Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2020

Metroen til Orientkaj åbnet

Af Thomas de Laine

I skyggen af Corona-krisen åbnede metrocityringens gren til Orientkaj i Københavns Nordhavn her til formiddag. For at undgå smittespredning var al form for åbningsfest og formel ceremoni aflyst, og det var ikke på forhånd oplyst, hvornår på dagen, togene ville begynde at køre til Orientkaj med passagerer. I stedet havde Metroselskabet i dagspressen bedt alle om at holde sig væk. Men selve åbningsdatoen 28. marts 2020 blev altså fastholdt.

Myldretids udsendte har fulgt henstillingerne og derfor ikke kørt med den nye metrostrækning og ikke set de to nye stationer indefra, men det blev til enkelte billeder fra højbanen ved Orientkaj, som vises i denne artikel.

Togsæt 29 i Nordhavnen
Metrocityringens togsæt nr. 29 på vej ned ad rampen ved Orientkaj på Nordhavnsgrenens åbningsdag. Dette er det eneste sted på metrocityringen, hvor man som passager kører over jorden. Foto: Thomas de Laine.

Metroens nye gren betjenes af linje M4 som fra København H kører via Kgs. Nytorv og Østerport til foregreningskammeret på Østerbro. Herfra følges den nye strækning via Nordhavn station til Orientkaj station. Få hundrede meter før Orientkaj kommer metroen ud af tunnelen og kører ad en rampe op på en højbane på betonsøjler. På rampen findes en dobbelttransversal, som tillader M4-togene at returnere fra Orientkaj station mod byen ad højre spor.

Orientkaj station er en højbanestation med ø-perron. Den adskiller sig væsentligt fra højbanestationerne på Vestamager-linjen, idet den er helt lukket med glasvægge og perrondøre i fuld højde ud mod sporene, vægge i gavlene og tagoverdækning. Højbanen med spor fortsætter et kort stykke på den anden side af stationen. Her er der mulighed for eventuelt at henstille tog (ligesom i f.eks. Vanløse), men på længere sigt vil linje M4's videre forlængelse ud i Nordhavn naturligvis være en fortsættelse af disse spor.

Tog 29 forlader Orientkaj station
Togsæt 29 forlader Orientkaj station som shuttletog mod Nordhavn. Bemærk, hvordan stationen er en helt lukket boks - meget ulig stationerne i Ørestad. Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2020.

I linjens modsatte ende tømmes togene ved København H og kører ud til depotet ved Otto Busses Vej, hvor der vendes. Linje M3 og M4 vil på fællesstrækningen Østerport-København H tilsammen få et myldretidsinterval på 92,5 sekunder, svarende til 39 afgange i timen (eller 38,9, hvis man er pedant).

Så vidt Myldretid er bekendt, begyndte linje M4 teknisk set at køre i et eller andet omfang efter en aften- og natlukning i weekenden 22.-23. februar. Det var dog uden passagerer, idet dørene ikke blev åbnet på stationerne. Til sidst - vist fra omkring tirsdag 24. marts - begyndte man dog at medtage passagerer mellem København H og Østerport, hvilket muligvis mest handlede om at søge at sprede de rejsende i metroen mest muligt for at reducere risikoen for Corona-smitte. Metroens passagertal ligger allerede 85 pct. under normalen, og driften indstilles hver nat i tidsrummet kl. 00-05 (hvor man jo ellers siden foråret 2009 har kørt i døgndrift).

Orientkaj set fra vandsiden
Togsæt 29 ankommer til Orientkaj station. I baggrunden bl.a. Svanemølleværket. Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2020.

Omkring kl. 10.00 lørdag formiddag 28. marts begyndte driften med passagerer til Nordhavn og Orientkaj stationer. Allerede godt halvanden time senere betød et teknisk problem dog, at driften på linje M4 måtte indstilles. Lidt før kl. 12 begyndte et enkelt togsæt (nr. 29) at køre som shuttletog mellem Orientkaj og Nordhavn stationer, idet der henvistes til S-tog for videre transport fra Nordhavn. Cirka kl. 13.25 kunne normal drift genoptages.