Myldretid

Menu

Nyheder

Salget af Scania-busser i Danmark sat "på pause"

Af Thomas de Laine

Scania Interlink fra 2021 i Aalborg
En bus fra den foreløbigt sidste Scania-leverance til dansk rutekørsel: Keolis 341, en Scania Interlink LD fra 2021, ankommer til Aalborg på rute 974X. Foto: Thomas de Laine.

Tidligere på ugen meddelte Scania Danmark, at salget af busser til kommercielle kunder er blevet sat "på pause". Dette begrundes med en kombination af markedssituationen, svigtende salg og produktmikset i Danmark. "Det har ikke været en let beslutning, men vi har i ledelsen og bestyrelsen for Scania Danmark besluttet, at dette er det rigtige at gøre i den nuværende situation," udtaler Scania Danmarks administrerende direktør Pär Landén.

Der kan ikke gives en tidshorisont for, hvornår "pausen" slutter og salgsaktiviteten genoptages, men Scania vil overholde alle sine aftaler om ordrer, ligesom service og værksteder fortsætter, oplyses det. Scanias CityWide-lavgulvsbus, som både kan fungere som bybus og rutebil, er sådan set blevet lanceret som elbus, men ingen danske kunder har til dato anskaffet typen. Derimod har bl.a. kinesiske Yutong de senere år haft et stort salg af rutebusser her i landet.

Scania har traditionelt spillet en svingende, men ikke uvæsentlig, rolle på det danske busmarked, hvor man mellem 1994 og 2002 endda var ejer af den navnkundige DAB-fabrik i Silkeborg, som var med til at udvikle Scanias succesfulde Omni-modelprogram. De sidste par år er salget dog nærmest faldet til nul. Således er der i 2022, 2023 og 2024 kun solgt omkring 10 busser til danske kunder, nemlig forskellige turistbusser.

Vi skal tilbage til 2021 for at finde et år med et respektabelt salg af Scania-busser i Danmark. Dengang købte Keolis godt 80 Scania CityWide og Interlink til rutekørsel i Nordjylland, Vestsjælland, Sydsjælland og på Falster, mens Vikingbus aftog 3 ledbusser til trafik i Østjylland. Scanias vigende position kan efterhånden også konstateres i gadebilledet: Der er nu kun cirka 60 Scania'er tilbage i trafikken for Movia, hvoraf over halvdelen kører på kontrakter, som udløber i 2024 og 2025.

Kilder: Pressemeddelelse fra Scania Danmark 24.06.24; oplysninger fra Busbasen og Danskebusser.dk