Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2009

Forsøg på linje 150S giver gode resultater

Af Thomas de Laine

Arriva-bus på Toftegårds Plads
Et af de seneste tiltag er "Den intelligente rejse", hvor denne bus er blevet udstyret med skærme, der bl.a. viser nyheder fra TV2 News og underholdende indslag samt bussens aktuelle position på kort. Bussen byder selvfølgelig også på trådløs internetadgang, her suppleret med 220 V-stik til den medbragte bærbare. Den røde løber indgår dog ikke i den daglige drift! Foto: Thomas de Laine.

Et forsøg på at tiltrække flere passagerer til linje 150S og 173E mellem København og Nordsjælland har foreløbigt givet rigtigt gode resultater. Mere end ni ud af 10 passagerer er tilfredse, og der er blevet 20 pct. flere af dem!

Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Fredensborg, Gentofte og Københavns Kommuner har gennem Movia gennemført forsøget, der begyndte i juni sidste år. I forsøget indgår en incitamenskontrakt med Arriva, der er entreprenør på de to linjer.

Forsøget kaldes Bedre Bustur, og under denne overskrift er der lanceret en række forbedringer over for passagererne. Movia og Arriva har lavet kampagner rettet mod chauffører, mekanikere og andre medarbejdere, som er involveret i at få busserne på gaden, og at turen opleves godt. F.eks. at chaufførerne smiler til passagererne og er hjælpsomme. Andre forbedringer er gratis trådløst internet i alle busserne, som der gøres tydeligt opmærksom på med store bogstaver på siden af busserne.

Incitamentskontrakten spiller nok også ind. I stedet for den almindelige bonusordning baseret på passagertilfredshedsmålinger, afhænger såvel Arrivas som chaufførernes betaling nu også delvist af passagertallene på linjerne. Hver ny passager udløser op til 1½ kr. ekstra til chaufførerne, 3 kr. til Arriva og 7 kr. til at indsætte flere busser.

De penge, som de nye passagerer giver, bliver med andre ord ikke brugt til at nedbringe underskuddet på busdriften, som normalt, men bl.a. til flere afgange. Og der er allerede kommet flere ture på linje 150S i myldretiderne på dén konto. Flere afgange tiltrækker yderligere nye passagerer, og dermed skaber man en god spiral, fortæller Movias områdechef for Storkøbenhavn Torsten Rasmussen.

Målinger af passagerernes tilfredshed viser nu, at hele 94 pct. af dem er enten tilfredse eller meget tilfredse, og at kun 2 pct. er utilfredse. Andelen af "meget tilfredse" var i slutningen af marts hele 41 pct. Passagertallene ligger 20 pct. over, hvad man ellers havde forventet, og det svarer til 2.000 daglige passagerer. Sammenfattende kan man vel sige, at det giver pote at kæle lidt for passagererne.

Kilde: Pressemeddelelse fra Movia 03.04.09 og BedreBustur.dk