Billeder
Der er 6.111 billeder på Myldretid. Find billeder ud fra tags eller linjenummer, eller prøv lykken for at se tilfældige billeder.
Umove 7353 som linje 11 på Enghave Plads, København

Et vejarbejde spærrer fra 13. november 2023 og nogle uger frem Ingerslevsgade i København. Konsekvensen er, at buslinje 11 i stedet må køre ad Enghavevej og Istedgade. Og på netop den strækning har der jo tidligere kørt en linje 11, nemlig som sporvogn i årene 1944-58. Umove 7353, Yutong E12LF årg. 2021, genopliver på dette billede linje 11 på Enghave Plads efter 65 års fravær.
Foto: Thomas de Laine, 13. november 2023.
"Irma-sporvogn" KS 257 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

I januar 2023 meddelte Coop offentligheden, at den mere end 100 år gamle Irma-supermarkedskæde skulle lukkes. Nogen kan måske huske, at det også 30 år tidligere blev besluttet at lukke Irma-kæden, hvor flere butikker nåede at blive ændret til f.eks. Fakta'er, før beslutningen blev omgjort. Men denne gang mener man det tilsyneladende. Det var formentlig i den anledning, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm havde valgt at stille sin "Irma-sporvogn" frem foran Remise 3 i sommeren 2023. Vognen, der hos Københavns Sporveje var nr. 257, var et tidligt eksempel på totalreklame på københavnske transportmidler, men den har ikke for alvor været i trafik i dette udseende. Faktisk kørte den blot en enkelt dag på linjerne 2 og 5. Irma købte imidlertid senere denne vogn og en bivogn, og i en årrække stod de to vogne i Irma-kaffeposebemaling som blikfang foran Irmas hovedkvarter i Rødovre. Det kan man i øvrigt se mere om i en af årets bogudgivelser fra Sporvejshistorisk Selskab. På Sporvejsmuseet står de to Irma-vogne normalt gemt væk i depot. Når det en dag måtte blive deres tur til en istandsættelse, er det langt fra sikkert, Irma-reklamerne bevares.
Foto: Thomas de Laine, 29. juli 2023.
DitoBus 4902 i Hillerød garage

DitoBus 4902, Volvo 7900 Electric årg. 2023, på DitoBus' garageanlæg i Hillerød.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 16. oktober 2023.
DitoBus 4901 i Hillerød garage

DitoBus 4901, Volvo 7900 Electric årg. 2023, inde på garageanlægget i Hillerød, som er genåbnet af DitoBus til overtagelsen af kørslen på linje 55E mellem Allerød, Farum, Værløse, Egebjerg og Malmparken st. Senere overtages mere kørsel, som også placeres på garageanlægget i Hillerød. Anlægget er en gammel kending, idet det blev opført af HT tilbage i 1970'erne.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 16. oktober 2023.
Vikingbus 4505 på Borups Allé, København

Vikingbus 4505, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 68 på Borups Allé i København. Det er første dag med Vikingbus og elbusser på linjen.
Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.
Vikingbus 4512 på Vanløse Allé, Vanløse

Vikingbus 4512, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 26 på Vanløse Allé i Vanløse.
Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.
Vikingbus 4512 på Bellahøj, København

Vikingbus 4512, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 26 i endestationen på Bellahøj. Vikingbus' nye MAN-elbusser på linje 26 holder her, men både til venstre, til højre og bag om bussen kører Vikingbus også med typen på linje 68. Faktisk kommer Vikingbus' MAN-elbusser midlertidgt også under bussen på billedet, idet nogle af turene på linje 68 er omlagt til at køre gennem tunnelen under Bellahøj!
Foto: Thomas Hildebrand, 15. oktober 2023.
Umove 7810 ved Københavns Hovedbanegård

Umove 7810, Yutong E12LF årg. 2023, som linje 31 ved Københavns Hovedbanegård den første dag med Umoves elbusser på linjen. Yutong E12LF er fra samme dag den mest udbredte busmodel i Movialand.
Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.
Anchersen 3298 på Tømmerupvej ud for Umoves garageanlæg

