Søgeresultat: "55.59152,12.58172"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
55.59152,12.58172 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.
Du søgte efter 55.59152,12.58172 og fandt 6 billeder.
Umove 7804 i Nøragersmindevej-sløjfen, Vestamager

Nøragersmindevej-sløjfen ligger på Vestamager ved nordøstsiden af Kongelundsvejs skæring med Nøragersmindevej. Nøragersmindevej afgrænser det fuldt bebyggede København mod syd, selvom vi på dette sted egentlig befinder os nær Viberup i Tårnby Kommune. Kongelundsvej fortsætter videre mod syd over mere åbent land, men fortove og cykelstier slutter ved Nøragersmindevej. På den måde har stedet lidt præg af at være "verdens ende". Stedet blev busendestation første gang i 1939, hvor Kongelundsvejens Rutebil indledte driften som en forbindelse mellem Amagerbro og Nøragersminde Haveby med kørsel ad Røde Mellemvej og Kongelundsvej. Ruten fortsatte til 1950, hvor to andre ruter tog over: Dels oprettede Københavns Sporveje buslinje 31, der overtog delen nærmest København, og dels blev ruten ad Kongelundsvej forbi Nøragersmindevej del af en ringlinje på det sydlige Amager, som Amagerbanen drev - fra 1951 med linjenummer 113. Amagerbanens rute havde ikke endestation på stedet, men sporvejenes linje 31 blev 16. oktober 1966 forlænget de 3,3 km fra Kongelundsvejs skæring med Løjtegårdsvej-Finderupvej ud til Nøragersmindevej. Ved den lejlighed blev der indrettet en lille vendesløjfe på den sydlige del af det areal, som den nuværende terminal ligger på. Det var oprindeligt ikke særlig mange af turene på linje 31, der kørte helt igennem til Nøragersmindevej. De fleste vendte stadig i den ikke længere eksisterende Finderupvej-sløjfe. Men i takt med, at helårsbebyggelsen langs den sydligere del af Kongelundsvej voksede frem, blev flere ture forlænget til Nøragersmindevej, og fra sommerkøreplansskiftet 1991 var Nøragersmindevej endestation for næsten alle busser på linje 31. Den var i øvrigt en af de "tunge" linjer med ned til ca. 4 minutter mellem afgangene, hvilket dog skyldtes behovet langs de indre dele af linjen, som gik ad Kongelundsvej, Røde Mellemvej og Amagerfælledvej til Christianshavn og Kgs. Nytorv samt fra 1991 også Nørreport. Fra oktober 1988 blev der etableret en ekspresbuslinje 71E, der de næste ti år i myldretiderne gav en hurtig og alternativ forbindelse til centrum, og den fik også ydre endestation ved Nøragersmindevej. Nu var der dog efterhånden brug for mere plads i sløjfen, og i 1989 kunne en udvidet endestation tages i brug, som er det terminalanlæg med fire stoppestedspladser, der eksisterer i dag. Den intensive drift til Nøragersmindevej er dog en saga blot, for linje 31 mistede en stor del af sit passagergrundlag i 2002, hvor metroen åbnede. Metroen forløber nemlig cirka en halv kilometer vest for den gamle linje 31-rute, men dog kun til Vestamager station, der i afstand fra byen svarer nogenlunde til Finderupvej-sløjfen. Til erstatning for linje 31 kom den nuværende linje 33, som i stedet for parallelkørsel med metroen til Christianshavn, Kgs. Nytorv og Nørreport er ført over Islands Brygge og Langebro til Rådhuspladsen og desuden kører ind via Ørestad, så passagerer fra syd kan skifte til metroen for deres videre færd mod byen. I første omgang fortsatte nogle af linje 33-turene som enten linje 31 eller 32 til det sydlige Amager, men det faldt senere væk, og i dag er det linje 33 med op til fire afgange i timen, der har overherredømmet i Nøragersmindevej-sløjfen, som dog også er endestation for de to mere lavfrekvente Amager-linjer 34 og 36. Det hører med til historien, at Nøragersmindevej også blev betjent af en kortlivet forsøgsrute med linjenummer 112 nogle måneder i 1971, og at bl.a. linje 36 har passeret stedet i mange år. Umove 7804, Yutong E12LF årg. 2023, i Nøragersmindevej-sløjfen før afgang som linje 33 mod Rådhuspladsen via Ørestad.
Foto: Thomas de Laine, 21. februar 2026.
Umove 7822 i Nøragersmindevej-sløjfen, Vestamager

