Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2016

Danmarks Busmuseum åbner 1. juli

Af Thomas de Laine

Bushistorisk Selskabs DBJ-bus i Køge
Hos Danmarks Busmuseum findes f.eks. denne Leyland/DAB-rutebil fra De Bornholmske Jernbaner. Den har også kunnet ses som aktiv veteranbus flere gange, bl.a. ved julearrangementer i Køge, som her 4. december 2011. Foto: Thomas de Laine.

Til sommer åbner Danmarks Busmuseum. Museet ligger i Skælskør og drives af Bushistorisk Selskab, der har eksisteret siden 1994, men altså nu er klar til at slå dørene op på lidt mere officiel vis.

Museet ligger i den tidligere kommunale materielgård på Fabriksvej 1 i Skælskør, hvor Bushistorisk Selskab flyttede ind sidste år. Foreningen har dermed fået nogle gode, langsigtede rammer, og det udnyttes altså nu. Danmarks Busmuseum har i alt 36 køretøjer, hvoraf de 9 er køreklare og indregistrerede. Samlingen dækker bredt hvad angår både årgange og fabrikater, og der indgår mange udprægede rutebiler. Foreningen og museet har dog mindst lige så vigtigt også et bushistorisk arkiv med et stort antal genstande og dokumenter.

Åbningen finder sted fredag 1. juli med en åbningsreception klokken 12-16, naturligvis på museets adresse. Snoren klippes, og der vil være taler og lidt til ganen samt rundture med nogle af veteranbusserne. Indtil da kan man se mere om foreningen og vognene på Bushistorisk Selskabs hjemmeside.