Myldretid

Menu

Nyheder

MAN-elbusser til Vikingbus i Storkøbenhavn

Af Thomas de Laine

Da Movias udbud A21 i august blev afgjort, vandt Vikingbus kørsel med 23 busser på linje 26, 27 og 68 i København, og samtidig sikrede man sig en ny kontraktperiode på kørsel med 45 busser i Køge Bugt-området og på Vestegnen. Al kørslen er vundet med nye elbusser, så Vikingbus skal - inklusive reserve - bruge over 70 nye elbusser.

Illustration af Vikingbus' nye MAN-elbusser
MANs illustration af de 45 nye MAN Lion's City 12E-busser til Vikingbus.

Knap to tredjedele af Vikingbus' nye elbusser bliver af typen MAN Lion's City 12E. Denne model, som i øvrigt er blevet kåret til Bus of the Year 2023, kendes allerede fra fra Vikingbus' egen flåde. Selskabet har nemlig indsat 12 busser af typen for Midttrafik på ruter i Odder og Skanderborg. Men også Anchersen bruger MAN 12E i et antal af 25 på linje 7A i København, hvor de kom i drift i midten af februar. Disse har givet Movia anledning til at konstatere, at de meget store, polariserede vinduespartier og sorte flader efterlader meget lidt Movia-gult tilbage, især på fronten, hvilket man ikke er helt tilfreds med, og Dansk Blindesamfund skal sågar have bragt op over for Movia, at busserne er svære at genkende som busser forfra for svagtseende. MAN er dog ikke den eneste busproducent, der for tiden anvender disse designtræk på sine busmodeller.

MAN-elbusserne planlægges øjensynligt indsat på linje 26, 27, 68, 114, 115, 116, 117, 118, 119, 120, 127, 128 og 225, der overgår til de nye kontrakter 15. oktober 2023 for de førstnævnte tre linjers vedkommende og 11. februar 2024 for restens.

Kilder: Pressemeddelelse fra MAN 21.10.22; dokument om godkendelse af nye standardkrav til bussernes indvendige og udvendige indretning og udseende til Movias bestyrelses møde 19.09.22