⛐
Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.
Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2000 ➜
Havnebussen indviet
Af Thomas de Laine
Torsdag d. 3. august blev dagen, hvor HT kunne indvie Havnebussen. Samtidig blev de to både døbt, og det var Prinsesse Alexandra, der var gudmor. Alle var glade, og i dagens anledning kørte HTs mere traditionelle produkt rundt i gaderne med flag på. Også bådene var særligt udsmykkede med bl.a. guirlander. Og så spillede HT-orkestret selvfølgelig.Klokken 11 fandt den officielle dåb sted. Bådenes navne blev "Bryggen" og "Holmen". Navne der passer godt til ruten, og som er af en familie, der kan udvides efter behov. Flaskerne havde det dog lidt svært med at knuses mod de to både, og der måtte begge gange menneskelig indblanding til - Holmens flaske nåede endda at ramme begge bådene!
Andre navneforslag var bl.a. Frem og Tilbage, Hugin og Mugin, Sigrid Skumsprøjt og Sarah Søstærk, Vandbassen m.fl. Der var i alt 37, der havde foreslået enten det ene eller begge de to valgte navne. I alt over 3000 navne havde været foreslået.
Efter dåb, indvielse og en sejltur for de særligt indbudte (politikere, pressefolk m.fl.) stævnede den første ordinære havnebus ud kl. 13.30. Bådene har plads til 63 passagerer og fire cykler samt to barnevogne. HTs mål for Havnebussen har været 1600 passagerer om dagen, men i den første tid har der været rigtig mange passagerer - omkring 2000 daglige. Det har betydet, at man bl.a. i weekenden 5.-6. august har måttet afvise passagerer.
Den daglige leder Gunnar Høi har oplyst, at langt de fleste passagerer bruger klippekort og ikke de dyre billetter til 24 kr. "Jeg tror, at halvdelen af passagererne har været folk, der bare skulle transporteres fra det ene sted til det andet. Resten har været på sightseeing." Han forventer dog, at fordelingen vil ændre sig, når nyhedens interesse har lagt sig. Desuden vender 2000 studerende på Holmen snart tilbage fra sommerferie.
Havnebussen sejler mandag-fredag kl. 6.00-19.00, lørdag kl. 7.00-18.30 og søn- og helligdage kl. 8.00-18.30. Bortset fra de første og sidste timer på weekenddage sejles i halvtimedrift. Tidligt om morgenen og først på aftenen i weekenderne sejles i timedrift.
Der er samtidig tale om et gensyn med to gamle linienumre: 901 og 902. Linie 901 er nummeret for de sydgående ture Nordre Toldbod - Holmen nord - Holmen syd - Nyhavn - Torvegade - Det kongelige Bibliotek, mens 902 er nummeret for den nordgående retning. Fra midten af firserne og frem til 1998 havde HTs natbuslinier 900-numre.
Som det ses, blev intervallet ikke 20 minutter, som tidligere oplyst her på siderne. Det er dog hensigten at hæve frekvensen fra to til tre afgange i timen efter en indkøringsperiode. Bådene sejler på minuttallene -00 og -30 fra begge endestationer, turen tager 25 minutter ifølge sejlplanen. Der udsendt en sejlplan, der kan fås i busserne (også dem på hjul).
Kilder: Pressemeddelelse fra HT 03.08.00; JP-København 08.08.00