Myldretid

Menu

Billeder ➜

Søndagssløjfen: GoCollective 1864 i Tingbjerg-sløjfen, København

GoCollective 1864 i Tingbjerg-sløjfen, København

Optaget 10. oktober 2026 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 11. oktober 2026.   Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7   Brændvidde: 35 mm   Lukkertid: 1/50 s.   Blænde: ƒ/8   ISO: 100 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

Bussløjfen ved Gavlhusvej i det københavnske boligområde Tingbjerg har ikke undergået de helt store ændringer i årenes løb. Den blev anlagt i forbindelse med opførelsen af Tingbjerg, som var en nybygget bydel, der placeredes yderligt i Københavns Kommune ved Brønshøj og Husum. På arealet lå indtil da kolonihaver, men ikke så mange årtier før havde det været markjord. Tingbjerg er omgivet af Vestvolden, Utterslev Mose og Gyngemosen. Den oprindelige Tingbjerg-bebyggelse opførtes fra slutningen af 1950'erne til begyndelsen af 1970'erne efter tegninger af den internationalt kendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen og landskabsarkitekten C. Th. Sørensen. I overensstemmelse med efterkrigstidens idealer blev Tingbjerg indrettet grønt og med lokale butikker, institutioner og legepladser mv. Siden er der bygget mere, og Tingbjerg blev senere kendt for en række problemer, som det over årene er forsøgt at afhjælpe på forskellig vis. Men det er en anden historie. Den nye bydel skulle selvfølgelig betjenes med kollektiv trafik, og det oplagte var en forbindelse fra Frederikssundsvej i Brønshøj, f.eks. som en forlængelse af en af sporvognslinjerne 2, 5, 7 eller 8, der kom her. Da sporvejene i midten af 1960'erne igangsatte omstillingen til busdrift, benyttede man flere gange lejligheden til at justere eller forlænge de linjer, der blev "bussificeret". Det gjaldt også for linje 8, der ret tidligt i processen blev omstillet. 1. maj 1965 afløste sporvejenes fabriksnye Leyland-DAB serie I-busser sporvognene på 8'eren, som samtidig blev forlænget fra endestationen på Degnemose Allé i Brønshøj forbi Brønshøj Torv og ad Frederikssundsvej, Åkandevej og Terrasserne til Tingbjerg og den nyindrettede vendesløjfe på østsiden af Terrasserne, lige hvor denne vej drejer mod nordvest og fortsætter som Gavlhusvej. De sidste mange år har endestationen da også optrådt på bussernes destinationsskilte som "Tingbjerg, Gavlhusvej". Fra foråret 1972 omlagdes linje 8 til at køre gennem selve Tingbjerg-bebyggelsen, så sløjfen blev nået ad Ruten, Langhusvej og Gavlhusvej i stedet for direkte ad Terrasserne. Og sådan kørte linje 8 uændret til Tingbjerg-sløjfen de næste 30 år. Fra september 1982 fik linje 8 selskab i Tingbjerg-sløjfen af den nye hurtigbuslinje 4H, som i myldretiderne gav en ekstra kvik forbindelse mellem City og Tingbjerg. Morgen kørtes kun mod byen og eftermiddag kun mod Tingbjerg. Bortset fra at hurtigbuskonceptet blev nedlagt i 1989, hvor linjen i stedet fik status af ekspresbus og derfor kom til at hedde linje 4E, kørte også denne linje ufortrødent til Tingbjerg-sløjfen i en lang årrække. Men 21. oktober 2002 var det slut med begge linjer i Tingbjerg, for hele bussystemet i København skulle nu tilpasses metroen. Det nye busnet havde de nye såkaldte A-busser som grundstamme, og A-busnettet kom også til Tingbjerg. Den tidligere sporvognslinje 2 blev ophøjet til linje 2A, fik udvidet køreplanen og blev forlænget fra Brønshøj Torv til Tingbjerg-sløjfen ad linje 8's rute. Linje 4E blev samtidig helt nedlagt, mens linje 8 i første omgang blot forsvandt fra Tingbjerg. I december 2019 blev linje 2A opgraderet med ledbusser, og desuden overgik linjen til elektrisk drift som en af de første i København. De elektriske ledbusser på linje 2A oplades i driften i løbet af dagen ved hjælp af pantografladere, der er opstillet ved begge endestationer. Der er to i Tingbjerg såvel som i den anden ende, og driften kan gennemføres, hvis bare de tre er funktionsdygtige. Alligevel har ladesystemet givet ret mange problemer, og i det hele taget ser "lejlighedsopladning" ud til at gå over i bushistorien som en parentes. Folkerumsbygningen fra 1978 og de to store ladegalger er nok det mest karakteristiske ved Tingbjerg-sløjfen, hvor GoCollective 1864, VDL Citea SLFA 180-ledbus fra 2019, her ses sutte strøm en efterårslørdag i 2026. Pantografen sidder i galgen, og folder sig ned på bussen, mens ladningen finder sted. Ved ankomst skal busserne derfor parkere forholdsvis præcist under galgerne.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Af linje 2A   Optaget 10. oktober

Tags:

GoCollective VDL København 2026 Søndagssløjfen