Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2013 ➜
Johnny Hansen afløser Finn Sørensen i Fjord-bus
Af Thomas de Laine
Fjord-bus' afgående direktør Finn R. Sørensen. Foto: Fjord-bus.
En gammel kending i busbranchen, Finn R. Sørensen, har valgt at gå pension 30. juni. Det sker lige op til hans 70 års fødselsdag 10. juli 2013.
Den nye direktør i Fjord-bus er bestemt heller ikke et ubeskrevet blad, når det handler om busser. Det er nemlig Johnny B. Hansen, der gennem en årrække var direktør i Arriva. Kort efter Deutsche Bahns opkøb af Arriva i 2010 valgte Johnny Hansen at finde nye udfordringer, og indtil for nylig var han direktør i det konkursramte elbilselskab Better Place Danmark. Nu får han altså et comeback i busbranchen, omend i et betydeligt mindre busselskab.
Fjord-bus kører med ca. 45 busser for Movia i Frederikssund- og Frederiksværk-området samt på den lange linje 600S mellem Hillerød, Ølstykke, Roskilde og Hundige. Cirka halvdelen af kørslen vil indgå i næste Movia-udbud (udbud A11), og den anden halvdel - linje 600S - skal genudbydes senest i 2016.
Finn Sørensen fortsætter som bestyrelsesmedlem i Fjord-bus.