Alle billeder tagget med København
Der er 2.731 billeder med dette tag:
Umove 7769 på Sallingvej, Vanløse

Der er ikke meget trafik i byen anden juledag! Umove 7769, Yutong U12 årg. 2025, som linje 21 på Sallingvej i Vanløse ved 16-tiden, hvor der plejer at være godt fyldt med biler her.
Foto: Thomas de Laine, 26. december 2025.
Nobina 6017 og Keolis 3081 ved Rødovre Nord st.

Busterminalen ved Rødovre Nord station blev ibrugtaget 26. oktober 2025, da letbanen åbnede, for den dag begyndte linje 300S at køre ind i terminalen, som fra den følgende dag også var linjens endestation. Men da "Nyt Ringnet", som hele pakken af busomlægninger i forbindelse med letbanen officielt kaldes, trådte i kraft 14. december 2025, blev terminalen også endestation for den nye linje 130, en forlængelse af linje 55E og hver anden tur på linje 7A. Der er faktisk ikke for meget plads til alle de busser, da der nemt kommer til at være to linje 7A og/eller 300S til stede ad gangen, men linje 300S forsvinder selvfølgelig igen fra sommeren 2026. Nobina 6017, Volvo B12BLE-62/Säffle (8500LE) årg. 2008, afgår som linje 300S, mens Keolis 3081, MAN Lion's City 12E årg. 2021, på linje 7A holder ved sit stoppested.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
Keolis 3081 ved Rødovre Nord st.

Linje 7A blev 14. december 2025 forlænget på hver anden tur til Rødovre Nord station, hvor der er forbindelse til letbanen mod syd og nord - det sidste dog først fra sommeren 2026. Keolis 3081, MAN Lion's City 12E årg. 2021, som linje 7A i busterminalen ved Rødovre Nord st. I baggrunden afventer et sydgående letbanetog afgangstid, og letbanens værksteds- og administrationsbygninger ses også.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
Umove 7833 ved Rødovre Nord st.

Et af de nye linjenumre, der kom på gaden fra 14. december 2025, er 130. Man kan sige, at det er linje 13, som de senere år har kørt mellem Brøndby Strand st., Brøndbyøster st. og Rødovre Centrum, der er blevet forlænget i begge ender til erstatning for den afkortede linje 166 mellem Vallensbæk og Brøndby Strand samt i nordenden fra Rødovre Centrum til Rødovre Nord station til erstatning for linje 161, der blev nedlagt. Umove 7833, Yutong E12LF årg. 2023, i busterminalen ved Rødovre Nord st. i selskab med en bus på 300S og et par 7A-busser.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
GoCollective 1482 ved Rødovre st.

Linje 200S' passagerer er ikke forvænt med at få helt nye busser. Den 34 år gamle buslinje har kun prøvet dette to gange før, nemlig i 1998 og 2004. Men 14. december 2025 blev der indsat nye BYD B13E-elbusser på alle afgange. GoCollective 1482, BYD eBus B13E01 årg. 2025, som linje 200S ved Rødovre st.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
Umove 7772 ved Rødovre st.

Umove 7772, Yutong U12 årg. 2025, som linje 21 ved Rødovre st. den første dag med elbusser på linjen.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
GoCollective 1474 ved Rødovre st.

GoCollective 1474, BYD eBus B13E01 årg. 2025, som linje 200S ved Rødovre st.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
Umove 7561 ved Rødovre st.

En ny linje 131 mellem Rødovre st. og Tingbjerg så dagens lys 14. december 2025. Den erstatter den nedlagte linje 161 mellem Rødovre station og Rødovre Centrum og den afkortede linje 132 resten af vejen til Tingbjerg. Linjen køres egentlig med de nye Yutong U12-busser, som den har til fælles med linje 21 og 23, men netop på premieredagen blev den betjent med Yutong E12LF-busser. Umove 7561, Yutong E12LF årg. 2023, som linje 131 ved Rødovre st.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
Umove 7846 ved Rødovre st.

