Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med VDL

Der er 96 billeder med dette tag:

Umove 7541 som servicebus 134 på Kløverprisvej, Hvidovre

Umove 7541 som servicebus 134 på Kløverprisvej, Hvidovre

Den nyere bushistorie rummer mange eksempler på kortlivede servicebuslinjer, og ved køreplansskiftet 30. juni 2024 kom der endnu én, da servicebuslinje 134 i Hvidovre blev nedlagt efter kun halvandet års drift. Linjen blev mere præcist etableret ved køreplansskiftet 11. december 2022 og gik fra Hvidovre st. til Friheden st. med passage af bl.a. et aktivitetscenter, Hvidovre Butikstorv og Åmarken st., ligesom linjen gav betjening i nogle kvarterer, som ellers ikke havde bus. Der kørtes en gang i timen på hverdage mellem myldretiderne. Men fra sommeren 2024 valgte Hvidovre Kommune at spare de 1,3 mio. kr. årligt, linjen kostede, så fredag 28. juni blev sidste køredag. Det var i øvrigt sjette gang, linjenummeret 134 var i brug i Storkøbenhavn - og tredje gang i Hvidovre! Kort før nedlæggelsen ses Umove 7541 (opr. Umove 7667), VDL Citea LLE 99 årg. 2019, i rundkørslen på Kløverprisvej. Den er afgået fra Hvidovre st. få minutter forinden og skal videre ad Femagervej mod Friheden. Selve bussen var egentlig blevet leveret til Umoves Kvistgård-garage og servicebusserne i Helsingør-Espergærde, men blev overført til servicebuslinjen i Hvidovre ved dens oprettelse. Ved samme lejlighed ændredes vognnummeret fra Kvistgård garages 7600-nummerserie til Glostrup garages 7500-serie.

Foto: Thomas de Laine, 26. juni 2024.

Umove 7532 som linje 9A på Madvigs Allé, Frederiksberg

Umove 7532 som linje 9A på Madvigs Allé, Frederiksberg

I vinteren og foråret 2024 behandles et spareforslag, hvor Københavns linje 9A frekvensreduceres og dermed kommer til at miste sin A-busstatus. Linjen, der har kørt siden marts 2013, fik efter Metrocityringens åbning en ny rute, hvor den ikke længere kommer ind til centrum. Derimod skal passagerer fra både vest og syd skifte til metroen på Frederiksberg Allé, hvorfra der er to stationer og et "kvalitetstillæg" ind til Hovedbanegården. Det tilbud har der ikke været helt nok, der har benyttet sig af. Her ses på første dag med den nye rute en næsten tom linje 9A på Madvigs Allé ved Frederiksberg Allé. Bussen er Umove 7532, en VDL Citea LLE 120 årg. 2015, som i sin tid blev nyleveret til linjen.

Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2019.

Keolis 220 under ophugning i Glostrup

Keolis 220 under ophugning i Glostrup

En X-bus bliver til en ex-bus! Keolis vogn 220 var en VDL SBR4000/Jonckheere Mistral, der som ny blev leveret til Tylstrup Busser med samme vognnummer. Tylstrup blev overtaget af Nettbuss i 2011, og Nettbuss i Danmark og Keolis-ejede City-Trafik fusionerede i 2014 med Keolis som det fortsættende navn. Bussen forblev dog hele vejen igennem i Nordjylland, hvor den kørte som X-bus, indtil udrangeringen i sommeren 2021. Den mødte sin skæbne hos HJM Recycling i Glostrup i foråret 2022, mens en anden tidligere Nettbuss, vogn 8454 fra København, nervøst så til fra sidelinjen.

Foto: Jeppe Steensgaard, 21. april 2022.

