Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2017 ➜
Danmarks Busmuseum har overtaget Busbevarelsesgruppens samling
Af Thomas de Laine
Tre af Busbevarelsesgruppen Danmarks busser under et bustræf på Sporvejsmuseet i juni 2013. De to vogne til venstre er nu overtaget af Danmarks Busmuseum, mens den sidste fremover bevares privat. Foto: Thomas de Laine.
Det er mindre end et år siden, Danmarks Busmuseum i Skælskør første gang slog dørene op. Museet omfattede i første omgang de busser, Bushistorisk Selskab hidtil havde gemt, og har efterfølgende foretaget flere andre anskaffelser. Senest har museet her i maj måned overtaget 10 busser fra Busbevarelsesgruppen Danmark som resultat af flere måneders drøftelser om et tættere samarbejde mellem de to foreninger.
De 10 busser udgør Busbevarelsesgruppens samling af busser, på nær en enkelt vogn, der fremover bevares i privat regi. Følgende busser er overtaget af museet (men vil først senere kunne ses i Skælskør):
To Volvo B10M/Aabenraa-rutebiler med såkaldt M85-karrosseri af årgang 1986 hhv. 1988. Den ene er oprindeligt bygget til Thorkild Christensen i Dronninglund, men blev via busovertagelse ved udbud senere til Combus nr. 8227, i hvilken skikkelse den i dag fremstår. Bussen har NT-rutebildesign, hvilket også repræsenterer trafikselskabsbemalingerne, der blev introduceret i 1990'erne. Den anden er i rødt BAT-design fra sin seneste tid som vogn 708 hos BAT på Bornholm, men det er en tidligere Papuga-bus.
To Volvo B10M/Aabenraa-bybusser med M85-karrosseri af ågang 1988 hhv. 1989. Disse busser er ret forskellige eksempler på bybusversionen af samme model, nemlig som leveret til det kommunalt ejede Aalborg Omnibus-Selskab som vogn 268 og som privat bybus i "Udkantsdanmark" i form af en Holstebro-bybus med brunt interiør mv.
To østjyske DSB-busser, nemlig en Volvo B10M/Aabenraa-bybus fra 1991, der har kørt i Horsens, og en Volvo B10M/DAB-rutebil fra 1987 - hhv. DSB nr. 255 og 098. Sidstnævnte model leveredes i øvrigt i ret stort antal til DSB og stort set kun hertil.
Tre forskellige DAB serie 7-busser: Først en klassisk 7-1200L-rutebil med Leyland-motor fra 1987, der har kørt hos Tylstrup Busser i Nordjylland som vogn 129. Dette er så at sige den prototypiske, privatejede 1980'er-rutebil i det meste af landet. To forskellige bybusversioner, der begge er af de senere årgange med DAF-motor, følger også med, nemlig en 1988-bybus fra Korsør og en 1989-bybus fra Randers Byomnibusser, hvor den kørte som nr. 135. Randers-bussen er med sin indretning med dobbelte for- og bagdøre og bagperron også et eksempel på en bybusindretning, der var mere almindelig i gamle dage, og som er forsvundet med overgangen til lavgulvsbbusser.
Rosinen i pølseenden er en Leyland-DAB 9-0948L fra 1986, tidligere Rutebilselskabet Haderslev - et eksempel på den specielle serie 9-model.
Bussen, der overgår til privat bevaring, er en Volvo B10R/Aabenraa fra 1983, der har en fortid som Aalborg Omnibus-Selskab nr. 245.
Efter overdragelsen vil foreningen Busbevarelsesgruppen Danmark blive afviklet. Busbevarelsesgruppen blev etableret i 2004 af en gruppe entusiaster, der ønskede nogle typer og årgange af busser bevaret, som det på daværende tidspunkt ellers ikke tegnede til ville blive gemt. Gennem årene har Busbevarelsesgruppen haft mere end 20 busser, først og fremmest fra perioden 1980-95 - altså den sidste generation af busser, der blev bygget på de for længst lukkede, hæderkronede danske fabrikker i Silkeborg og Aabenraa.
Siden 2008 har Busbevarelsesgruppen formelt været organiseret som en forening, og offentligheden har bl.a. kunnet se foreningens busser ved åbent hus-arrangementer i 2008 og 2015.
For seks år siden blev otte af busserne, alle fra de tre tidligere sporvejsbyer København, Aarhus og Odense, overdraget til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvorefter Busbevarelsesgruppen kunne koncentrere sig om busser fra resten af landet, og det er så at sige den anden halvdel af samlingen, der nu har fundet vej ind til Danmarks Busmuseum.
Undertegnede hjemmesideredaktør var selv med til at etablere Busbevarelsesgruppen og har også del i beslutningen om at afvikle den. De 13 år har budt på mange forskellige slags oplevelser - nogle gode og andre minde gode - men det er rigtig glædeligt, at andre foreninger har fundet Busbevarelsesgruppens busser interessante nok til at ville indlemme dem i deres samlinger, hvor busserne også i højere grad vil være tilgængelige for offentligheden.