Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2011

To serie 7'ere til Busbevarelsesgruppen

Af Thomas de Laine

Busbevarelsesgruppens to serie 7'ere
De to busser i Sjælsmark 23. juli 2011. Til venstre den lille bybus og til højre den klassiske rutebil. Foto: Kim Løvenskjold. Se også video af busserne.

Leyland-DAB serie 7 må om nogen bus siges at være den klassiske 1980'er-rutebil i Danmark. DAB producerede typen fra 1982 til 1990 – de første år med Leyland-motorer, mens man de sidste år, efter at Leyland var blevet solgt til Volvo og DAB skilt ud, kom en DAF-motor i de fleste af dem. I slutningen af 1989 leveredes de første af afløsermodellen, serie 12, der kun byggedes med DAF-motor.

Gennem årene blev serie 7 produceret i rigtig mange forskellige varianter og længder. Den udkom f.eks. både i længderne 9,48 m, 10,24 m, 10,68 m og 12 m foruden som ledbus, og i såvel bybus- som rutebil- og turistbusudgave. Desuden blev de busser, som dengang byggedes på de danske fabrikker, i høj grad tilpasset købernes særlige ønsker – noget der yderligere bidrager til variationen over serie 7. Alligevel var og er serie 7 let genkendelig og meget karakteristisk, og det er derfor også oplagt at bevare forskellige eksempler på en sådan bus.

I juli har Busbevarelsesgruppen Danmark overtaget to serie 7-busser, der ved siden af hinanden netop illustrerer, hvor forskelligt serie 7-busser kan se ud.

Den ene bus er et eksempel på den klassiske serie 7-rutebil, nemlig en 7-1200L (8700134) fra 1987 med Leyland-motor, halvautomatisk Wilson-gear og det klassiske interiør med brune træimitationer mv. Bussen blev i sin tid anskaffet af Nørhalne Rutebiler (reg.nr. LH 94 583), men blev ved udbuddet i 1995 overtaget af DSB/Combus (vognnr. 8065). Herfra kom den i 2000 til Tylstrup Busser (vognnr. 129), i hvis farver den stadig fremstår. Tylstrup Busser blev senere solgt til Nettbuss, som efter den seneste licitation i det nordjyske har doneret bussen til bevaring. Busbevarelsesgruppen skylder en stor tak herfor!

Den anden bus er den helt korte version på 9,48 m. Der er tale om en 7-948L (8800137) fra 1989, som har Leyland-motor, selvom man på dette tidspunkt ellers helst satte DAF-motorer i busserne. Bussen adskiller sig desuden fra 7-1200L'en ved at have ZF-automatgear. Den blev oprindeligt leveret til Jørgen Vestergaard, Limfjordsruterne, i Thisted (reg.nr. LX 91 301), og blev med resten af firmaet i 1996 overtaget af Pan Bus (med vognnr. 240), hvorfra den i 2010 blev udrangeret. Selvom det er en type L og altså har det højere "landevejsgulv", har den fungeret hele sit liv som bybus i Thisted. Et godt eksempel på, hvor "speciel" en serie 7 kan være. Bussen er stadig i Limfjordsruternes bemaling.

Busbevarelsesgruppen har hidtil haft en 7-1024L i Holger Danske Bustrafik-farver. I forbindelse med overtagelsen af de to "nye" serie 7’ere, udgår denne bus af Busbevarelsesgruppens vognpark. Ombytningen skyldes, at der var mulighed for at overtage en bus i bedre stand. Der er dog alligevel i alt bevaret tre serie 7'ere, idet en busbevarelsesgruppe i England for nylig også har anskaffet én.