Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2000

HT afprøver lavbagperronbus

Af Thomas de Laine

De har ganske vist kørt rundt i hele landet i hobetal siden midten af 1950'erne. Alligevel afprøver HT i øjeblikket - en højtgulvsbus! HT-entreprenørerne har ellers siden 1992/93 successivt udskiftet 80 pct. af vognparken med lavtgulvs- og laventrébusser. Disse bustyper har imidlertid nogle ulemper: de er grundlæggende indrettet som bybusser. Desuden er det småt med siddepladsantallet i de fleste lavtgulvsbusser.

"I andre dele af landet er der stor tilfredshed med busser, der kun har lav bagperron," skriver HT i sin pressemeddelelse. Lavbagperronbusserne kører f.eks. i Vestsjællands Amt, og det er netop derfra, prøvebussen kommer. Bussen vækker nok lidt opsigt på linie 158 og 159 i Ballerup-området, hvor bussen kører, for den er i VT-design, hvilket vil sige, at den er hvid med orange hjørner front/dørside og bagende/vinduesside. Endvidere har den kun en enkelt fordør og en enkelt bagdør, der er placeret bag bagakslen ved bagperronen. Der er nemlig tale om en rutebil. Bussen er blevet forsynet med bl.a. HT-logoer og linieskilt i bagruden. Den kommer fra Linjebus, der ejer bussen (nr. 2068) og som også kører linie 158 og 159 for HT. En bus fra Linjebus i Gladsaxe (nr. 6216, der er hentet hjem fra Finland) er til gengæld på besøg i Vestsjælland, mens forsøget løber - dvs. i ca. tre uger.

Det var Linjebus, der for et års tid siden foreslog HT lavbagperronbussen. Linjebus mener nemlig, at lavtgulvsbusser hører hjemme i bytrafikken og ikke på landruterne. HT ønskede at afprøve typen på linie 600S i samarbejde med Arriva, men dette selskab ville ikke deltage. Så det blev Linjebus i stedet. Linie 158 og 159 er valgt, fordi disse linier er en blanding af by- og nærtrafik.

Hvis passagererne ifølge HTs egne undersøgelser synes om lavbagperronbussen, skal det overvejes, hvordan bustypen i fremtiden kan bruges i området lidt uden for byerne, skriver HT.

Tilføjelse pr. 19. maj 00: Bussen kørte sidste dag i HT-trafik den 12. maj på linie 154E. Bussen har foruden linierne 158 og 159 også været indsat på linie 161.

Kilde: HT-pressemeddelelse af 05.04.00; Kim Løvenskiold på Busfrontens mailingliste