⛐
Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.
Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2005 ➜
Ny bog og dvd om Aabenraa Karrosserifabrik
Af Thomas de Laine
Begyndelsen af det 21. århundrede kom til at betyde et farvel til dansk busproduktion. Først gik DAB i Silkeborg konkurs i februar 2003, og inden året var omme, havde Volvo annonceret, at karrosserifabrikken i Aabenraa ville blive lukket. Den sidste bus, der blev bygget færdig i Aabenraa, blev således også den sidste danskbyggede bus.Og nu foreligger der så en bog om Aabenraa-fabrikkens historie. Bogen er skrevet af Jørgen Burchardt, der udover at have foretaget arkivarbejde og litteraturstudier også har opholdt sig på Aabenraa-fabrikken i en periode i 2004. Derved har medarbejderne været med til at skrive deres egen historie. I bogen indgår således bl.a. noget om snedkere og karetmageres håndværksviden, skiftende teknologi og arbejdsmiljøspørgsmål mv.
Aabenraa har spillet en betydelig rolle for udviklingen af de bustyper, der har kørt på de danske veje. Blandt andet var man tidligt ude med at bygge busser i aluminium, og man var med ved udviklingen Volvo B59-chassiset, der erstattede de sidste sporvogne i København. Aabenraa kom både til at bygge karrosseriet på den første Volvo B59 og på den første Volvo B10R.
Scania-Vabis med karrosseri fra Aabenraa til DSB (vogn 633). Foto fra bogen.
Fabrikken har haft skiftende ejere i tidens løb, men de sidste 10 år var den i Volvos ejerskab. I denne periode blev fabrikkens egne karrosserimodeller udfaset til fordel for de, der også byggedes på den Volvo-ejede karrosserifabrik i Säffle i Sverige. Da det gik højest, blev der bygget omkring 250 busser om året i Aabenraa.
Med bogen følger en dvd med en lille times film, der trin for trin viser processen, hvorved en bus tager form. Heri indgår også optagelser fra diverse møder, der koordinerede arbejdet. De busser, der er under bygning, er fabrikkens sidste, nemlig Arrivas bybusser til Roskilde.
Jørgen Burchardt: En dansk bushistorie. Busbyggeri på Aabenraa Karrosseri 1930-2004.
Museumsrådet for Sønderjyllands Amt & Forlaget Kulturbøger.
184 s., 240 ill., resumé på engelsk og tysk.
Inkl. dvd'en "En bus bliver til", 52 min.
Pris: ca. 190,00 kr.
Udkommer 8. november 2005.
Bog og dvd kan også bestilles direkte hos Forlaget Kulturbøger, Nyborgvej 13, 5750 Ringe tlf. 62 62 36 17, eller på e-mail på ekspedition@kulturboger.dk.
Kilde: Pressemeddelelse fra Forlaget Kulturbøger