Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2003

Metro til Frederiksberg åbner 29. maj

Af Thomas de Laine

Ørestadsselskabet offentliggjorde 25. marts, at metroens etape 2a Nørreport-Forum-Frederiksberg åbner torsdag d. 29. maj, Kristi Himmelfartsdag. At valget faldt på netop denne dag skyldes, at dronningen skal indvie metroen, hvorfor man var afhængig af majestætens kalender.

Fire dage fra busnedlæggelse til metroåbning
HUR planlægger som bekendt køreplansskift med nedskæringer, omlægninger og åbning af to nye A-buslinier søndag d. 25. maj. Der er således fire dage fra busomlægningerne sker, til metroen åbner, og sikkert yderligere en dag eller to, til metroen kører i almindelig drift til almindelig takst. Spørgsmålet er så, hvad der skal ske i de fire dage. Og om der overhovedet bliver taget hånd om situationen.

Problemet er, at HUR har planlagt køreplansskift den 25. maj meget længe. Vigtigt er det bl.a., at entreprenørerne skal have oplyst detailkøreplaner mv. tre måneder i forvejen, altså sidst i februar. En tilsvarende situation er under opsejling for december-køreplansskiftet. HUR og DSB m.fl. planlægger at skifte køreplan 14. december, men Ørestadsselskabet har endnu ikke udmeldt en åbningsdato.

Myldretid skal ikke gøre sig til dommer over, om det er HUR eller Ørestadsselskabet, der ikke kan samarbejde, men uheldigt for passagererne, det er det. Til december skal dronningen dog ikke indblandes, da strækningen Frederiksberg-Vanløse jo rettelig ikke er en ny jernbanestrækning! Strækningen har indtil for få år siden været S-togsbetjent. Dronningens fravær gør måske, at det bliver lidt lettere at fastlægge en dato.

Metro til Frederiksberg siden 24. februar
Ørestadsselskabet har endvidere oplyst, at nogle metrotog siden 24. februar har været videreført fra Nørreport til Frederiksberg. Dette kan bekræftes ved selvsyn. Togene tømmes på Nørreport, hvor metrostewarderne sikrer sig, at toget er tomt, hvorefter det kører til Frederiksberg. Tog fra Nørreport mod Vestamager og Lergravsparken ankommer ligelede tomme fra Frederiksberg. Tog mod Frederiksberg er i øvrigt set skiltet "Frederiksberg" på enden. Der er naturligvis tale om testkørsel.