Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2000

Jacob Buksti ny trafikminister

Af Thomas de Laine

Jacob Buksti (S) bliver ny trafikminister i stedet for Sonja Mikkelsen (S), der fremover skal være sundhedsminister. Dette er en del af den ministerrokade, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) meddelte offentligheden onsdag d. 23. februar om formiddagen. Rokaden indebærer bl.a. også, at socialminister Karen Jespersen (S) bliver ny indenrigsminister i stedet for Thorkild Simonsen (S), der udtræder af Regeringen pga. alder. Desuden bliver Ritt Bjerregaard (S) minister igen.

Trafikministerposten er kendt for at være "øretævernes holdeplads", og Sonja Mikkelsen er ikke gået fri. I hendes tid har der været adskillige skandaler som f.eks. Combus-sagen, der er meget omtalt på disse sider, og metroen i København, gangtunnelen ved Nørreport st. og taksterne for køretøjer over Øresundsbroen. For nylig blev det endda spået, at Sonja Mikkelsen slet ikke ville blive minister efter førstkommende rokade, fordi hun har vist sig at være helt uduelig som trafikminister. Så galt eller heldigt, alt efter hvem man er, kom det dog ikke til at gå.

Jacob Buksti kommer fra en post som politisk ordfører i Socialdemokratiet. Hvordan han bliver som trafikminister vil fremtiden vise.