Keolis 8431 ved Lille Triangel, København

Keolis 8431 ved Lille Triangel, København

Linje 14 i København blev oprettet 30. december 1908 og kunne således i slutningen af 2023 fejre sin 115-års fødselsdag. Lidt afhængigt af definitioner er linjen den ældste linje i København, som stadig kører på en del af sin oprindelige rute (hvis linje 2A og 5C godtages som direkte aflæggere af sporvognslinje 2 og 5, er de dog begge ældre). Sporvognslinje 14 blev ved oprettelsen udskilt fra den daværende sporvognslinje 4 som et selvstændigt linjenummer for dennes Klampenborg-ture. Linjen udgik fra Rådhuspladsen og førtes ad Farimagsgaderne, Østerbrogade og Strandvejen til Svanemøllen, Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg. Fra 1918 kørte den via den nye Nørreport station, og i 1931 blev den forlænget til Vanløse. Linje 1 og 14 byttede dog vestlige endestationer i 1937, men ved linje 14's omstilling til busdrift i 1965, byttedes endestationerne igen, og frem til 2013 kørte linje 14 derfor på ny til Vanløse. I nordenden afkortedes linjen etapevist fra Klampenborg til Charlottenlund til Hellerup i årene 1949-53, men fra omstillingen til busdrift blev den nordlige endestation Svanemøllen. Herefter var linjen reelt uændret frem til maj-køreplansskiftet 2003, hvor den igen forlængedes til Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg. Linjen blev til gengæld radikalt omlagt i marts 2013, og siden da har kun stykket fra krydset Frederiksborggade/Nørre Farimagsgade til Trianglen været tilbage af den oprindelige linjeføring. Keolis 8431 ved Lille Triangel, dvs. krydset Øster Farimagsgade/Østerbrogade, på 115-årsdagen. Bussen er en VDL Citea SLE 120, som blev leveret til Keolis' overtagelse af linjen i 2013, hvilket var sammenfaldende med dens omkalfatring.

Foto: Thomas de Laine, 30. december 2023.

Keolis 8436 på Østerbrogade, København

Keolis 8436 på Østerbrogade, København

Københavnske linje 14 har nu været fast inventar på Østerbrogade gennem 115 år. I 2023 er dog kun stykket mellem Trianglen og Lille Triangel tilbage. Keolis 8436, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som linje 14 på Østerbrogade ved Ryesgade på linjens 115-års fødselsdag.

Foto: Thomas de Laine, 30. december 2023.

Keolis 8438 i Øster Farimagsgade, København

Keolis 8438 i Øster Farimagsgade, København

Keolis 8438, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som linje 14 i Øster Farimagsgade, hvor linjen denne dag havde kørt uafbrudt som sporvogn og senere bus i 115 år.

Foto: Thomas de Laine, 30. december 2023.

Nobina 6481 på Solnavej, Søborg

Nobina 6481 på Solnavej, Søborg

Nobina 6481, VDL Citea LLE 120 årg. 2016, som linje 166 på Solnavej i Søborg. Bussen er egentlig nyleveret til Nobina i Finland og kørsel i Helsinki-området, men blev i efteråret 2021 overført til Danmark og fra december-køreplansskiftet samme år indsat på bl.a. linje 166 under Nobinas garage i Glostrup. Det var mindre end to år siden, da dette billede blev taget, men ikke desto mindre var linje 166 allerede på vej i udbud igen på samme tidspunkt.

Foto: Thomas de Laine, 4. september 2023.

Keolis 8435 med blå hjørner ved Enghave Plads, København

Keolis 8435 med blå hjørner ved Enghave Plads, København

Søndag 13. oktober 2019 skete den store omlægning af busnettet i København som følge af Metrocityringens åbning to uger tidligere. Det betød mange ændringer af bl.a. stoppesteder og busanvendelse. Keolis 8435, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som indtil da kørte på linje 14, blev overført til linje 250S, som fik udvidet busantallet, og i den sidste tid op til skiftedagen var den i trafik på linje 14 med nypåsatte, blå S-bus-hjørner. Her afgår den fra Enghave Plads mod Ryparken et par dage før køreplansskiftet, hvor linje 14 også forsvandt fra stedet. På stoppestedsstanderen til venstre har man da også allerede udskiftet linjenumrene 3A, 10 og 14 med 9A og 23.

Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2019.

Keolis 8422 på Langebro, København

Keolis 8422 på Langebro, København

VDL Citea-busserne er endnu et hverdagssyn på Københavns linje 250S mellem Bagsværd/Gladsaxe, Nørrebro, City, Amagerbrogade, Tårnby og Dragør, hvor de har slidt og slæbt i snart 12 år. Men Umove har vundet linjen fra december 2024, og til den tid sendes Citea'erne på pension til fordel for nye elbusser. Samlet set har Keolis udrangeret et ret betydeligt antal VDL-busser siden 2022. Bus 8422, VDL Citea XLE 137 årg. 2012, som linje 250S på Langebro. Den havde på fototidspunktet rundet en million kørte kilometer.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.

Keolis 8431 som linje 160 på Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe

Keolis 8431 som linje 160 på Gladsaxe Møllevej, Gladsaxe

Storkøbenhavn har haft en linje 160 over to omgange: Den første kørte mellem Bellahøj, Gladsaxe, Bagsværd og henholdsvis Frederiksdal og Lyngby. Den blev drevet af Forenede Rutebiler indtil 1974 og derefter af HT. Frederiksdal-turene blev erstattet af en anden linje i 1959, og umiddelbart efter HTs overtagelse blev linjen ændret til at køre mellem Gladsaxe Trafikplads, Bagsværd, Lyngby, Klampenborg og Taarbæk Havn, og i 1975 blev den forlænget fra Gladsaxe til Ballerup. Ved de store omlægninger i maj 1989 ændredes ruten til at køre mellem Herlev og Lyngby stationer uden om Gladsaxe. Den blev nedlagt i juni 1991. En temmelig lille linje 160 opstod igen 10. august 2009 i form af en slags servicebuslinje med kun fire daglige ture på hverdage mellem Gladsaxe Trafikplads og Egegården lidt nordvest for Trafikpladsen. Ruten udvidedes til en sløjfe via bl.a. Høje Gladsaxe fra marts 2010, men den kom først for alvor til sin ret fra 13. oktober 2019, hvor den fik en ny rute fra Bagsværd st. via Egeparken og Gladsaxe Trafikplads til bl.a. Søborg Torv og Kildebakke st. samt en køreplan med en del flere afgange, også i weekenden, selvom den stadig ikke har mange ture og om morgenen mest fungerer som en slags myldretidslinje mellem Gladsaxe og Bagsværd. Linjen kørtes fra oprettelsen af Arriva, men overgik allerede i oktober 2009 til City-Trafik, det senere Keolis, som kørte den indtil december 2021, hvorefter Nobina har haft den. Keolis 8431, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som linje 160 på Gladsaxe Møllevej nær Trafikpladsen, som både den første og den anden linje 160 har været stort set fast inventar på.

Foto: Thomas de Laine, 22. juli 2021.

Kruse 7241 ved Maribo st.

Kruse 7241 ved Maribo st.

Efter et udbud blev så at sige alle busserne på Lolland og Falster udskiftet med nye i 2021. Til kørslen på Lolland anskaffede Kruse først og fremmest nye VDL Citea LLE-busser suppleret med nogle Mercedes-Benz Sprinter-minibusser. Og det bliver sådan, den kollektive trafik på Lolland ser ud frem til måske 2033! En kun godt to måneder gammel Kruse 7241 afgår fra Maribo st. som linje 716 mod Nakskov.

Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.

