Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2010 ➜
Nørreportgangtunnel forlænges til gågaden
Af Thomas de Laine
S-togsperronen på Nørreport station. I dag skal man denne vej forbi, for at komme fra gågaden i Frederiksborggade til metroen. Foto: Thomas Weidekamp.
Langt om længe ser det ud til, at Nørreport station får forlænget gangtunellen mellem togperronerne og metroen, så tunellen har nedgang fra gågaden i Købmagergade-enden af Frederiksborggade. Det indgår i aftalen om bedre mobilitet, som i dag er indgået mellem Regeringen (Venstre og De Konservative), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.
Med tunellen bliver der lettere adgang fra byen til metroen såvel som S-tog og regionaltog. I dag er det nødvendigt at krydse den trafikerede Nørre Voldgade og eventuelt nå metroen via en af de "rigtige" togs perroner. Derfor afsættes der i første omgang 2 mio. kr. fra puljen til stationsmoderniseringer, så der i 2011 kan udarbejdes beslutningsgrundlag for forlængelsen af tunellen.
Selve projektet vurderes ud fra tidligere skitseforslag mv. at koste ca. 100 mio. kr., og finansieringen skal ske med 50 mio. kr. fra Metroselskabet og 50 mio. kr. fra DSBs pulje til bedre adgang til kollektiv trafik.
At gangtunellen skulle begynde med en nedgang på gågadesiden af Nørre Voldgade er ikke nogen ny idé, men da tunellen i sin tid skulle bygges, kunne man ikke blive enige om, hvem der skulle betale for det. Netop denne gangtunnel gav i øvrigt anledning til megen ballade, idet der heller ikke var enighed om, hvorvidt det skulle være en højtliggende eller dybtliggende tunnel, ligesom byggeriet gennem to år betød, at væsentlige dele af S-togs- og regionaltogsperronerne var afspærrede, så der kun kunne udveksles passagerer fra en del af togenes vogne.
Kilde: Aftale mellem Regeringen (Venstre og De Konservative), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance om Bedre mobilitet, 26. november 2010