert tiår siden 1952. Buslinien vil bl.a. blive trafikeret af en Volvo-bus fra Odense årgang 1952 samt af en moderne dobbeltdækkerbus fra København.

Samtidig mødes en række ældre og nyere Volvo-busser fra den kollektive trafik. Man kan møde lufthavnsbussen, der blev designet af grev Sigvard Bernadotte i slutningen af 50'erne og sammenligne den med dagens lavgulvsbusser. I alt kan 10-15 ældre og nyere Volvo-busser beses på Sporvejsmuseet i forbindelse med træffet.

Se en oversigt over de deltagende busser nederst.

Lørdag den 10. august 2002 har Sporvejsmuseet åbent kl. 13-18. Træffet begynder kl. 13.30, og herefter vil der afgå busser på museumslinien hvert 10. minut. Buslinien vil blive trafikeret af to bybusser fra Odense fra 1952 og 1982, to bybusser fra Århus fra 1961 og 1996 samt to bybusser fra København fra 1972 og 2001. De fire nyeste busser er venligst udlånt af henholdsvis Odense Bybusser, Connex Transport Danmark, Århus Sporveje og City-Trafik.

På dagen vil der desuden være intens og udvidet sporvognsdrift, så der bliver livlig aktivitet af historiske køretøjer fra den kollektive trafik.

Foreløbig liste over deltagende busser:

"Den rullende tidsmaskine" - busser i drift hver time:

OB 10, Volvo B655, Odense Bytrafik, 1952
ÅS 165, Volvo B655, Århus Sporveje, 1961
KS/HT 571, Volvo B59, Københavns Sporveje, 1972
OB 111, Volvo B10M, Odense Bytrafik, 1981
ÅS 319, Volvo B10M, Århus Sporveje, 1996
HT 2815, Volvo B7L, City-Trafik, 2001

Udstillede busser samt busser i ekstra trafik i løbet af dagen:

Danmarks Jernbanemuseum: Volvo, DSB-rutebil, 1966
Svenska Spårvägsselskabet: Volvo B657, MSS 50, 1958
Bushistorisk Selskab: Volvo B59, Aalborg-bybus, 1973
SAS: Volvo B655, lufthavnsbus, 1958
HT-museet: KS-Triangelbus (opr. Maybach-motor), 1933
Connex Transport Danmark: Volvo B10BLE, 1994
Arriva Danmark: Volvo-ledbus, 1998

Listen så således ud pr. 25. juni, men der kan ske ændringer.

Kilde: Pressemeddelelse fra Sporvejshistorisk Selskab