Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2022 ➜
Ny bog: 100 år med bybusser i Kolding
Af Thomas de Laine
Serie II-bybus på linje 1 mod Strandhuse. Selvom billedets farver er "snyd", så er det nu ganske rigtigt, at bybusserne indtil 1974 var gule. 2CV'en skal man nok heller ikke regne med at møde samme sted i dag. Foto fra bogen.
I begyndelsen af 1920'erne sprang nye rutebilruter frem landet over. Motorbusserne var nu mere stabile, end da de første dukkede op i århundredets begyndelse, og diverse genvordigheder under og efter første verdenskrig var overstået. Flere byer havde efterhånden også en størrelse, så der blev grundlag for lokale ruter, og det er derfor ikke noget tilfælde, at man i disse år kan markere 100 år med bybusser rundt omkring i landet. Esbjerg passerede sin mærkedag i stilhed for få måneder siden, men i Kolding er lokale kræfter opmærksomme, og det er der kommet en bog ud af.
Den første bybuslinje i Kolding gik til Strandhuse Badehotel, og bogens titel Næste stop: Strandhuse - 100 år med bybusser i Kolding kommer naturligvis heraf. Mange husker måske de "gamle" bybusser i Kolding som røde DSB-busser, men de første fem årtier var bybusserne et privat foretagende, der begyndte med det private aktieselskab Kolding Omnibus-Selskab. Strandhuse-ruten fik med årene følgeskab af flere linjer, og det var således et helt bybusnet, der først i 1974 blev overtaget af DSB, som efterhånden indskiftede egne nye bybusser i rød farve. Endnu senere kom kørslen ind under først Vejle Amts Trafikselskab og senere Sydtrafik, mens DSB ved den første licitation over kørslen i 1994 måtte aflevere den til City-Trafik, og siden har den skiftet hænder flere gange. Fortællingen i bogen sigter dog bredere end busentusiaster og er også en fortælling om Koldings udvikling og infrastruktur.
Bogen er udgivet af Kolding Stadsarkiv og er skrevet af forfatterparret Ole Bøglund og Søren Agerskov. Ole Bøglund bor selv i Kolding, er tidligere trafikinspektør ved DSB og i øvrigt tidligere formand for Bushistorisk Selskab. Søren Agerskov er eksiljyde i København, men har før beskæftiget sig med Koldings historie og har bl.a. leveret flere artikler til Koldingbogen, der er en lokalhistorisk årbog, redigeret af Kolding Stadsarkiv.
Som en del af Koldings kulturnat fredag 2. september vil der kl. 15-16 være en præsentation af bogen med en festlig reception i Nicolai Scene i Skolegade. Bogens forfattere vil være til stede, og der vil være taler ved lokale politikere, nemlig kulturudvalgets formand Eva Kjer Hansen og plan- og teknikudvalgets formand Jakob Ville, begge Venstre. Derudover bliver der en fotoudstilling i Nicolaigården, og Danmarks Jernbanemuseum kommer forbi med en DSB-rutebil, der har kørt i Trekantområdet. Bogen kommer til salg ved selve arrangementet og efterfølgende f.eks. hos Bog & Idé og LIVA i Kolding.
Søren Agerskov og Ole Bøglund: Næste stop: Strandhuse - 100 år med bybusser i Kolding. Udgives september 2022 af Kolding Stadsarkiv. 193 s. med mange ill. Vejl. pris: 125 kr.