Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Der er 128 billeder med dette tag:

Forreste del af KS 890 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Forreste del af KS 890 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS-ledvogn nr. 890 blev i 2001 hentet fra Egypten og hjem til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Den er nu under renovering, og man er længst med forvognen, der bl.a. har fået sine gamle KS-farver igen. Billedet er taget i museets Remise I, hvor meget restaureringsarbejde foregår.

Foto: John Bodholdt Nielsen, 21. oktober 2009.

KS 701 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 701 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

"Dukkelise"-vogn nr. 701 i sløjfen ved Eilers Eg på Sporvejsmuseet i maj 2003. Vognen er passende skiltet som linje 2, hvor den jo kørte al sin tid i København.

Foto: John Bodholdt Nielsen, 31. maj 2003.

Rheinbahn 2412 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Rheinbahn 2412 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Rheibahn nr. 2412 blev i perioden december 1957-februar 1958 prøvekørt på linje 2 i København. Københavns Sporveje besluttede senere at købe først 30 og snart yderligere 70 vogne af typen. Prøvevognen blev returneret til Tyskland, men overtaget af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i 2002, og her ses den i drift på museet i august 2004. Vognnummeret giver anlædning til kælenavnet "Juleaften" - hvad den også skal være blevet kaldt i dens tid hos KS.

Foto: John Bodholdt Nielsen, 1. august 2004.

KS 587 ved Eilers Eg på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 587 ved Eilers Eg på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns sporvognslinje 6 blev oprettet i juli 1902 mellem Vestre Kirkegård og Kgs. Nytorv som en elektrificering af Istedgades Sporvej, som var åbnet i oktober 1893 mellem Vestre Kirkegård og Højbro Plads, idet der mellem Vester Voldgade og Højbro Plads kørtes ad eksisterende spor. I november 1902 fik linjen tildelt nummeret 6 og forlængedes via Østerport til Trianglen, idet man valgte at "Hovedlinjen" (linje 1) skulle suppleres af 6'eren på strækningen gennem byen. To år senere forlængedes linjen påny på Østerbro, nemlig ad Øster Allé og Lyngbyvej til Haraldsgade, og fra 1909 yderligere et stykke frem til baneoverskæringen ved den nuværende Hans Knudsens Plads. Sporet i Øster Allé kom fra 1910 som det første sted i København til at ligge i reserveret areal i gadens vestlige side (hvor der i dag er parkeringspladser). Ligeledes fra 1909 forlængedes cirka hver anden tur ad Vigerslev Allé til Trekronergade. Sammenslutningen af sporvejene i København og på Frederiksberg betød, at linje 10 i oktober 1919 overtog kørslen ad Istedgade til Vestre Kirkegård og Trekronergade, mens linje 6 i stedet kom til at køre over Rådhuspladsen og ad Vesterbrogade, Pile Allé og Valby Langgade til Nørretofte Allé i stedet for linje 2. Den senere endestation ved nuværende Ålholm Plads nåede linjen først fra oktober 1932, og de første seks år kun i vintermyldretiderne. Endelig forlængedes linjen i november 1948 til Ryparken som følge af indskrænkninger på linje 15, og linje 6' rute lå nu fast frem til omstillingen til busdrift i 1969. I de sidste år blev driften bestredet af de nye moderne Düsseldorfer-sporvogne suppleret med bogievogne i myldretiden. Her ses bogievogn nr. 587 fra 1940 som linje 6 i sløjfen ved Eilers Eg. Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Foto: John Bodholdt Nielsen, 31. maj 2003.

KS 575 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 575 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 575 er et eksemplar af den meget populære sporvognstype, der blev tegnet af arkitekt Ib Lunding. Vognen er bygget til Københavns Sporveje i 1938 og kom ind i Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms samling i 2003, hvor HT-Museet blev overtaget. I sommeren 2006 var KS 575 og bivogn 1578 i gadetrafik i Amsterdam i anledning af en hollandsk museumsforenings 75 årsjubilæum. KS 575 som linje 10 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i oktober 2005.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2005.

KS 327 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 327 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporvejes hovedtypemotorvogn nr. 327 fra 1912 var i trafik helt til 1965, hvor Sporvejshistorisk Selskab overtog den. 40 år efter overtagelsen leger den linje 4 foran remise 1 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2005.