Umove 7846, Yutong E12LF årg. 2023, på den nye linje 131 ved Rødovre st. Bussen blev egentlig nyleveret i efterået 2023 til linje 31, 34 og 35 m.fl. på Amager, men blev allerede i sommeren 2024 overført til Glostrup garage og linje 9A/19. Dagen efter dette billede blev taget, var bussen i drift i Nordsjælland på Kvistgård garages linjer!
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
Umove 7777 på Damhus Boulevard, Rødovre

Der er noget lidt særligt ved firecifrede busnumre, hvor alle tallene er det samme, og så mange af dem, har der faktisk ikke været: HT fik leveret en Leyland-DAB serie 6-bus med nr. 1111 i 1980, og i 1998 modtog Bus Danmark en DAB serie 15-gasbus med samme nummer. Arriva i Gladsaxe fik i 2011 (passende!) en Scania OmniLink, der ligeledes hed 1111. Lokalbus i Køge havde 2014-21 en Jonckheere Transit-bus med internnummer 4444, Arriva havde en Volvo B10M-rutebil på Vestsjælland med nr. 5555 en periode i 2007-08, og Linjebus i Hørsholm kørte med en Leyland-DAB serie 7 med nr. 6666 i 1994-96. Derudover har der været et par 1111'ere og 2222'ere rundt om i landet, ligesom Tide Bus har haft en bus 8888 i Sønderjylland. I 2025 har Umove i Glostrup så fået en bus 7777, som er en Yutong U12 til linje 21, 23 og 131. Her ses bussen som linje 21 på Damhus Boulevard i Rødovre.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
GoCollective 1445 ved Rødovre st.

GoCollective 1445, BYD eBus B13E01 årg. 2025, som linje 200S ved Rødovre st.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
GoCollective 1467 ved København Syd st.

GoCollective fik i efteråret 2025 leveret 41 13 m-busser af typen BYD B13E til linje 4A og 200S - busnummer 1444 til 1484. De to linjer kan nu uden problemer dele busser, da røde A-bushjørner og blå S-bushjørner er afskaffet i de nyeste Movia-kontrakter. I stedet vises linjenummeret på farvet baggrund. GoCollective 1467, BYD eBus B13E01 årg. 2025, som linje 4A ved København Syd st.
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2025.
GoCollective 1470 ved Kirsten Walthers Vej, Valby

De mange nye veje og pladser i Københavns byudviklingsområder er en lejlighed til at rette op på gadenavnsbalancen mellem mænd og kvinder. Blandt de "nye" kvarterer er området i Valby langs vestsiden af Gammel Køge Landevej og syd for Vigerslev Allé. Her finder man blandt andet Kirsten Walthers Vej, opkaldt efter skuespilleren Kirsten Walther (1933-87), som ikke mindst er kendt i rollen som Yvonne i Olsenbanden-filmene. Og den fiktive forbryderbande boede jo netop i Valby! GoCollective 1470, BYD eBus B13E01 årg. 2025, som linje 4A på Gammel Køge Landevej ved stoppestedet ud for Kirsten Walthers Vej.
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2025.
GoCollective 1452 på Gl. Køge Landevej ved Hanne Varmings Plads, Valby

