Søgeresultat: "55.5336,11.8428"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
55.5336,11.8428 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.
Du søgte efter 55.5336,11.8428 og fandt 77 billeder.
Museal mandag: Fiat/Ringsted fra Jensens Turisttrafik på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Ringsted Karosserifabrik byggede over nogle år i 1970'erne et karosseri, der forfra til forveksling kunne ligne Aabenraa Karrosserifabriks samtidige design for busser med motoren under gulvet. Det var det fælles brug af den tyske VÖV-forrude og meget ens udformning af frontdestinationsskiltet, der gav den store lighed, men det er nok fair at sige, at samlekvaliteten bestemt ikke var den samme. Derudover byggede Ringsted på Fiat-chassis mod Aabenraas "finere" Volvo B58-chassiser. Blandt køberne af Fiat/Ringsted-busser med "Aabenraa-front" var De Gule Busser i Glostrup og De Hvide Busser/Strandvejsbussen i Hørsholm, men også Ringsteds lokale bybusselskab Jensens Turisttrafik aftog en bus i kort udgave på Fiat 418AL-chassis og med enkeltdøre til kørsel på bybuslinjen. Netop denne bus, der er leveret i 1975, overgik i 1997 til bevaring på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. I samme periode begyndte der for alvor at komme gang i busbevaringen på museet inklusive aktiv veteranbuskørsel, hvor man en overgang også kørte i Ringsted by. Bussen bruges ikke længere som kørende veteranbus af museet, men den kan beses i bushallen på Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.
Museal mandag: HT 1596 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Gennem en årrække havde HT den opfattelse, at chaufførerne ikke var i stand til at overvåge sikker udstigning af mere end midterdørene i en bus, og derfor blev alle nyleverede bybusser til HT og entreprenørerne frem til omkring 1980 bygget uden mulighed for udstigning fra den bageste del af bussen. Det kunne bl.a. give problemer med at få de rejsende til at gå langt nok tilbage og udnytte bagenden af bussen, da man risikerede ikke at kunne kæmpe sig frem til midterdørene i en fyldt bus hurtigt nok, når man skulle af. Trafikselskabets holdning ændrede sig efter et vellykket forsøg med et par "rigtige" bybusser med en ekstra dør bagest, og 1981-85 gik man så langt, at man fik leveret 91 busser med tre sæt dobbeltdøre og en stor bagperron. Disse busser havde plads til rigtig mange passagerer og kunne tillige udveksle dem hurtigt ved stoppestederne, men det virkede ikke altid som om, busserne blev tildelt linjer ud fra overvejelser om, hvor de egenskaber ville være nyttige. I 1992 blev 17 af busserne solgt til Linjebus i forbindelse med privatiseringen af HTs kørsel, og herefter blev de siddepladsfattige, men dørrige busser anvendt på nærtrafik- og landruter kørt af Linjebus' garager i Hørsholm og Roskilde! HT 1596, Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1983, var en af "bagperronbusserne", og den er flot sat i stand og bevaret på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. De fleste busser i denne serie blev i 1994-95 ReBUS-renoveret, men enkelte - herunder 1596 - bevarede det oprindelige interiør. Her ses bussens mange døre tydeligt, mens den står på tværs af forpladsen foran remise 1 på Sporvejsmuseet i sommeren 2011.
Foto: Thomas de Laine, 13. august 2011.
Museal mandag: Århus Sporveje 452 og 3 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

