Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2011

Ny S-togskøreplan fra 11. december

Af Thomas de Laine

S-tog på Ringbanen ved Fuglebakken station
Fuglebakken station på Ringbanen vil fremover have S-tog hvert 4. minut i begge retninger om morgenen. Foto: Thomas de Laine, august 2009.

S-banen får igen ny køreplan fra søndag 11. december 2011. Der er denne gang tale om en samling små, men alligevel interessante ændringer.

15 afgange i timen på Ringbanen
Ringbanen, altså S-togslinje F fra Hellerup over Nørrebro og Flintholm til Ny Ellebjerg, udvides fra 5-minuttersdrift til 4-minuttersdrift i morgenmyldretiden. Der vil altså fremover være hele 15 mod nu 12 afgange i timen i dette tidsrum. Man kan vel dårligt forestille sig andet, end at denne ændring vil blive hilst velkommen af linjens passagerer, som faktisk efterhånden er ganske mange. Samtidig markerer den endnu et lille skridt væk fra den gamle køreplansstruktur på S-banen, hvor alle linjer kørte hvert 20. minut.

Forsøg med 9 afgange i timen København-Høje Taastrup
I perioden 26. september-18. november har linje B kørt med 9 afgange i timen i myldretiderne på strækningen Høje Taastrup-Hovedbanegården uden faste minuttal i publikumskøreplanen. I praksis har der været skiftesvis 8, 8 og 6 minutter mellem togene, hvilket kunne opnås ved at lade hver anden B'er holde 2 minutter ekstra på Hovedbanegården, samtidig med at linje Bx-togene blev en del af linje B. Nord for København H er linje B's interval uændret 10 minutter. Forsøgskøreplanen på linje B ses dog ikke at indgå blandt nyhederne i den nye S-togskøreplan.

Flere tog til Friheden
Linje E vil fra 11. december igen standse på Friheden station. Det gjorde linjen også september 2002-september 2007. Det ekstra stop er muligt, nu hvor der er sket en del forbedringer af infrastrukturen på strækningen, og Friheden station har forholdsvis mange passagerer. Hvidovre Kommune har således udtrykt ønske om, at E-toget igen kunne stoppe her, hvilket fordobler antallet af afgange fra stationen.

Til gengæld må passagererne på de længere ture acceptere endnu et stationsophold til samlingen på den efterhånden ikke specielt hurtige linje. Historisk kørte linje E på Køge Bugt-banen oprindeligt uden stop fra Hovedbanegården til Hundige, hvorved hele ti stationsophold blev undgået, men fik senere standsning på Sjælør og Ishøj. Fra 2002 indførtes som nævnt tillige stop på Friheden station, og fra åbningen af Ny Ellebjerg i januar 2007 har linjen også stoppet her. Ved indførelsen af den nuværende køreplan i september 2007 overgik linjen til at stoppe ved alle stationer inden for Ringbanen, dvs. fra Hovedbanegården til Ny Ellebjerg, og alene køre uden stop Ny Ellebjerg-Ishøj. Det ændres altså nu til, at kun fire stioner - Åmarken, Avedøre, Brøndby Strand og Vallensbæk - springes over på turen fra København til Køge.

Folk sydpå må nok vente helt til 2018 på hurtigere forbindelser. Til den tid åbner efter planen den nye fjernbane København-Køge Nord-Ringsted, og turen København H-Køge via Køge Nord ad denne bane vil kunne gøres på 24 minutter mod S-togets 38 - men til gengæld kun to gange i timen.

Ændringer på Frederikssundsbanen
S-togslinje H får også ændret standsningsmønstret. Princippet om, at alle S-tog inden for Ringbanen holder ved alle stationer, forlades, idet linjen fremover vil være gennemkørende mellem Flintholm og Valby. Peter Bangs Vej og Langgade stationer, hvor der ikke er så mange passagerer, overlades altså alene til linje C. Videoovervågning har afsløret, at en del linje H-tog slet ingen af- og påstigere har haft på disse to stationer. Til gengæld vil linje H fremover stoppe i Husum og på Malmparken station, hvor der er betydeligt flere passagerer. Linjen har ikke tidligere haft stop ved Malmparken, men betjente også Husum i årene 2002-07.

Endelig sker der ændringer på et par stationer. Gl. Toftegård station, der i efteråret 2002 åbnede mellem Ølstykke og Stenløse, skifter navn til Egedal station med Gl. Toftegård som "undernavn". Et sådant undernavn fik Dybbølsbro også for relativt nylig, nemlig "Fisketorvet". Ligledes på Frederikssundsbanen skifter Kildedal takstzone fra 63 til 53. Med denne ændring bliver det lidt billigere at køre fra stationen og ind til byen, og måske kan nogle af stationens mange tomme parkeringspladser nyttiggøres. Zonegrænserne blev i øvrigt også justeret her, dengang stationen i sin tid åbnede (så stationen kom til at ligge i zone 63 i stedet for 64).

Kilder: Pressemeddelelse fra DSB 16.11.11 mv.