I 1981 flyttede busterminalen på Toftegårds Plads fra pladsen på nordsiden af Vigerslev Allé til sydsiden, og den nye terminal var i brug som endestation for bl.a. linje 18 frem til september 1998. HTs hovedkontor flyttede desuden i 1986 fra Gothersgade ind i det nye, store "rådhus", der langs pladsens sydside, Valgårdsvej og Gammel Køge Landevej opførtes til det daværende Hovedstadsråd. Pladsen med denne busterminal blev nok af de fleste blot opfattet som (en del af) Toftegårds Plads, i kort form "Toften", men i den periode, hvor Johannes Sloth var direktør fra trafikselskabet, var tilnavnet "Slothspladsen" også i brug! Efter busterminalen blev nedlagt, har pladsen ligget hen som et rodet område, hvor der aldrig rigtig er kommet permanente forhold, og hvor man stadig i 2025 kunne finde rester af den nedlagte terminal. Men nu skal der ske noget, og i december 2025 blev pladsen omdøbt til Hanne Varmings Plads. Hanne Varming (1939-2022) var billedhugger med værksted over for Valby Tingsted, og hun vandt over Thit Jensen og Cecil Bødker, da pladsen skulle navngives. Trafikselskabet har efter knap 40 år med adressen Gammel Køge Landevej 3 derfor fra 1. januar 2026 officielt adresse på Hanne Varmings Plads 4, men allerede i december kom det nye vejskilt op at hænge. Den "rigtige" Toftegårds Plads på nordsiden af Vigerslev Allé beholder sit navn, og det gør alle busstoppestederne nok også. GoCollective 1452, BYD eBus B13E01 årg. 2025, som linje 4A på Gammel Køge Landevej ud for Hanne Varmings Plads.
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2025.
Umove 7067 ved Flintholm st.

Til kørsel på Vestsjælland, der skal overtages i februar 2026, har Umove anskaffet busserien 7059-7069 af typen BYD B12E. Men 5 af de 11 busser blev sat i trafik allerede 14. december 2025, hvor Glostrup garage har fået tildelt vognene 7061, 7062, 7065, 7067 og 7069. De er generelt at finde på linje 21, 22, 23 og 131. Busserne skal senere sendes vestpå, men der mangler i vinteren 2025-26 nogle Yutong U12-busser på Umoves storkøbenhavnske garager, fordi busserne 7721-7733, der egentlig skulle bruges her, midlertidigt kører på bybusserne i Fredericia. Umove 7067, BYD eBus B12E03 årg. 2025, som linje 21 ved Flintholm st.
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2025.
Umove 7770 på Christiansborg Slotsplads, København

Umove 7770, Yutong U12 årg. 2025, som linje 23 på Christiansborg Slotsplads.
Foto: Thomas de Laine, 21. december 2025.
Keolis 3020 som Latz-totalreklame ved Valby st.

Keolis 3020, BYD eBus K9UB årg. 2019, afgår fra Valby st. som linje 8A mod Ørestad. Bussen er blevet en slags "delvis totalreklame" for Latz-kattemad. Reklamen omfatter kun dørsiden og bagenden. Da Lyshøjgårdsvej midlertidigt er spærret ved Toftegårds Allé, foregår udkørslen anderledes end normalt, og der er ikke meget plads at give af.
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2025.
Umove 7780 ved Hellerup st.

Umove 7780, Yutong U12 årg. 2025, som linje 21 ved Hellerup st. Umove overtog linjen fra Keolis ved køreplansskiftet 14. december 2025, og ved samme lejlighed blev linjen elektrificeret.
Foto: Thomas de Laine, 16. december 2025.
Umove 7061 ved Hellerup st.

Umove 7061, BYD eBus B12E03 årg. 2025, som linje 23 fra Klampenborg mod Valby ved Hellerup st. Bussen vil senere, formentlig i februar 2026, blive flyttet til kørsel, der overtages på Vestsjælland.
Foto: Thomas de Laine, 16. december 2025.
Nordsjællands Veterantog med DSB K 563 som juleveterantog på Nørreport station

Damptog og undergrundsstationer er ikke verdens mest ideelle kombination, men helt op i 1960'erne hørte damptog til dagens orden på Nørreport station i København. I dag hører det til sjældenhederne, og når det sker, er det som veterantog. I forbindelse med damptogs passage gennem Nørreport fortælles folk på perronen via højttalerne, at den anderledes lugt og lidt "tågede" luft blot skyldes et veterantog - og altså ikke et giftgasangreb! Det var egentlig meningen, Nordsjællands Veterantog i 2025 ville køre juletogene mellem København og Helsingør de fire weekender op til jul med foreningens eget damplokomotiv med fortid på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane, som foreningen tidligere på året erhvervede. Lokomotivet viste sig dog endnu ikke at være helt kampdygtigt, så man måtte låne DSB K 563 fra Danmarks Jernbanemuseum. Efter de otte kørsler blev lokomotivet afleveret tilbage, men her trækker det årets sidste, lange og fuldt udsolgte juletog gennem Nørreport station.
Foto: Thomas de Laine, 21. december 2025.
DSB ER 32 på København Syd station

