Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2001

HT-dobbeltdækkere i drift inden påske

Af Thomas de Laine

Endelig lykkedes det! Den 14. marts blev den første af City-Trafiks 22 nye dobbeltdækkere typegodkendt. De første fem-seks stykker forventes på gaden inden påske (HUR skriver 4. april i en pressemeddelelse), og omkring maj skulle alle busserne gerne være i trafik. Uddannelsen af de 60 chauffører, der skal køre busserne, gik igang i sidste uge.

Busserne skulle egentlig have været indsat allerede i slutningen af 2000, men det kneb med at få godkendt dem. "Vi havde ikke fantasi til at tro, at det skulle tage så lang tid, og vi har nok været lidt for optimistiske i forhold til hele godkendelsesproceduren," siger HURs informationschef Pernille Hermann. Den første bus ankom ellers til Danmark allerede i december.

Der er tale om de første dobbeltdækkere til rutekørsel for HT overhovedet. Senere på året følger 14 stk. af samme type til linie 10, og i fremtiden er det muligt, at det såkaldte stambusnet skal betjenes med dobbeltdækkere.

På linie 250S har vognene været savnet. Indtil City-Trafik overtog linien 2. juli sidste år, blev den betjent med ledbusser. Dem tog Arriva dog med sig, og da dobbeltdækkerne ikke var klar, indkøbte City-Trafik 30 brugte singlebusser fra 1987/88. De har kørt på linien lige siden.

De nye busser koster 3,3 mill. kr. stykket og har ca. 100 pladser i alt - heraf 76 siddepladser. Til sammenligning har en almindelig singlebus ca. 70 pladser, hvor omtrent halvdelen er siddepladser. Ledbussen har også plads til ca. 100 passagerer, men her er det kun halvdelen, der kan sidde ned.

Kilder: HT-pressemeddelelse af 21.03.01; JP-København 22.03.01