Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv1999

City-Trafik delvist fransk

Af Thomas de Laine

Endnu et af Danmarks store busselskaber får nu delvist udenlandske ejere. Det er københavnske City-Trafik, der lader franske VIA Générale de Transport et d'Industrie (GTI) forøge aktiekapitalen med et stort kapitalindskud. I første omgang skyder VIA GTI 30 mill. kr. i City-Trafik og ejer herefter 49 pct. af aktierne. Aktiemajoriteten forbliver således hos de gamle ejere.

City-Trafik A/S blev stiftet 13. september 1989 af de 15 entreprenørselskaber, der på det tidspunkt endnu udførte kontraktkørsel for HT på de gammeldags kontrakter, der ikke blev tildelt ved licitation. Selskabet blev dannet for at kunne deltage i konkurrencen, idet den lovbefalede "privatisering" af busdriften i HT-området blev indledt samme efterår. City-Trafik har senere bredt sig, og har i dag ca. 180 busser og knap 700 ansatte.

VIA GTI er Frankrigs største selskab inden for persontransport. Firmaet har 10.000 busser samt jernbanedrift, betalingsanlæg på motorveje og lufthavnsdrift. Ud over Frankrig er selskabet inde i Storbritannien, Tyskland, Spanien og Sverige. GTI omsatte i 1998 for 8 mia. kr. og har 22-23.000 ansatte. Som antydet, beskæftiger firmaet sig ikke kun med buskørsel, og der er mulighed for, at City-Trafik spreder aktiviteterne til andet busdrift.

Med VIA GTI står City-Trafik stærkere i den skarpe konkurrence på busmarkedet i Danmark. Efter alliancen har alle Danmarks større busselskaber således store udenlandske selskaber i ryggen: Bus Danmark og Unibus er solgt til den britiske busgigant Arriva plc. og hedder nu Arriva Danmark. Linjebus blev for omkring halvandet år siden solgt til franske CGEA Transport (men har tidligere været svenskejet). Tilbage er Combus, hvis fremtid ikke rigtig kendes lige nu. I en kommende artikelserie på "de Laines bussider" vil de store udenlandske busselskaber med relation til Danmark blive portrætteret.

Thomas de Laine,
16. sep. 99

Kilde: Berlingske Tidende 15.09.99; Jyllands-Posten 15.09.99