Persontog ad den direkte baneforbindelse fra Vigerslev til Kalvebod uden om Københavns Hovedbanegård begyndte 14. december 2025 at standse ved de nyanlagte perroner langs spor 21 og 22 på København Syd station. I første omgang er det et tog i timen i hver retning mellem Lufthavnen og Slagelse, der i nogle tilfælde kører helt til Odense. På niende dag efter åbningen virkede togviserskiltene ved spor 22 stadig ikke, og selvom Mittog.dk beredvilligt oplyste, at regionaltog 247 mod Slagelse skulle holde i perronafsnit D og E, hjalp det ikke meget, for skiltene med perronafsnit var heller ikke hængt op endnu! Toget bestod af en enlig ER, sæt nr. 32, der er 76½ meter lang, og det holdt - som det også skulle - længst mod sydøst ved den 320 meter lange perron. Her er toget ved at tilendebringe passagerudveksling, mens et par løbere, der havde satset på den forkerte perronende, forsøger at komme med. Også Rejsekort-læserne var stadig uden strøm på begge perroner, hvilket gav anledning til, at nogle passagerer måtte gå lidt på opdagelse på stationen. Ét er, at perronerne åbner med mangelfuld skiltning og billetteringsudstyr, men man havde dog hjulpet de rejsende meget, hvis man blot havde opklæbet lidt vejledning på papir.
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2025.
DSB ER 37 på København Syd station

DSB ER-togsæt 37 med regionaltog 226 mod Lufthavnen ankommer i spor 21 på København Syd station. På et tidspunkt i en ikke så fjern fremtid kommer internationale tog fra det sydlige udland til at holde her i stedet for på Hovedbanegården, hvis toget fortsætter til Sverige. Så må man håbe, de tilrejsende turister tør stole på, at de faktisk er ankommet til "Wonderful Copenhagen", som ses i baggrunden! Det er i øvrigt ikke meget, København Syd har af faciliteter for en international jernbanestation, men der er da døgndrift på metroen ind til byen. Og dermed har fotografen ikke flere giftigheder på lager om København Syd (i denne omgang).
Foto: Thomas de Laine, 22. december 2025.
Sidste linje 161 ved Rødovre station

