Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2008 ➜
John Lundgren er død
Af Thomas de Laine
Et kendt navn i sporvogns- og busentusiastkredse, John Lundgren, døde tirsdag 26. august i en alder af 77 år. Lundgren var med til at stifte Sporvejshistorisk Selskab i 1965, og i de følgende år bidrog han til at få stablet Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på benene. Gennem mange år fungerede han også som bestyrelsesmedlem og næstformand. Han havde i øvrigt medlemsnummer 1.
John Lundgren var uddannet kemigraf og var grafisk faglærer på Reproteknisk Fagskole. Han var manden, der layoutede Sporvejshistorisk Selskabs medlemsblad BYtrafik og de mange andre udgivelser fra samme forening. Det har betydet, at alle disse blade og bøger har fremstået professionelt - i modsætning til udgivelser fra så mange andre foreninger. På Reproteknisk Fagskole producerede han også selv nogle skrifter om de københavnske sporvognslinjer, hvis linjefarver han gik meget op i.
I de senere år har foreningen udgivet fire bøger med John Lundgrens tegninger af sporvogne i forskellige miljøer (Min by, erindringsbilleder - og lidt mere, 2000; København - sporvognenes by, 2003; På skinner - i storbyens gader, 2005; og Sporvogne - fra heste til düsseldorfere, 2006). Disse bøger er blevet meget vel modtaget af omverdenen, og nogle vil hævde, at tegningerne kunne noget, som fotografier ikke kan. Bøgerne har også ledt til en programrække på Kanal København, hvor Lundgren fortalte om sporvognslinjerne, som han huskede dem, og Lundgren har i øvrigt skrevet om sporvogne i mange artikler i BYtrafik i årenes løb.
I et mindeord i Berlingske Tidende ved foreningens formand Mikael Lund hedder det, at Lundgren sidste gange besøgte museet, hvor han også har været medarbejder, i februar 2008. Desværre var hans sidste år præget af sygdom.
Kilde: Berlingske Tidende 10.09.08