Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2012

Scania afslutter stor leverance til Arriva

Af Thomas de Laine

Nye 1A-busser til Arriva i Ishøj
En stribe nye Arriva-busser til linje 1A nær Scanias værksted i Ishøj. Foto: Scania, 16. marts 2012.

For nylig afsluttede Scania leveringen af over 100 nye busser til Arriva i Københavnsområdet. Det drejede sig om busser til Arrivas store kontrakter i Movias udbud A9. Kontrakterne trådte i kraft på flere datoer over cirka et halvt år, og leverancen har tilsvarende strukket sig fra efteråret 2011 til foråret 2012.

Alle busserne er af Scanias OmniLink-laventrétype, men de er leveret i flere varianter. Arriva skulle både bruge busser med almindelig Movia-indretning og busser med A- og S-buskomfort. Derudover omfattede ordren såvel busser i standardlængden 12 meter med 65 pladser som den ligeledes velkendte længde 13,7 meter med 100 pladser samt, for første gang i København, 14,6 meter-busser med hele 107 pladser.

14,6 m-busserne er blevet indsat på linjerne 150S og 173E ad Helsingørmotorvejen, hvor bustrafikken er intens og passagertallene høje. Indretningsmæssigt adskiller netop disse busser sig fra normalen hos Movia også ved at have midterperron i stedet for sideperron - noget Movia tillader, hvis det efter konkret vurdering menes at give bussen en samlet set bedre indretning.

Den store serie nye busser, som hos Arriva bærer vognnumrene 1086-1198, lever op til EEV-emissionsnormen og er forberedt for eventuel senere overgang til 100 pct. biodiesel. Indtil videre finder man som absolut hovedregel busserne på de nye kontrakters linjer, dvs. linjerne 1A, 6A, 20E, 26, 150S, 161 og 173E. Kontrakterne på disse er 6-årige, men kan forlænges med op til yderligere 6 år.

Forud for den store leverance gik et større planlægningsarbejde, hvor også Arriva var med. Det var nødvendigt, fordi de nye busser bl.a. skulle arve billetteringsudstyr fra nogle af de busser, de erstattede, samtidig med at den almindelige drift ikke måtte forstyrres. Busserne kunne heller ikke leveres helt komplette fra Scanias fabrik i Słupsk i Polen, hvor busserne ellers er bygget. Derfor har busserne også været en tur via Scanias værksted i Ishøj og få monteret bl.a. videoovervågning og stoppestedsannonceringssystem. Underleverandører har desuden monteret infotainment og Rejsekort-udstyr i de nye busser. Til trods for dette puslespil kunne Arriva begynde at indsætte de nye busser allerede et par dage før 1. april, hvor den sidste af de nye kontrakter trådte i kraft.

Kilde: Pressemeddelelse fra Scania 17.04.12