Dagen før dagen: Anchersen 3298, Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2016, som linje 34 på Tømmerupvej på Amager den sidste dag med Anchersens motorbusser på linjen. Til højre ses Umoves nyåbnede garageanlæg med rækken af nye Yutong-elbusser, som næste morgen overtager kørslen på bl.a. linje 34. Busserne står klag med flag, da overtagelsesdagen samtidig er Prins Christians 18-årsfødselsdag. Fremover vil busserne hvert år køre med flag 15. oktober.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2023.
DitoBus 4898 - første nye Volvo-bus til Movia i 5½ år - på garageanlægget i Skibby

For første gang i 5½ år er der i oktober 2023 nyleveret Volvo-busser til kørsel for Movia. Det er DitoBus, der har anskaffet en serie Volvo 7900 Electric, der også kaldes en Volvo B0E - altså en 0-litersmotor! I første omgang er der ankommet 6 busser til linjerne 55E og 65E, hvilket er færre, end der skal bruges, men de resterende busser er forsinkede i leveringen. Bl.a. blev en bus beskadiget under transporten til Danmark. Flere B0'ere følger altså, men det bliver så også de sidste Volvo-busser med polskbyggede karosserier - fabrikken i Wroclaw lukker nemlig, og fremover må Volvo-rutebuskunder i Europa få deres busser bygget hos eksempelvis Volvos egyptiske partner! DitoBus 4898 på garageanlægget i Skibby, der fra mandag morgen 16. oktober 2023 kører linje 65E, som overtages fra Keolis, der havde linjen stationeret præcis samme sted.
Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.
DitoBus 4898 fra dørsiden i Skibby garage

DitoBus 4898, en af de nye Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric), på garageanlægget i Skibby. Selvom elbusversionen af Volvo 7900 ligner dieseludgaven, er der lavet nogle justeringer med skrå linjer mv. i forbindelse med den højere tagkant, der er en følge af batteriernes placering på taget.
Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.
DitoBus 4898 i Skibby garage

DitoBus 4898, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, i Skibby garage. Bussen skal bruges på E-buslinjerne 55E og 65E i Movias udbud A21, men E-busser får ikke længere grønne hjørner. A- og S-busser leveret til kørsel i samme udbud får ellers røde og blå hjørner.
Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.
DitoBus 4898 bagfra i Skibby garage

DitoBus 4898, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, set bagfra i Skibby garage. De gule hjulkapsler er et nyere Movia-designkrav, som alle nye busser nu får.
Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.
DitoBus 4900 i Skibby garage

DitoBus 4900, en helt ny Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric), i Skibby garage. Bussen er blandt de først ankomne i en serie Volvo-elbusser til DitoBus i Nordsjælland, der bl.a. tager dem i brug på ekspresbuslinjerne 55E og 65E, som overtages fra Keolis 15. oktober 2023.
Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.
DitoBus 4866 på Hovedgaden, Skibby

DitoBus 4866, Golden Dragon Pivot E12C, som linje 230R på Hovedgaden i Skibby.
Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.
Hovedstadens Letbane 101 på kontrol- og vedligeholdelsescentret, Ejby

Den første letbanevogn, der blev leveret til Hovedstadens Letbane, var nr. 101, som ankom i august 2023. Vognen er faktisk færdigbygget tilbage i 2022, men har været et testprogram igennem, inden den blev leveret til Ring 3. Vognen er en Siemens Avenio i længden 36,9 meter med plads til 64 siddende og små 200 stående. De resterende 28 vogne leveres fra oktober 2023 og frem til 2025, hvor letbanen begynder driften.
Foto: Hans Andersen, 27. september 2023.
Aarsleff Rails sporstoppemaskine "Lillan" ved Glostrup Hospital