De fleste ture på linje 33 har endestation ved Nøragersmindevej, men 1-2 busser i timen fortsætter til Sydvestpynten, Søvang og Dragør ad to forskellige rutevarianter, nemlig via Ullerup henholdsvis via Kongelunden. Umove 7822, Yutong E12LF årg. 2023, afgår fra Nøragersmindevej på en Dragør via Ullerup-tur. Stoppestedet umiddelbart til højre for bussen bruges af linje 33 til Dragør via Kongelunden, som holder med fronten den modsatte vej. Linje 33 mod Rådhuspladsen - altså inklusive alle de busser, der vender ved Nøragersmindevej - holder på tværs langs folkerumsbygningen i baggrunden. Den nuværende bygning er i øvrigt opført i 2005. Trods de temmelig stille omgivelser har Nøragersmindevej-sløjfen faktisk natbus, for linje 33 kører hver time alle nætter over sektionen Ørestad st.-Søvang via Kongelunden.
Foto: Thomas de Laine, 21. februar 2026.
Hochbahn 6030 som prøvebus på Nøragersmindevej, København

Onsdag 4. maj 2011 foretog Anchersen Rute, der bl.a. har vundet linjerne 30, 32, 33 og 36 på Amager fra Arriva, prøvekørsler med en Mercedes Citaro-bus. Bussen var lånt i Hamborg, hvor den kører som "Schnellbus" hos Hochbahn som vogn 6030. Det er en O.530LE fra 2010 - altså en laventrébus, hvor Anchersens egne Citaro'er er af den "ægte" lavgulvstype. Udover denne bus vides Anchersen at have prøvekørt både Solaris og MAN på de ruter, der skal overtages. Prøvekørslerne er dog foregået uden passagerer. Her ses Citaro-prøvebussen på Nøragersmindevej-endestationen om aftenen 4. maj inden afgang som "linje 36" mod Lufthavnen. Bussen kørte i øvrigt ad den gamle linje 36-rute ad Tårnbyvej!
Foto: Sonnich Jensen, 4. maj 2011.
City-Trafik 2308 på Nøragersmindevej, København

City-Trafik 2308, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, som linje 36 ved Nøragersmindevej på Vestamager. Oprindeligt var alle 2100-vogne hjemmehørende på Amager og 2300-vognene i Glostrup-garagen, men bus 2308 var den første, der brød mønstret, da den omkring foråret 1997 flyttedes til Amager-linjerne. Senere forsvandt alle spor af dette system!
Foto: Thomas de Laine, 9. maj 1997.
City-Trafik-lånevogn 1537 på Kongelundsvej, København

Bus Danmark 1537, Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1983, som City-Trafik-lånevogn på linje 31 på Kongelundsvej.
Foto: Thomas de Laine, 7. juni 1996.
City-Trafiks lånevogn fra Bus Danmark nr. 1544 ved Nøragersmindevej

City-Trafik overtog i juni 1996 megen ny kørsel og havde derfor bestilt ca. 125 nye busser. Desværre var der kun kommet omkring 40 til driftsstarten, så selskabet måtte køre med alskens lånevogne fra Bus Danmark og Linjebus, der havde mistet kørsel ved samme lejlighed. Blandt lånevognene var bus 1544, der udmærker sig ved at være forsøgsbus for nyt ind- og udvendigt design tilbage i 1980'erne. Bussen har således orangerøde vægge mv. indvendigt, hvilket kom til at danne skole for de busser, HT fik leveret 1985-89. City-Trafik havde i øvrigt også lånt den anden "designbus", nr. 1539.
Foto: Thomas de Laine, 7. juni 1996.