To ret forskellige udgaver af Århus Sporveje mødes på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms forplads. Til venstre bus 452, Volvo B10MA-55/Säffle årg. 2000, som siden 2012 har tilhørt museet. Sporvejene fik leveret i alt 34 ledbusser fra Volvo i årene 1994-2000, og nr. 452 blev den sidste. Da man efter en årrække igen købte ledbusser, blev det af Solaris-typen. Til højre er det en af de motorvogne, der byggedes i midten af 1940'erne til Århus Sporveje, dengang det rent faktisk var en sporvej. Sporvejene fik ødelagt sin vognpark ved en Schalburgtage-aktion i august 1944, og ny serie vogne måtte derfor anskaffes. Den første af de nye vogne var bygget af Københavns Sporveje og i nogen grad baseret på hovedstadens såkaldte scrapvogne, som byggedes af forhåndenværende materialer for at få flere sporvogne på gaden under krigen, hvor passagertallene steg kraftigt. Efterfølgende serieproducerede Scandia typen til Århus Sporveje, og heri indgik vogn 3, der byggedes i 1945. Vognene kørte helt til omstillingen til busdrift, der i Aarhus fandt sted i 1971. Vogn 3 blev overtaget af Sporvejshistorisk Selskab allerede i 1973, og da Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm første gang slog dørene op i maj 1978, var det typisk netop Århus-vognen, der modtog gæsterne, idet man som det første havde anlagt en metersporet strækning fra museets hovedindgang og parkeringsplads til forpladsen og remisen, foran hvilken nr. 3 står. Aarhus Sporveje havde nemlig meterspor i modsætning til sporvejene i København og Odense. Museet har også nogle metersporede vogne fra udenlandske sporveje, der sammen med Århus-vognen stadig i 2023 byder museets gæster velkommen.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
Museal mandag: KS 41 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje fik i 1933 leveret en serie på tolv Triangel-busser, KS nr. 41-52, til brug på den nyoprettede buslinje 19 mellem Kgs. Nytorv, Rådhuspladsen, Frederiksberg og Vanløse. Linjen måtte indstilles under anden verdenskrig, men genopstod i 1946 under linjenummer 29, som den bar helt frem til den endelige nedlæggelse i oktober 2011. Så længe holdt Triangel-busserne fra 1933 sig ikke i drift, men den første i serien overgik til Københavns og Frederiksberg kommuners samling af museumsmateriel, som senere blev til HT-Museets samling. Netop KS 41 var en af de få HT-museumsbusser, der lejlighedsvist var på gaden, og den har bl.a. transporteret det danske vinderhold fra EM i kvindehåndbold i 1994. KS 41 fulgte med fra HT-Museet til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ved HT-Museets nedlæggelse, og her ses den på vej ind på museet efter at have gjort en tur på museets veteranbusrute.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
Århus Sporveje 001 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

"Travolatoren", som DAB i Silkeborg udviklede i samarbejde med bl.a. Århus Sporveje, er bevaret på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Her ses den i busudstillingshallen i maj 2018. Bussen, der hos Århus Sporveje havde vognnummer 001, blev leveret i 1987 og dannede skole for DAB-servicebussen, serie 11. Typebetegnelsen for Travolatoren var 10-1200B, altså serie 10, men det blev ved den ene bus af typen.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.
Aalborg Omnibus Selskab 245 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Aalborg Omnibus Selskab 245, Volvo B10R-59/Aabenraa årg. 1983, foran Hal 3 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen blev i december 2018 overtaget af Sporvejsmuseet og er efterfølgende kommet til ære og værdighed igen med korrekte AOS-bomærker, vognnumre osv.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
KS 995 i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje 995, Leyland-DAB serie I årg. 1964, i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
KS 531 i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje 531, prototypen på Volvo B59 med chassisnummer 1, i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen har været bevaret siden udrangeringen fra HT i 1984, oprindeligt hos Volvo i Göteborg. I 2011 kom den til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der siden har fået den heloplakeret i den korrekte KS-gule farve, som det ikke helt var lykkedes for Volvos museum at ramme.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
Combus 5202 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Combus 5202, DAB 15-1200C-LPG-gasbus årg. 1998, i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Omkring 230 busser af denne type leveredes i 1997-99 til Combus, Bus Danmark og Linjebus, og LPG-gasbusserne udgjorde en overgang næsten en fjerdedel af busparken i Hovedstadsområdet. DAB-busserne var karakteristiske med den store afskærmning af gasbeholderne på taget, som også gjorde det traditionelle destinationsskilt nødvendigt, hvor andre serie 15-busser jo havde høj forrude. Bussen forlod driften cirka januar 2009.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
KS 314 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje 314, en REO-benzinbus med karrosseri bygget af sporvejene selv, på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen byggedes i 1934 til oprettelsen af linje 21 mellem Valby og Hellerup.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
HT 428 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 428, Leyland-DAB serie II årg. 1969, i busudstillingshallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.
City-Trafik 2806 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