Umove 7526 på Hammelstrupvej, København

Umove 7526 på Hammelstrupvej, København

Den definitivt sidste linje 3(A) i København kørte natten mellem lørdag og søndag 12. og 13. oktober 2019. Turen, der gik fra Nordhavn st. med afgang kl. 23.59 til Hammelstrupvej ved Valbyparken, blev kørt af Umove bus 7526, VDL Citea LLE årg. 2015. Linje 3A blev aflivet i forlængelse af Metrocityringens åbning, men dens afløser mellem Valbyparken og Frederiksberg Allé blev linje 9A, der omlagdes til Valbyparken i stedet for at køre gennem City til Christianshavn og Refshaleøen. Efter at bus 7526 således var ankommet til Valbyparken, skiltedes bussen om, og fortsatte i driften på linje 9A's nye rute. Bussen blev den tredje 9A'er med afgang herfra kl. 0.42 og ses her under opholdet ved Valbyparken. Umove overtog både linje 3A og 9A fra Arriva i december 2015 og fik leveret de 40 busser i denne serie til kørslen.

Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2019.

Umove 7536 på Vigerslev Allé ved Carlsberg st., København

Umove 7536 på Vigerslev Allé ved Carlsberg st., København

Da vejforholdene var klar til det, blev linje 9A fra maj 2020 omlagt til at køre ad Vesterfælledvej og Platanvej til Frederiksberg Allé i stedet for via Enghave Plads. Det bringer busserne den korte tur fra Enghavevej ad Vigerslev Allé til Vesterfælledvej og Carlsberg station. Lysreguleringerne, cykel- og biltrafikken på dette stykke af Vigerslev Allé er dog sådan, at busserne i myldretiden kan være over 10 minutter om den blot cirka 200 meter lange tur ad Vigerslev Allé! Umove 7536, VDL Citea LLE årg. 2015, på Vigerslev Allé - med god plads på en lørdag i Corona-tiden.

Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2020.

Keolis 2491 ved Bagsværd st.

Keolis 2491 ved Bagsværd st.

Gennem 12 år så en linje 166 sådan her ud: En VDL Ambassador årgang 2009. Keolis, som dengang hed City-Trafik, købte 18 busser af typen til linjerne 29 og 166 forud for overtagelsen af kørslen, som skulle finde sted i december 2009. Den første kørsel, der skulle udføres i den nye kontrakt, var dog den særlige COP15-buslinje, der forbandt Bella Center, Islands Brygge og Københavns centrum i et par uger under klimatopmødet COP15, som blev afholdt i Bella Center. Herefter kom busserne i trafik på linje 29 og 166. De nye kontrakter fra december 2009 var de første, som kunne blive helt op til 12 år lange, og sådan gik det også. Men der blev skiftet ud i linjenumrene undervejs, for i oktober 2011 blev linje 29 nedlagt. I stedet kom linjerne 141, 143, 144 og 149 ind under kontrakten, og VDL Ambassador-busserne fra 2009 blev i stedet anvendt her. Ved genudbuddet af kørslen var det dog Nobina, der gik af med sejren, og hovedparten af de 18 Ambassadors blev udrangeret i december 2021. De havde da generelt tilbagelagt over en million kilometer hver og blev solgt til ophug. Her er det bus 2491, som netop har forladt Bagsværd station som linje 166 mod sin nye endestation siden 2019 ved Værebroparken.

Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2020.

Keolis 8431 ved Poul Henningsens Plads, København

Keolis 8431 ved Poul Henningsens Plads, København

Keolis 8431, VDL Citea SLE årg. 2013, som linje 14 på Jagtvej ved Poul Henningsens Plads på Østerbro. Her kører linje 14 i dag direkte på tværs af sin oprindelige rute ad Østerbrogade-Strandvejen!

Foto: Thomas de Laine, 19. februar 2023.

Keolis 8436 på Jagtvej, København

Keolis 8436 på Jagtvej, København

Keolis 8436, VDL Citea SLE årg. 2013, som linje 14 på Jagtvej ved Sankt Augustins Kirke.

Foto: Thomas de Laine, 19. februar 2023.

