Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv1999

De Hvide Busser blev Årets Entreprenør - igen

Af Thomas de Laine

For femte år i træk er De Hvide Busser i Hørsholm blevet kåret til Årets HT-entreprenør. Dermed har firmaet fået prisen, en check på 100.000 kr., alle de gange, den er blevet uddelt. Også City-Trafik fik 100.000 kr. Det var de for de bedst kørte S-buslinier og for en hårdt belastet københavnsk buslinie.

De Hvide Busser mister som bekendt sin kørsel i Hillerød pr. 30. maj, hvorefter der kun er lige over halvdelen af kørslen tilbage. HT angav netop De Hvide Bussers gode kvalitet som årsag til, at de vandt genudbuddet af deres linier, selvom de ikke var billigst. Efter 30. maj, hvor den nye kontrakt træder i kraft, skal alle selskabets busser køre på svovlfattig diesel og med CRT-filtre. Desuden indsættes 6 nye busser på linie 388.

For City-Trafiks vedkommende var det linie 650S, der blev årets S-bus. Det var det for øvrigt også sidste år. Lige så mange point i kvalitetsmålingerne fik dog linierne 500S og 550S, der begge køres af selv samme selskab.

Prisen for årets "tunge linie" tilfaldt som nævnt også City-Trafik, hvilket igen er fortsættelse af en tradition. Der er tale om linie 19. Ifølge HT skyldes uddelingen af denne pris, at der også skal være noget at konkurrere om, hvis man kører busser på de linier, der har svært ved at komme frem i trafikken, og som der slides mest på. De fem bedste tunge linier var - i nævnte rækkefølge - 19, 14, 9, 1 og 11. City-Trafik har kørt linie 9/19 siden 1992 og linie 1 siden 1996, mens linierne 11 og 14 køres af Bus Danmark.

Kilde: HT-pressemeddelelse af 12.05.99