City-Trafik 2806, Volvo B7LT/East-Lancs årg. 2001, i busudstillingshallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen er kommet hertil pr. lån fra Auto-Paaske, der fortsat ejer den.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.
Københavns Sporveje 437 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporvejes motorvogn 437 ved kavalkaden på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i anledning af Sporvejshistorisk Selskabs 50 års jubilæum. Vogn 437 var den første vogn foreningen anskaffede, og det skete kort efter stiftelsen i 1965. Nummer 437 blev bygget af Scandia til Københavns Sporveje i 1918, og den var i drift frem til foreningens overtagelse.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Århus Sporveje nr. 3 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Århus Sporveje nr. 3 udsmykket i anledning af Sporvejshistorisk Selskabs 50 års jubilæumskavalkade. Vognen blev bygget af Scandia i 1945, hvor Aarhus skulle have nye sporvogne, da de gamle var blevet ødelagt under krigen. Vognen var i drift til 1971, hvor sporvejsdriften i Aarhus ophørte.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HT 1501 i kavalkade på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1501, Leyland-DAB serie 6 årg. 1982, i jubilæumskavalkaden 20. juni 2015 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HT 1388 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1388 er netop blevet flot istandsat af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Ved kavalkaden i juni 2015 kunne den ses i Ørnevej-udførelse som linje 43 til Holmens Bro med femkant, Ørnevej-mærke og det hele. Bussen er en Scania BR112/DAB fra 1982 og var i drift i København til 1996, hvor de sidste vogne af typen udrangeredes.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Malmö Lokaltrafik 74 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Malmö Lokaltrafik 74 er bygget af General Motors i 1946 og var i trafik i Københavns naboby frem sporvejsdriftens ophør i 1973. Her ses den på Sporvejsmueet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Birkerød Bus Compagni 43 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Birkerød Bus Compagni 43, Leyland-DAB serie 7 årg. 1983, på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
"Hønen" på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

"Hønen" på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Denne vogn, der er bygget i 1876, var oprindeligt hesteomnibus, men blev efter nogle år ændret til hestesporvogn.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 890 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

I 2001 gik en mangeårig drøm for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i opfyldelse, da museet kunne hjemtage to eksemplarer af de Düwag-ledvogne, der i 1960'erne blev de sidste nye sporvogne til byen, fra Alexandria i Egypten, som serien solgtes til ved sporvejsdriftens ophør. Det var vognene 815 og 890, der vendte hjem, og mens 815 en tid fik lov at gøre tjeneste på Skjoldenæsholm, blev nr. 890 den første, man gik i gang med at tilbageføre til københavnsk standard. Det har været et stort stykke arbejde, som efter 14 år endnu ikke er afsluttet, men ved foreningens store jubilæumskavalkade i juni 2015 deltog vognen i kørende og nymalet udgave.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HT 801 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Det hedengange HT-Museet udtog HT-ledbus nr. 801 til bevaring tilbage i 1990'erne. Bussen er af serien på HTs første 10 ledbusser, nr. 798-807, anskaffet til kørslen langs Køge Bugt, som inden S-banens åbning var af meget stort omfang. Ledbusserne var samtidig den første almindelige anvendelse af ledbusser i Danmark, og de var et udkomme af samarbejdet mellem Leyland-DAB og schweiziske Saurer. I de år leverede Leyland-DAB således også busser til Schweiz. Vognnummer 801 blev efter sigende valgt til museet på grund af sammenfaldet med nummeret på den første Düwag-ledsporvogn til Københavns Sporveje i sin tid, idet disse 100 vogne havde haft numrene 801-900. Desværre blev ledbussen senere udsat for hærværk, så alle andre ruder end forruden knustes, men kavalkaden i anledning af Sporvejshistorisk Selskabs 50 års jubilæum var en sjælden chance for at se bussen røre på sig. Her ses den på Sporvejsmuseet skiltet som linje 75E mod Rådhuspladsen - en forgænger for linje 150S, som efter åbningen af S-banen til Køge bl.a. blev hjem for denne bustype.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 101 og 329 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporvejes trolleybus nr. 101 fra 1938 og dieselbus nr. 329 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Sidstnævnte er en Leyland Comet fra 1949 med karrosseri fra DOMI.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Københavns Sporveje-arbejdsvogne på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Et lille vogntog af arbejdsvogne deltog i kavalkaden på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 20. juni 2015. Sporvognen er Københavns Sporvejes slibevogn S1, der oprindeligt var en toetages sporvogn. Foran den er spændt snefejevogn nr. S2, bygget af sporvejene selv i 1941. Bagest i vogntoget er tårnvogn Tv 4, bygget 1931.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HT 1388 i kavalkade på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1388, Scania BR112/DAB årg. 1982, i kavalkaden i juni 2015 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 701 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 701 fra 1949 - en af de kun 8 såkaldte "Dukkelise"-vogne. En bivogn til typen kom aldrig længere end tegnebrættet, så i drift kørtes med bivogne fra andre serier af sporvogne. Her, hvor 701 deltager i Sporvejshistorisk Selskabs 50 års jubilæumskavalkade på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, er det en scrapbivogn.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.