Det blev Umove 7558, Yutong E12LF årg. 2023, der fik æren af at køre den sidste omgang på linje 161 mellem Rødovre og Herlev stationer. Den sidste tur kørte fra Rødovre station kl. 0.15 natten til søndag 14. december 2025. Dermed sluttede 90 års bushistorie, og endnu en rest fra Forenede Rutebiler - engang landets største private rutebilselskab - forsvandt. Ruten, der senere kom til at hedde linje 161, blev oprettet 11. juli 1935 af vognmand Eigil Sørensen fra Gladsaxe Ruterne. Den udgik fra Gladsaxe og kørte gennem Mørkhøj til Husum Torv. I 1948 forlængedes den til Lyngby station og snart også en smule i den anden ende, nemlig til Husum station. Da der 20. maj 1951 blev indført linjenumre på rutebilerne i Københavns Amt, tildeltes den nummeret 161. 1. januar 1952 var Gladsaxe Ruterne med til at etablere Forenede Rutebiler, som herefter kørte linjen videre. Det store garageanlæg på Columbusvej i Gladsaxe er i sin tid etableret af Forenede Rutebiler, og Gladsaxe Trafikplads - som linje 161 fra trafikpladsens åbning i 1952 betjente - var omstigningssted mellem mange af Forenede Rutebilers linjer. Da økonomien i busdrift dog efterhånden gav behov for offentlige tilskud, endte det sådan, at Gladsaxe Kommune kom til at eje busselskabet, og dermed blev det overtaget af HT 1. oktober 1974 sammen med de 11 andre offentlige ejede busselskaber i Hovedstadsområdet. I april 1978 forlængedes linje 161 ad bl.a. Islevdalvej og Tårnvej til Rødovre station, og fra september 1983 desuden via Hvidovre Hospital til Friheden station. En stor ændring skete 2. juni 1991, hvor meget af linjens funktion blev overtaget af den nye linje 200S. Linje 161 forlagdes mellem Gladsaxe Trafikplads og Rødovre til at køre ad Ring 3 via Herlev station og Ejby Industrivej mv. Desuden overtog linje 200S også kørslen til Hvidovre Hospital og Friheden, så Rødovre station igen blev sydlig endestation. Dog fortsattes i myldretiden ad Avedøre Havnevej til Center Syd på Avedøre Holme - en betjening, som fra 28. marts 2010 forsvandt igen. I oktober 2019 blev ruten afkortet fra Lyngby til Herlev station, og den har siden da ikke haft med sin oprindelige ruteføring at gøre. Linjens endeligt blev dog åbningen af Hovedstadens Letbane, til hvilken busnettet blev tilpasset 14. december 2025. Mellem Rødovre station og Rødovre Centrum kører en ny linje 131 i stedet, og resten af vejen til letbanestationen Rødovre Nord kører den nye linje 130.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
Sidste linje 13 ved Rødovre Centrum

Efter 110 år og 10 måneder kørte Københavns linje 13 for sidste gang natten til søndag 14. december 2025. Linjen blev oprettet 1. februar 1915 af Københavns Sporveje som en elektrisk sporvognslinje fra Rådhuspladsen ad Rantzausgade til krydset mellem Borups Allé og Hillerødgade. Herfra forlængedes den i to etaper i 1919 og 1922 til Ålekistevej, hvor der var endestation de næste mange år. For en kort bemærkning var linjen i 1923-24 forlænget i den anden ende via Christiansborg til Havnegade, men herefter omlagdes den til at køre over Langebro og ad Amagerbrogade til Sundby Remise. 1. november 1964 blev linjen omstillet til busdrift som en af de første i den systematiske "bussificering", og samtidig flyttede linjen fra Amagerbrogade til Sundbyøster med kørsel ad Kastrupvej frem til Grækenlandsvej. Ruten blev på Amagersiden efterfølgende ændret utallige gange. Fra 1. april 1967 lod Rødovre Kommune Københavns Sporveje overtage det meste af den lokale busbetjening af kommunen i stedet for De Blaa Rutebiler ved Lars Iversen, som i stedet måtte flytte sin forretning til Taastrup. Overtagelsen skete rent praktisk ved, at flere af sporvejenes buslinjer forlængedes ind i Rødovre. Den ene var linje 13, som nu fortsatte fra Ålekistevej ad Jyllingevej til Rødovre. Det var ved den lejlighed, linje 13 første gang kom til Rødovre Centrum, men også i Rødovre har der været mange ændringer og flere linjevarianter i tidens løb. I september 1981 blev linje 13 forlænget helt til Brøndbyøster station med endestation på Nygårds Plads på nordsiden af S-banen. Den definitivt sidste afgang på linjen 44 år senere var netop en tur fra Rødovre Centrum til Nygårds Plads ved Brøndbyøster station. Linjen afkortedes dog til Rødovre Centrum igen i juni 1996. Den ændrede fuldstændig karakter 25. maj 2003, hvor nogen nok vil mene, at den "rigtige" linje 13 forsvandt. Hele strækningen mellem Vanløse og Amager bortfaldt, og i stedet fik linjen endestation på Bellahøj. Fra Rødovre Centrum blev linjen til gengæld forlænget til Glostrup st. Det havde nok været meget naturligt, hvis linje 13 allerede på dette tidspunkt havde været omnummereret i 100-serien, men sådan blev det altså ikke. I marts 2013 overtog den nye buslinje 9A strækningen mellem Vanløse, Rødovre Centrum og Glostrup, og linjen fik ny rute ad bl.a. Roskildevej til Rødovre Centrum, hvorfra den førtes via Brøndbyøster st. til Brøndby Strand st. til erstatning for linje 135, der nedlagdes. Også ved denne lejlighed kunne det synes oplagt, om det havde været linjenummeret 135, der var overlevet. Endelig blev strækningen mellem Rødovre Centrum, Vanløse og Bellahøj helt overladt til anden betjening fra oktober 2019, hvorefter linje 13 ikke engang har været i kontakt med Københavns Kommune. Ved køreplansskiftet 14. december 2025 ændredes linjen nok engang, hvor anledningen var det storkøbenhavnske busnets tilpasning til Hovedstadens letbane. Linjen har langt om længe skiftet nummer til 130 og er samtidig forlænget ad Tårnvej, Jyllingevej og Islevdalvej mv. til Rødovre Nord letbanestation, hvorved den har erstattet en del af en anden rigtig gammel linje, der samtidig er nedlagt, nemlig linje 161. Endelig er den forlænget fra Brøndby Strand st. til Vallensbæk st. Umove 7844, Yutong E12LF årg. 2023, inden afgang fra Rødovre Centrum for absolut sidste gang. Turen herfra til Brøndbyøster st. tog kun ti minutter og begyndte kl. 0.29.
Foto: Thomas de Laine, 14. december 2025.
DSB SA 01 som linje E på Sjælør station

