Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2022 ➜
Movias 21. udbud afgjort
Af Thomas de Laine
Anchersen mister en stor del af sin kørsel i København ved dette udbud. Netop linje 33 fortsætter dog som Anchersen-linje. Bus 3298, Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2016, på Langebro i København. Foto: Thomas de Laine.
Mandag 8. august faldt afgørelsen på, hvem der skal køre mere end 225 Movia-busser og ca. 781.000 køreplantimer i de kommende år. Det skete, da Movia afgjorde sit 21. udbud af almindelig rutekørsel, som mere formelt hedder udbud A21.
De store vindere blev denne gang Umove, DitoBus og Vikingbus, mens særligt Anchersen og Arriva afleverer kørsel. Mere end halvdelen af den udbudte kørsel skifter nemlig hænder. Udbuddet medfører også over 200 nye elbusser på de østdanske veje, således at fire ud af ti Movia-busser fra foråret 2024 vil være emissionsfri. Kun linjerne 350S og 500S i udbud A21 skifter ikke til elbusser.
Umove udvider sin kørsel for Movia med ca. 80 busser, idet man vinder linjerne 13, 15E, 22, 31, 34, 35, 36, 77, 132, 137, 139, 150S og 161 (udbudsenhederne 1, 2 og 4) fra især Anchersen, men også Arriva (linje 15E, 150S og 161) og Keolis (linje 13). Derudover genvandt Umove linjerne 90N, 340, 345, 347 og 801A i Helsingør-området (enhed 10). Umove må dog også aflevere en smule kørsel, nemlig linje 305, 307 og 337 til DitoBus. Umove overtager kørslen i tre etaper, nemlig 15. oktober 2023, 10. december 2023 og 24. marts 2024. Kørslen på linje 305, 307 og 337 afleveres 10. december 2023.
Vikingbus genvandt al deres kørsel i Køge Bugt-området og på Vestegnen (enhed 11 og 12), men kommer som noget nyt også helt ind i København med overtagelsen af 23 busser på linjerne 26, 27 og 68 fra Arriva (enhed 3). Den nye kørsel overtages 15. oktober 2023.
DitoBus fortsætter med at udvide territoriet ind i det gamle HT-område med linjerne 55E og 65E (enhed 7 og 8), der overtages fra Keolis, og linjerne 301, 302, 303, 305, 307 og 337 i Hillerød-området (enhed 9), som i dag køres af Nobina og Umove. Endelig har DitoBus vundet linjerne 405, 406, 408, 415, 467 og 469 på Ringsted-kanten fra Arriva (enhed 13). DitoBus overtager til sammen ca. 33 busser - heraf E-buslinjerne 15. oktober 2023 og den resterende kørsel 10. december 2023.
Anchersen mister kørsel med omkring 45 busser, men genvandt linje 350S (enhed 5). Det er første gang, Anchersen må afgive kørsel i større omfang. Både Keolis og Nobina må derudover vinke farvel til hver cirka 10 busser, men Keolis beholder den store linje 500S (enhed 6) med 25 busser. Både linje 350S og 500S er dog kun på 2-årige kontrakter denne gang.
Arriva har ifølge Myldretids oplysninger rent faktisk både afleveret tilbud og deltaget i forhandlingerne ved udbud A21, idet man dog kun afleverede tilbud med elbusser og derfor ikke bød på linje 350S og 500S. Imidlertid undlod Arriva at afgive tilbud i den endelige runde og har dermed heller ikke i denne omgang lagt billet ind på den udbudte kørsel. Følgelig har Arriva tabt alle de linjer, man havde med i udbuddet, hvilket omfangsmæssigt svarer til godt 60 busser. Det betyder med al sandsynlighed, at Arrivas garager i Ryvangen på Østerbro og i Ringsted lukker.
Udbudsresultatet rykker nok engang på markedsandelene i Movialand, hvor Nobina herefter ser ud til at være størst, og som noget nyt med Umove på andenpladsen.
Der følger nu en stand still-periode på 10 dage, jf. udbudsreglerne.
Kilde: Resultat af udbud A21, Movia 08.08.22; pressemeddelelse fra Movia 08.08.22