Ex. KS/HT 571 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Ex. KS/HT 571 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

De såkaldte KS serie III-busser, Volvo B59-59/Aabenraa med nr. 511-595, var karakteristiske med deres firkantede forlygter og "glasdøre" mv. Bus 571 af årgang 1972 er bevaret på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvor den blev foreviget 27. juli 2006.

Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.

Ex. KS 329 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Ex. KS 329 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje modtog i 1949-50 i alt 16 stk. Leyland Comet med karrosserier fra Dansk Oversøisk Motor Import, DOMI. Busserne var tiltænkt den nye linje 31, men kom dog i første omgang i trafik på linje 22. Vogn 329 blev i 1961 museumsvogn i KS' samling og kom herfra via HT-Museet til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvor den her ses.

Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.

Ex. HT 1501 alias Linjebus 6604 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Ex. HT 1501 alias Linjebus 6604 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

I foråret 2006 anskaffede Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm sig denne Leyland-DAB 6-1-TL11/5 fra 1982. Bussen er tidligere HT nr. 1501, som dog i 1992 blev solgt til Linjebus, hvor den havde nr. 8604 og senere 6604. 1995-2006 henstod den hos Stålings Produkthandel i Viborg. Her står den en hed sommerdag foran Remise I på Sporvejsmuseet, endnu i Linjebus-antræk. Bussen er tydeligvis blevet vasket siden ankomsten til museet, men der forestår formentlig et ret omfattende istandsættelsesarbejde, da stilstand ikke er det, busser har bedst af.

Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.

Ex. City-Trafik 2081 alias HT 1856 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Ex. City-Trafik 2081 alias HT 1856 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT modtog i årene 1980-89 et stort antal Volvo B10M-bybusser. Langt de fleste fik karrosseri på Aabenraa Karrosserifabrik, men de sidste vogne, der blev leveret i 1988-89, blev bygget hos DAB. Samme vogne fik også ZF-gear i stedet for Voith-, der ellers var det traditionelle valg. En af busserne var nr. 1856, der leveredes til HT i 1988. Bussen blev i 2000 via Sommer solgt til City-Trafik, der senere gav den nr. 2081. I 2005 overgik den til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm for bevarelse. Som det ses, bærer den endnu nr. 2081. Foto på Sporvejsmuseet.

Foto: Michael Salomonsen, 27. juli 2006.

City-Trafik 2081 (ex. HT 1856) fotograferet ved Sporvejsmuseet kort inden den endelige overdragelse til SHS

City-Trafik 2081 (ex. HT 1856) fotograferet ved Sporvejsmuseet kort inden den endelige overdragelse til SHS

HT fik i 1988-89 leveret en serie Volvo B10M/DAB-bybusser, nr. 1849-1884. Det blev den sidste serie bybusser, det gamle HT fik leveret, og når der ses bort fra servicebusser o.lign. kom der først igen nye busser i 1992. I årene 1985-89 fik alle nye HT-busser det særlige Kryger-interiør med orangerøde farver på væggene og særlig formgivning af chaufførskillevæg og loft mv. Dette design var arkitekttegnet og udviklet i samarbejde mellem HT, DSB, Aabenraa Karrosserifabrik og DAB i Silkeborg. Heldigvis er en sådan karakteristisk bus bevaret, nemlig HT nr. 1856. Den kom i 2000 via Sommer til City-Trafik som nr. 2081, og i foråret 2005 overgik den til Sporvejshistorisk Selskab (SHS) til bevarelse. Bussen ses her nær Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kort inden overdragelsen til SHS.

Foto: Frank Pedersen, 26. februar 2005.

