Myldretid

Menu

Billeder

Søndagssløjfen: Umove 7804 i Nøragersmindevej-sløjfen, Vestamager

Umove 7804 i Nøragersmindevej-sløjfen, Vestamager

Optaget 21. februar 2026 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 22. februar 2026.   Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7   Brændvidde: 85 mm   Lukkertid: 1/80 s.   Blænde: ƒ/8   ISO: 200 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

Nøragersmindevej-sløjfen ligger på Vestamager ved nordøstsiden af Kongelundsvejs skæring med Nøragersmindevej. Nøragersmindevej afgrænser det fuldt bebyggede København mod syd, selvom vi på dette sted egentlig befinder os nær Viberup i Tårnby Kommune. Kongelundsvej fortsætter videre mod syd over mere åbent land, men fortove og cykelstier slutter ved Nøragersmindevej. På den måde har stedet lidt præg af at være "verdens ende". Stedet blev busendestation første gang i 1939, hvor Kongelundsvejens Rutebil indledte driften som en forbindelse mellem Amagerbro og Nøragersminde Haveby med kørsel ad Røde Mellemvej og Kongelundsvej. Ruten fortsatte til 1950, hvor to andre ruter tog over: Dels oprettede Københavns Sporveje buslinje 31, der overtog delen nærmest København, og dels blev ruten ad Kongelundsvej forbi Nøragersmindevej del af en ringlinje på det sydlige Amager, som Amagerbanen drev - fra 1951 med linjenummer 113. Amagerbanens rute havde ikke endestation på stedet, men sporvejenes linje 31 blev 16. oktober 1966 forlænget de 3,3 km fra Kongelundsvejs skæring med Løjtegårdsvej-Finderupvej ud til Nøragersmindevej. Ved den lejlighed blev der indrettet en lille vendesløjfe på den sydlige del af det areal, som den nuværende terminal ligger på. Det var oprindeligt ikke særlig mange af turene på linje 31, der kørte helt igennem til Nøragersmindevej. De fleste vendte stadig i den ikke længere eksisterende Finderupvej-sløjfe. Men i takt med, at helårsbebyggelsen langs den sydligere del af Kongelundsvej voksede frem, blev flere ture forlænget til Nøragersmindevej, og fra sommerkøreplansskiftet 1991 var Nøragersmindevej endestation for næsten alle busser på linje 31. Den var i øvrigt en af de "tunge" linjer med ned til ca. 4 minutter mellem afgangene, hvilket dog skyldtes behovet langs de indre dele af linjen, som gik ad Kongelundsvej, Røde Mellemvej og Amagerfælledvej til Christianshavn og Kgs. Nytorv samt fra 1991 også Nørreport. Fra oktober 1988 blev der etableret en ekspresbuslinje 71E, der de næste ti år i myldretiderne gav en hurtig og alternativ forbindelse til centrum, og den fik også ydre endestation ved Nøragersmindevej. Nu var der dog efterhånden brug for mere plads i sløjfen, og i 1989 kunne en udvidet endestation tages i brug, som er det terminalanlæg med fire stoppestedspladser, der eksisterer i dag. Den intensive drift til Nøragersmindevej er dog en saga blot, for linje 31 mistede en stor del af sit passagergrundlag i 2002, hvor metroen åbnede. Metroen forløber nemlig cirka en halv kilometer vest for den gamle linje 31-rute, men dog kun til Vestamager station, der i afstand fra byen svarer nogenlunde til Finderupvej-sløjfen. Til erstatning for linje 31 kom den nuværende linje 33, som i stedet for parallelkørsel med metroen til Christianshavn, Kgs. Nytorv og Nørreport er ført over Islands Brygge og Langebro til Rådhuspladsen og desuden kører ind via Ørestad, så passagerer fra syd kan skifte til metroen for deres videre færd mod byen. I første omgang fortsatte nogle af linje 33-turene som enten linje 31 eller 32 til det sydlige Amager, men det faldt senere væk, og i dag er det linje 33 med op til fire afgange i timen, der har overherredømmet i Nøragersmindevej-sløjfen, som dog også er endestation for de to mere lavfrekvente Amager-linjer 34 og 36. Det hører med til historien, at Nøragersmindevej også blev betjent af en kortlivet forsøgsrute med linjenummer 112 nogle måneder i 1971, og at bl.a. linje 36 har passeret stedet i mange år. Umove 7804, Yutong E12LF årg. 2023, i Nøragersmindevej-sløjfen før afgang som linje 33 mod Rådhuspladsen via Ørestad.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Af linje 33   Optaget 21. februar

Tags:

Umove Yutong København 2026 Søndagssløjfen