Aarsleff Rail er med til at anlægge Hovedstadens Letbane. Blandt de arbejdskøretøjer, der anvendes, er sporstoppemaskinen "Lillan" med nummeret 99 74 9422 524-3. Det er en Plassermatic 08-275/4 ZW fra Plasser & Theurer i Østrig, som her ses i færd med at justere sporet på Nordre Ringvej ud for Glostrup Hospital. "Lillan" har tidligere været i arbejde så fine steder som Saltsjöbanen ved Stockholm i efteråret 2018 og Mariager-Handest Veteranjernbane i sommeren 2019, ligesom den har været i brug til opgaver for Banedanmark. Maskinen har tilhørt Aarsleff Rail siden 2019.
Foto: Thomas de Laine, 5. september 2023.
Arriva 1358 som linje 18 ved Mozarts Plads, København

I 2024 åbner Sydhavnsmetroen, som er en gren på Metrocityringen fra Hovedbanegården via bl.a. Sluseholmen og Sydhavnskvarteret til Ny Ellebjerg st. Den ene af de nye stationer ligger under Mozarts Plads, som i øvrigt også i gamle dage har været sporvognsendestation og i nyere tid skiftested mellem busruten, der forbandt Valby med Amager (i mange år linje 37, senere linje 100S, 4A og siden 2019 linje 18), og linjer ind til eller på tværs af byen (i mange år linje 16 henholdsvis 3, men i nyere tid også linjenumre som 7A, 9A og 10). Byggeriet af den kommende metrostation har i flere år medført omfattende afspærringer og visse omlægninger af de linjer, der passerer Mozarts Plads. I syd- og vestgående retning har busserne derfor holdt i Borgmester Christiansens Gade ud for det grønne område langs Louis Pios Gade i stedet for umiddelbart ud for Mozarts Plads, som ligger lidt længere nede ad gaden til højre for billedets kant. Den nuværende busbetjening af Mozarts Plads består af linjerne 7A, 9A, 18 og 23, som alle først kom til pladsen 13. oktober 2019, hvor Københavns linjenet blev omskabt i kølvandet på Metrocityringens åbning. På den første dag med "Nyt Bynet" opsamler Arriva 1358, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, passagerer ved det midlertidige stoppested for Mozarts Plads ved Louis Pios Gade.
Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2019.
Arriva 1354 som linje 161 på Tårnvej, Rødovre

Storkøbenhavns linje 161 er blandt Hovedstadsområdet ældre tilbageværende busruter, uanset at den har ændret sig talrige gange i årenes løb og i dag bare er skyggen af sig selv. Men i de forslag til omlægning af busnettet, når Ring 3-letbanen åbner, der i efteråret 2023 cirkulerer, indgår den historiske linjes endelige nedlæggelse. Ruten blev oprettet i juli 1935 af vognmand Eigil Sørensen i Gladsaxe og kørte mellem Gladsaxe og Husum Torv. I 1948 blev den forlænget til Lyngby st. og to år senere et kort stykke i den modsatte ende til Husum st. Ved tildelingen af linjenumre i Københavns Amt i maj 1951 fik ruten nummer 161, og 1. januar 1952 indgik den i Forenede Rutebiler, som Eigil Sørensen var med til at danne. Dette rutebilselskab fik et omfattende rutenet i Københavns forstæder og var i en årrække landets største private busselskab. Senere samme år omlagdes linjen via den nye Gladsaxe Trafikplads. Da buspassagererne begyndte at svigte til fordel for privatbiler og fjernsynskiggeri, ramte de økonomiske følger også Forenede Rutebiler, der overgik til primært kommunalt eje få år før etableringen af HT, Hovedstadsområdets Trafikselskab. Det nye trafikselskab overtog 1. oktober 1974 busdriften i Hovedstadsområdet fra alle offentligt ejede eller offentligt dominerede busselskaber og dermed også Forenede Rutebiler. Under HT forlængedes linjen i april 1978 fra Husum Torv mod syd gennem Rødovre ad Tårnvej, Slotsherrensvej og Islevdalvej mv. til Rødovre st., og fra september 1983 fortsatte den helt til Friheden st. Da HT oprettede linje 200S i juni 1991, overtog den nye linje dog meget af trafikken. Linje 161 fik dels reduceret driften, og dels forlagdes ruten til fra Gladsaxe at køre ad Ring 3 via Herlev st. til Rødovre i stedet for den oprindelige rute over Husum, ligesom linje 161 i sydenden påny afkortedes til Rødovre st. uden for myldretiderne. I myldretiden kørtes herefter til Center Syd på Avedøre Holme og ikke længere til Friheden st., som linje 200S overtog. Sådan fik linjen lov at køre frem til marts 2010, hvor myldretidskørslen syd for Rødovre st. ophørte. Metrocityringens komme i efteråret 2019 fik også følger helt ude på linje 161, som blev ændret i sammenhæng med en mængde andre linjer. Fra 13. oktober 2019 bortfaldt hele ruten nord for Herlev st. således, og dermed kører den nu blot mellem Herlev og Rødovre. Linje 161 indgik i HTs 4. udbud og blev fra 1. april 1994 vundet af De Blaa Omnibusser i Holte, som derved fik rutekørsel længere mod syd end nogensinde før eller siden. De Blaa mistede dog ruten til Linjebus i 1998, som igen tabte den til City-Trafik i 2003. April 2012 overtog Arriva linjen efter et udbud, og den kontrakt udløber i december 2023, hvor Umove indsætter nye elbusser på linjen. På den solrige forårsdag i 2021, hvor dette billede blev taget på Tårnvej i Rødovre, havde Arriva indsat bus 1354, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) fra 2017, som strengt taget ikke hører til på linjen, men typen har været en hyppig gæst på linje 161 siden 2019.
Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2021.
DSB SE 10 og SA 32 ved Ny Ellebjerg stations midlertidige Ringbaneperron