Ex. NESA 60 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Ex. NESA 60 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

I forbindelse med afviklingen af trolleybusdriften på Lyngbyvejen anskaffede NESA i 1963 et antal tyskbyggede Büssing Senator-dieselbusser (man er vel ikke elselskab for ingenting?). To af disse voge tilhører i dag Sporvejshistorisk Selskab (SHS), nemlig NESA vogn 62, der er bevaret og overtaget af SHS i 1974, og vogn 60, der i 1977 er anskaffet af SHS for indvinding af reservedele, men fortsat eksisterer. Det er vogn 60, der her ses på billedet bag Valby Gamle Remise på Sporvejsmuseet i august 2004. Bussen er i efteråret 2005 flyttet til et af museets depoter i Ringsted-området. Efter udrangering hos NESA har bussen tilhørt Københavns Lufthavnsvæsen i nogle år, hvilket stadig tydeligt kan ses. NESA anvendte bl.a. disse busser på linje 23 mellem Nørreport og Lyngby ad Lyngbyvejen. Denne linje eksisterer ikke mere, idet den efter HTs overtagelse i 1974 blev slået sammen med den fra DSB overtagne linje 184 til den nuværende linje 184, der dog i mange år blot hed linje 84.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

Ex. HT 1388 nær Skjoldenæsholm

Ex. HT 1388 nær Skjoldenæsholm

HTs Scania/DAB-bybusser var i mange år fast inventar på bl.a. linje 16 og Ørnevej garage. Heldigvis er der bevaret en sådan Ørnevej-Scania, nemlig vogn 1388 fra 1982, der tilhører Sporvejshistorisk Selskab. Bussen er for tiden under istandsættelse. Den ses her nær Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i oktober 2005 under en lille fototur.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2005.

HT 1388 et sted i nærheden af Sporvejsmuseet

HT 1388 et sted i nærheden af Sporvejsmuseet

Heldigvis besluttede HT sig i midten af 90'erne for at bevare et eksemplar af en karakteristisk bustype, nemlig Scania BR112 med DABs såkaldte serie 6½-karrosseri. Man valgte bus 1388 fra marts 1982, der forlod driften i 1996 efter at have kørt som lånevogn hos City-Trafik i den aller sidste tid. Bussen blev sat til side, men desværre blev den udsat for hærværk under et ophold på Ørnevej garage, ved hvilken lejlighed næsten alle ruder blev knust. I 2003 overgik bussen med resten af HT-Museets samling til Sporvejshistorisk Selskab, der har kastet sig over at sætte 1388 i stand. I oktober 2005 fik fotografen en tur i den, og billedet er taget ved et fotostop et sted i nærheden af Sporvejsmuseet. Bussen afventer bl.a. at få malet den nederste del af karrosseriet i den gamle cremegule farve, men den har nu fået de fleste ruder i igen. Bussen var i mange år tilknyttet Ørnevej garage, hvor mange af Scania-busserne hørte hjemme, da denne garage ligger i et boligområde, og Scania'erne havde et meget lavt støjniveau. Bustypen var således også yderst udbredt på Ørnevej garages linjer, altså f.eks. linje 10, 16, 21/23 og 42/43.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2005.

HT 1388 får strøm fra KS 571 på Sporvejsmuseet

HT 1388 får strøm fra KS 571 på Sporvejsmuseet

Efter at have stået stille lidt, måtte 1388 lige have strøm for at kunne starte. Det blev en anden museumsbus, nemlig Volvo B59'eren KS 571, der leverede. Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2005.

Den bevarede HT 1388 bliver plejet på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Den bevarede HT 1388 bliver plejet på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Sporvejsmuseets arbejdshold var midt i oktober 2005 blandt andet igang med at fjerne rust fra 1388' undervogn. Her ses dele af holdet i gang under og på venstre side af bussen, mens den holder i remise I på museet.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2005.

HT 1388 i remise 1 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1388 i remise 1 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Mens der arbejdes på HT 1388 opholder den sig i remise I på Sporvejsmuseet mellem danske og udenlandske sporvogne af helt andre årgange. Det orange skilt for linje F2 mod Ryparken stammer fra den intensive S-togserstatningskørsel, Arriva udførte mellem Ryparken og Vanløse i 2001-02, mens Ringbanen blev renoveret. 1388 har dog aldrig været anvendt til dette formål.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2005.

