Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2007 ➜
Keolis overtager resten af City-Trafik
Af Thomas de Laine
City-Trafiks danske ejere har nu solgt de resterende aktier i selskabet til franske Keolis, der hidtil har været mindretalsaktionær. Dermed er tre af landets fire største busselskaber helt ejet af udenlandske selskaber.
City-Trafik blev dannet af HT-områdets gamle entreprenører, da licitationerne begyndte i 1989. Ti år senere blev der indgået en aftale med franske VIA Générale de Transport et d'Industrie (VIA GTI) om en gradvis overtagelse af 49 pct. af aktierne i City-Trafik. VIA GTI blev senere til Keolis, der altså nu ejer hele City-Trafik.
Keolis har transportopgaver med bus-, sporvogns- og metrokørsel i Frankrig, Holland, Belgien, Tyskland, England, Sverige, Danmark og Canada med i alt ca. 33.500 ansatte. De franske statsbaner, SNCF, er medejere af selskabet.
City-Trafik har i dag buskørsel i Hovedstadsområdet, Fredericia og Aalborg med omkring 275 busser og er landets fjerdestørste busselskab, overgået af Arriva, Veolia Transport og Bent Thykjær. Sidstnævnte står tilbage som eneste store danskejerede busselskab.
Tak til Frank Pedersen for oplysninger!