Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2022

Sidste danskbyggede bus i Movialand udrangeret

Af Thomas de Laine

Bus 4602 i Køge
Det, der siden blev den sidste danskbyggede bus i trafik for Movia, på Toldbodvej i Køge 25. marts 2022. Bus 4602 er en Volvo B12M med karrosseri bygget i Aabenraa, og den fik 19½ år på de sjællandske landeveje. Foto: Thomas de Laine.

Eftersommeren 2022 betød et farvel til den sidste bus bygget lokalt i Danmark, som stadig var i ordinær trafik for Movia. Det var DitoBus, som kørte med de sidste eksemplarer, hvoraf den længst levende blev bus nr. 4602, der forlod driften i august måned. Denne bus er en Volvo B12M-højgulvsbus med karrosseri bygget i Aabenraa og blev i sin tid nyleveret til DitoBus i januar 2003 til kontraktkørsel for Vestsjællands Trafikselskab, men den kørte de sidste år hovedsageligt på Øst- og Sydsjælland. Bussen opnåede med andre ord 19½ år på de sjællandske landeveje, og ved udrangeringen viste kilometertælleren omkring 2 millioner kilometer.

Siden der fra 2004 ikke længere blev bygget busser i Danmark, er vognparken hos Movia-operatørerne og andre busselskaber selvsagt leveret fra udenlandske fabrikker. Det var i begyndelsen i høj grad stadig Volvo- og Scania-busser, som blot ikke længere blev bygget på de danske fabrikker, men på samme mærkers fabrikker i andre lande. Men der gik ikke længe, før det lykkedes andre busproducenter at få fodfæste på rutebusmarkedet. Således blev der allerede fra 2005-06 leveret mange VDL-busser til Movia-kørsel, og i 2007 kom et større antal norskbyggede busser. Fra 2011 strømmede Irisbus/Iveco-busser, som Vejstruprød Busimport blev forhandler af, i stort tal ind i landet, men også Mercedes-Benz og Solaris fik allerede i slutningen af 00'erne flere leverancer. Og i dag ser man, at kinesiske mærker som BYD og Yutong har fået en stor del af elbusmarkedet. Både Volvo og Scania tabte mange af deres danske kunder efter lukningen af deres produktion i Danmark, og de seneste år har Volvo slet ikke solgt busser her i landet.

Afviklingen af dansk busproduktion

Det er for tiden 18 år siden, dansk busproduktion ophørte med lukningen af Aabenraa Karrosserifabrik 1. september 2004, og kun halvandet år forinden havde den anden store danske busfabrik i Silkeborg drejet nøglen om. De to fabrikker havde i deres sidste år nærmest parallelle historiske forløb. Begge fabrikkerne kom således i 1994 på svenske hænder, idet Volvo købte Aabenraa Karrosserifabrik af Kässbohrer-koncernen, som på det tidspunkt var i krise, mens Scania overtog den gennem flere år selvstændige fabrik DAB-Silkeborg, som dog tidligere i mange år havde været Leyland-ejet og efterfølgende en periode været del af hollandske United Bus.

I Aabenraa blev produktionen i løbet af 1994-95 helt omlagt, så fabrikkens egne karrosserier udgik, og man i stedet blev samlested for busser magen til dem, der blev bygget på Volvos fabrik i Säffle i Sverige. Imens fik Silkeborg-fabrikken en mere fremtrædende rolle under Scania og havde stor betydning for udviklingen af Scanias Omni-modelprogram med lavgulvsbussen OmniCity, laventrébussen OmniLink og højgulvsrutebilen OmniLine. Omni-modellerne erstattede efterhånden typerne udviklet af DAB selv, og de førstnævnte Omni-modeller er siden af Scania videreudviklet til de nuværende CityWide-typer.

I 2002 havde Scania dog fået det ud af DAB, man ville have, og Silkeborg-fabrikken blev solgt til det norsk-brasilianske joint-venture Vest-Busscar etableret af Vest Buss og Busscar Onibus. Selvom der nåede at blive samlet nogle Vest-busser til bl.a. Svendborgs bybusser i Silkeborg, kunne det ikke løbe rundt, bl.a. på grund af økonomiske problemer i Sydamerika, og i februar 2003 blev der indgivet konkursbegæring, og produktionen indstilledes. Kun et års tid senere annoncerede Volvo, at man ville lukke karrosserifabrikken i Aabenraa. Isoleret set gav denne ganske vist overskud, men Volvo havde overkapacitet på sine fabrikker samlet set, og fabrikken i Aabenraa var blandt de mindre. Man satsede i stedet på de større fabrikker i Säffle (der dog også blev lukket i 2013) og Wrocław i Polen. Volvo betingede sig, at faciliteterne i Aabenraa ikke måtte sælges til busproduktion, og dermed var skæbnen for den sidste danske busfabrik beseglet.

Movialands sidste højgulvsbusser

Bus 4602 var som nævnt en Volvo B12M-højgulvsbus. Højgulvsbussen er i allerhøjeste grad også en truet art i Movias område. Der er i skrivende stund 19 styk tilbage, som alle kører for DitoBus. Det er Volvo B12M-rutebiler leveret mellem årsskiftet 2004/05 og foråret 2008, og deres karrosserier er bygget i henholdsvis Säffle eller på Volvos finske Carrus-fabrik.

De sidste Movia-højgulvsbusser er også alle nyleveret til kørsel på Vestsjælland og med en bestemt opbygning, der netop blev fastholdt hos Vestsjællands Trafikselskab, og som sikrede højgulvsbussens tilgængelighed for handicappede, gangbesværede og rejsende med barnevogne mv., nemlig den lave bagperron. Busserne er indrettet med enkelt fordør og bagdør, men ingen dør i midten. Der er højt gulv og trin i fordøren, og motoren ligger under gulvet i midten af bussen. I både højre og venstre side er der hele vejen gennem bussen dobbeltsæder uden afbrydelser af hjulkasser, niveauforskelle eller andet. Bagest er der trin ned til en forsænket perron med fortovslav ud- og indstigning via den brede bagdør. Lavbagperronbussen blev "opfundet" i 1990'erne og var med til at forlænge mulighederne for at anvende de kendte, stabile og velindrettede højgulvsbusser flere steder i landet, men mest udtalt på Vestsjælland. Movia endte dog med at lukke for muligheden for nye lavbagperronbusser efter at have videreført muligheden et par år, og i 2011 udgik desuden B12M-chassiset hos Volvo i Europa.

Det er uvist, præcis hvor længe endnu DitoBus' tilbageværende og efterhånden aldrende højgulvsbusser kan opleves på de sjællandske landeveje, men de er i forvejen henvist til mindre ruter, der kun kører på skoledage og med udkørsel fra f.eks. Fuglebjerg og Svinninge garager. Netop DitoBus er i øvrigt blandt de busselskaber, der også efter 2004 har været forholdsvis tro Volvo-kunder, men det har de seneste 14-15 år været som køber af busser med lavt gulv. Højgulvs- og lavbagperronbusserne må nu om dage siges at være forældede konstruktioner til danske forhold.