Keolis 2584 som linje 12 på Sankt Kjelds Plads, København

Keolis 2584 som linje 12 på Sankt Kjelds Plads, København

Keolis 2584, VDL Citea LLE årg. 2014, som linje 12 på Sankt Kjelds Plads på Østerbro.

Foto: Thomas de Laine, 19. februar 2023.

Keolis 8438 ved Poul Henningsens Plads, København

Keolis 8438 ved Poul Henningsens Plads, København

I 1994 blev pladsen på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej i København døbt Poul Henningsens Plads, og her åbnede i september 2019 en metrostation af samme navn. Men tidligere blev dette kryds kaldt Lille Vibenshus. I visse kredse kendes stedet dog som det knap så flatterende "Pamperhjørnet"! Kært barn har således mange navne, men her ses Keolis 8438, VDL Citea SLE årg. 2013, som linje 14 ved Poul Henningsens Plads.

Foto: Thomas de Laine, 19. februar 2023.

Keolis 230 på Aalborg Busterminal

Keolis 230 på Aalborg Busterminal

En X-Bus, som mange nok vil mene, sådan én skal se ud: Himmelblå med et meget stort 'X' på siden! Keolis vogn 230 (opr. Nettbuss vogn 230), en VDL Jonckheere Mistral årg. 2011, forlader Aalborg Busterminal på rute 951X mod Holstebro. Om få år vil blå X-busser kun anløbe Aalborg Busterminal på rute 960X mellem Aalborg, Viborg og Silkeborg, for denne rute administreres af Midttrafik.

Foto: Thomas de Laine, 21. juli 2021.

Arriva 3046 på Vesterbro, Aalborg

Arriva 3046 på Vesterbro, Aalborg

Arriva 3046, VDL Ambassador årg. 2010, som servicebuslinje S2 på Vesterbro i Aalborg.

Foto: Thomas de Laine, 21. juli 2021.

Keolis 8537 på Hovedgaden, Jægerspris

Keolis 8537 på Hovedgaden, Jægerspris

Keolis 8537 (opr. Netbus 8537), VDL Citea CLE årg. 2010, som linje 316 på Hovedgaden i Jægerspris.

Foto: Sikandar Sahil, 5. april 2021.

Umove 7676 i Havnegade, Helsingør

Umove 7676 i Havnegade, Helsingør

Umove 7676, VDL Citea LLE 120 årg. 2015, som linje 803 på Havnegade i Helsingør.

Foto: Thomas de Laine, 4. august 2018.

Keolis 8528 på Hulgårdsvej, København

Keolis 8528 på Hulgårdsvej, København

Efter branden på Keolis' garageanlæg på Naverland i april 2021 har Skibby garage udlånt en VDL Ambassador fra 2010 til Stamholmen garage, som indtil videre kører Naverlands linjer. Det er bus 8528 (opr. Nettbuss 8528), som hos Stamholmen primært kører på linje 12. Netop linje 12 mistede to af sine busser ved branden. En intern busrokade i Keolis vil senere på året permanent fylde hullet efter de fire busser, der gik op i røg, idet nogle busser overflyttes fra Odense til København. Bus 8528 som linje 12 på Hulgårdsvej i Grøndalskvarteret.

Foto: Thomas de Laine, 6. april 2021.

Keolis 2312 på Østergade, Skuldelev

Keolis 2312 på Østergade, Skuldelev

Keolis 2312 (opr. De Hvide Busser 8727), VDL Ambassador årg. 2007, som linje 318 på Østergade i Skuldelev ved det nye stoppested "Vestergade".

Foto: Jesper Holst, 29. marts 2021.

Nobina 6176 ved Frederikssund st.

Nobina 6176 ved Frederikssund st.

Nobina 6176, VDL Citea MLE 88-minibus årg. 2014, som linje 312 ved Frederikssund st. Bemærk, hvordan bussens internnummer er større end Movia-logoet!

Foto: Thomas de Laine, 28. juli 2016.