Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2007 ➜
Bevaret serie 2-bus udbrændt
Af Thomas de Laine
En svejtsisk forening, der bevarer busser, fik natten mellem 11. og 12. maj ødelagt hovedparten af deres vognpark ved en påsat brand. Blandt de ødelagte busser er en Leyland-DAB serie 2-bybus.
Geneve fik leveret danskbyggede busser i to omgange: I 1970-71 leveredes 24 stk. Leyland-DAB serie 2-busser, og i 1974 fik man 31 Saurer-Leyland-DAB serie 3-busser. En af serie 2-busserne, vogn 461, blev bevaret i privat regi indtil for nylig, hvor den svejtsiske forening Club Genevois des Autobus de Collection (CGAC) overtog den.
Ved branden i CGACs depot blev syv af foreningens 10 busser ødelagt så meget, at de må opgives. Billeder af serie 2-bussen efter branden viser, at genopbygning vil være helt udelukket.
Det er langt fra første gang, museumsmateriel ødelægges ved hærværk eller brand. Et jernbanemuseem i Nürnberg fik hærget en stor del af deres materiel ved en brand i oktober 2005, og i marts 1992 var det Dansk Jernbane-Klubs smalsporsafdeling i Blovstrød, der var udsat for en påsat brand med betydelig skade til følge.