Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2015

BATs 3. udbud i gang

Af Thomas de Laine

Bus fra Østbornholms Lokaltrafik
Østbornholms Lokaltrafik er blandt dem, der har kørsel i udbud. Foto: Peter Bo Nielsen, 19. oktober 2009.

Trafikselskabet BAT på Bornholm har iværksat sin tredje udbudsrunde, der omfatter den lokale rutekørsel på B-kontrakter på øen. Nærmere bestemt er der tale om 8 busser og et samlet årligt kørselsomfang på 10.500 køreplantimer.

Det er ni år siden, der sidst var udbud af buskørsel på Bornholm. Dengang var det både de regionale og de lokale ruter. De regionale blev vundet af Iversen-selskabet Ribe Rutebiler, som imidlertid kom så meget i økonomisk uføre, at kontrakten ikke kunne gennemføres, og som noget stadig unikt hjemtog BAT ved den lejlighed kørslen, der siden har været udført som offentlig egenproduktion. Entreprenørerne udfører derfor kun kørslen på visse lokale ruter.

Den udbudte kørsel er som følger:

  1. Rute 32 med 1 bus og 589 årlige køreplantimer. Ruten køres i dag af Østbornholms Lokaltrafik.
  2. Rute 41 med 1 bus og 1.800 årlige køreplantimer. Ruten køres i dag af Allinge Turistfart.
  3. Rute 51 med 1 bus og 603 årlige køreplantimer. Ruten køres i dag af Aakirkeby Turistfart.
  4. Rute 53 med 1 bus og 997 årlige køreplantimer. Ruten køres i dag af Aakirkeby Turistfart.
  5. Rute 54 med 1 bus og 1.800 årlige køreplantimer. Ruten køres i dag af Østbornholms Lokaltrafik.
  6. Rute 55 med 1 bus og 1.050 årlige køreplantimer.
  7. Rute 61 med 1 bus og 2.527 årlige køreplantimer. Ruten køres i dag af Østbornholms Lokaltrafik.
  8. Rute 62 med 1 bus og 1.207 årlige køreplantimer samt evt. svømmekørsel 40 gange. Ruten køres i dag af Østbornholms Lokaltrafik.

Der stilles stort set ingen krav til busserne. Herunder er der hverken krav til døre, gulvhøjde eller bemaling. Busserne skal dog have plads til mindst 60 passagerer, heraf mindst 40 siddende.

Udbuddet bliver en hurtig proces, idet udbudsbekendtgørelsen blev afsendt 22. juni, hvor udbudsmaterialet også blev offentliggjort. Der er tilbudsfrist 31. juli ved middagstid, og udbuddet forventes afgjort samme eftermiddag. Kontrakten, der tildeles efter laveste pris, træder i kraft 11. august og løber i 3 år til udgangen af juni 2018. Den kan forlænges op til 3 gange 1 år.

Kilder: Udbudsbekendtgørelse afsendt 22.06.15; udbudsmateriale vedr. BATs 3. udbud