KS 772 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 772 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Sporvejshistorisk Selskab har kastet sig over at renovere KS 772, en Leyland/DAB fra 1963. Der leveredes to forskellige udgaver af denne type: En tomandsbetjent med indstigning ad bagdøren og billettering ved en konduktør placeret her, som i sporvognene, og en enmandsbetjent med indstigning foran og billettering hos chaufføren. Den tomandsbetjente type har dørpl. 1-2-2 og bagperron, mens den enmandsbetjente har dørpl. 1-2-0. KS 772 er en tomandsbetjent bus.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

Chaufførplads mv. i KS 772

Chaufførplads mv. i KS 772

Chaufførpladsen mv. i KS 772. Bemærk f.eks. det indvendige destinationsskilt ("41 - Damhussøen (Zoo)") og det røde EKSTRA-skilt, der kan slås ned.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

Interiør af passagerkabinen i KS 772

Interiør af passagerkabinen i KS 772

Et kig ned gennem 772. Bagest ses bagperronen og mellem midter- og bagdørene befinder konduktørpladsen sig. En pudsighed er den røde vægbeklædning. Den skulle senere dukke op igen i HTs 80'er-bussers Kryger-design.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

APTA 815 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

APTA 815 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

I 2001 realiserede Sporvejshistorisk Selskab/Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm en gammel drøm: Man hjemtog ikke bare én men hele to af de Düwag-ledvogne, som blev sendt til Egypten i forbindelse med nedlæggelsen af sporvejsdriften i København. Københavns Sporveje fik 100 eksemplarer af typen fra 1960, nr. 801-900. Med undtagelse af nr. 841, der brændte i KS-regi, blev de alle solgt til Egypten, hvor langt de fleste også har været i drift og stadig er det. Enkelte eksemplarer er dog faldet fra undervejs. Det lykkedes efter en ihærdig indsats at få nr. 815 og 890 tilbage til Danmark. I skrivende stund er nr. 890 under renovering på Vestsjællands Lokalbaners værksted i Holbæk. Og det er en grundig renovering! Nu har sporvogne jo ikke nummerplader, men ellers kunne man med nogen ret sige, at den får udskiftet alt mellem nummerpladerne. Nr. 815 skal senere have samme tur. Der er mindre forskelle på de tidlige og sene ledvogne af typen, og nr. 815 og 890 skal hver repræsentere én udgave. Nr. 815 er i drift på museet i Egyptisk tilstand, hvorfor den bl.a. mangler midterdøren i forreste led. Karrosseriet er i det hele taget temmelig miserabelt udseende. Det egyptiske selskab, der anvendte vognene, hedder APTA, og nr. 815 fremstår næsten i APTA-bemaling. APTA nylakerede dog vognene, inden de afsendtes til Danmark, og de blev da malet hvide omkring vinduerne i stedet for gule. APTAs egne vogne er gule omkring vinduerne. Vil man opleve nr. 815 i egyptisk stand bør man sørge for at komme forbi museet, inden vognen sendes til Holbæk. Her ses APTA 815 på Sporvejsmuseet.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

APTA 815 og FS 50 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

APTA 815 og FS 50 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Man kan udvide både i længden og i højden, hvis man skal bruge sporvogne med høj kapacitet. Til venstre er det Düwag-ledvogn APTA 815, også kendt som Frk. Düsseldorf, og til højre en toetages sporvogn fra Frederiksberg Sporveje, FS 50.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

APTA 815 indefra

APTA 815 indefra

APTA 815 set indefra fra konduktørpladsen. Hvis ikke sporvognene var blevet afskaffet, havde en sporvognstur i København sikkert set nogenlunde sådan ud helt op i 1990'erne.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

Førerpladsen i APTA 815

Førerpladsen i APTA 815

Et blik ned over førerpladsen i APTA 815. De forskellige lamper og knapper havde fået egyptiske tekster, som Sporvejsmuseets medarbejdere sjovt nok ikke har kunnet læse, så de er blevet suppleret med tekster på dansk (de gule mærkater).

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.

RBG 2412 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

RBG 2412 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Før KS anskaffede Düwag-ledvognene havde man en vogn på prøve, og det var nr. 2412 fra Rheinische Bahngesellschaft, RBG. Med vanlig sans for at overgå sig selv har Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm og Sporvejshistorisk Selskab også anskaffet denne vogn til museets samling. En del af baggrunden for dette er dog også, at man begyndte at arbejde på at sikre denne længe inden, der blev udsigt til at overtage de egyptiske vogne. RBG 2412 ses her på museet skiltet som linie 2.

Foto: Thomas de Laine, 7. august 2004.