Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2008

Togstrejke hos Arriva

Af Thomas de Laine

En overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt Arrivas lokomotivførere betyder, at der ikke har kørt tog på en række strækninger i Jylland de seneste par dage. Strejken fortsætter lige nu på fjerde dag til trods for, at lokomotivførerne fredag blev pålagt af LO og Dansk Arbejdsgiverforening at genoptage arbejdet.

Af dagspressen fremgår bl.a., at lokomotivførerne har betegnet deres vagtplaner som ulovlige, og ifølge Jernbaneforbundet handler konflikten om dårlig ledelse og samarbejdsproblemer.

8. maj udtalte Arrivas kommunikationsdirektør Jan Wildau i pressemeddelelse: "Vi kan med undren konstatere at arbejdsnedlæggelsen bunder i et lønkrav på ekstra 10 pct. Kravet kommer kun to måneder efter, at lokoførerne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne har fået en lønstigning på 15 pct. Hvis lokoførererne ikke kan få de ekstra 10 pct., vil de i stedet have fyret den lokale ledelse. Det er fuldstændig utilstedeligt og naturligvis ikke krav, vi hverken kan eller vil efterkomme."

Om vagtplanerne skriver Arriva i en ny pressemeddelse fredag: "En gennemgang af den håndfuld vagtplaner, der blev omtalt som ulovlige og i strid med overenskomsten har vist, at der var tale om foreløbige vagtplaner, der aldrig er blevet gennemført. Derfor har der i de omtalte tilfælde ikke været gennemført kørsel, der strider mod aftaler eller regler."

Det er alle Arrivas tog, der holder stille, og de har gjort det siden torsdag 8. maj. Også onsdag morgen havde lokomotivførerne nedlagt arbejdet, men togene kørte igen senere på dagen. Først efter pinse mødes lokomotivførerne påny for at tage stilling til, om de vil genoptage arbejdet. Det sker tirsdag morgen kl. 9. Indtil da må passagererne søge alternativ transport, medmindre lokomotivførerne mener at høre noget konstruktivt fra Arrivas ledelse.

Strejker, der medfører indstilling af togtrafikken, er i øvrigt sjældne i Danmark.

Kilder: Pressemeddelelse fra Arriva 05.08.08 og 09.05.08; Berlingske.dk 09.05.08; Dr.dk 10.05.08