Når S-togene skifter køreplan søndag 14. december 2025, mister Sjælør station betjening med E-toget. S-togslinje E begyndte at standse på Sjælør 25. september 1983, hvor Køge Bugt-banens fjerde og sidste etape fra Solrød Strand til Køge åbnede. Ved samme lejlighed blev linje E udvidet til at køre i hele driftstiden, hvor den hidtil blot havde suppleret linje A langs Bugten mandag-fredag i dagtimerne. Linje E var fra 1979 den hurtige linje på Køge Bugt-banen, og den kørte indtil 1983 uden stop mellem København H og Hundige. Stoppet på Sjælør blev indført for at give forbindelse til Valby og Amager med buslinje 37 (nuværende arvtager er linje 8A). Senere er der kommet gradvist flere stop på E'eren, som fra 1989 også holdt i Ishøj, fra 2002 på Friheden og fra 2007 ved alle stationer inden for Ny Ellebjerg (nuv. København Syd). Den tætte S-togstrafik nu om dage umuliggør, at mere end fem stationer kan springes over, uden at det foregående A-tog indhentes. Da man imidlertid ønsker at give forbedre forbindelse til letbanen i Vallensbæk, har DSB valgt at "flytte" stoppet på Sjælør til Vallensbæk station. Rejsende mellem den sydlige del af Køge Bugt-banen og Amager får derved et ekstra skift mellem linje A og E, for bussen mellem Valby, Sjælør og Amager betjener ikke det nye vidunder København Syd station. Til gengæld er lokalområdets behov nok dækket med linje A alene, da både København Syd station og metrostationen på Mozarts Plads ligger i nærheden. Kort før ændringen af standsningsmønstret afslutter SA 01 passagerudveksling på Sjælør station som linje E mod Køge. Togsættet blev nyleveret til DSB 15. november 1995 og har således netop haft 30 års jubilæum som det ældste tog i fjerde generation. Det blev dog først indsat i passagertrafik (i øvrigt netop på Køge Bugt-banen) fra 15. juni 1996. Toget er for ikke så længe siden blevet frisket op i nyt design og har fået LED-skiltning i stedet for rullebåndene.
Foto: Thomas de Laine, 4. december 2025.