Ringbanens endestation på Ny Ellebjerg er blevet flyttet to gange tidligere, og i efteråret 2023 sker det igen! Den første Ny Ellebjerg station for Ringbanen var rent midlertidig og havde form af en træperron på nordsiden af banelegemet lige vest for broen, der fører Gl. Køge Landevej over jernbanen. Perronen havde tillige adgang til broen. Træperronen var genbrugt fra den ligeledes midlertidige C.F. Richs Vej station, der eksisterede 2002-04. Den midlertidige Ny Ellebjerg station åbnede 8. januar 2005, men blev over en weekendlukning i november 2006 fjernet, hvorefter togene førtes frem til en permanent endestation, omtrent hvor der nu er metrobyggeplads. Halvanden måned senere begyndte også Køge Bugt-banens tog at standse ved Ny Ellebjerg. Det var bygningen af metrostationen på Ny Ellebjerg på samme lokalitet som Ringbanens perron, der betød, at man i 2018 var nødsaget til midlertidigt af afkorte Ringbanen med omkring en toglængde, og der blev bygget en midlertidig perron lidt nærmere Gl. Køge Landevej. Det er denne perron, der nu bliver erstattet af endnu en permanent perron, som ligger nærmere placeringen i årene 2006-18. Den nye perron færdigbygges i direkte forlængelse af den midlertidige og ligger delvist oven på metrostationen. Gangbroen, som forbinder Ringbanens perron med fjerntogsperronen, og som tydeligt ses på dette billede, bibeholdes så vidt vides. En stor del af det nye perronanlæg var allerede synligt i sommeren 2023, men endnu ikke færdigt. I perioden 1.-31. oktober er Ringbanen midlertidigt afkortet til Danshøj med togbusser mellem Ålholm, Hvidovre, Vigerslev Allé og Ny Ellebjerg stationer. Busserne kører fra Ålholm og via Hvidovre, da der ikke er vejadgang til Danshøj station. Nord for Danshøj og Ålholm kører S-togslinje F, men kun hvert 10. minut. En tidlig aften få dage før lukningen af Ny Ellebjergs Ringbaneperron er SE 10 klar til afgang til venstre, mens SA 32 for nylig er ankommet til højre. Den temmelig rodede Ny Ellebjerg station skifter i øvrigt snart navn til "København Syd".
Foto: Thomas de Laine, 28. september 2023.
DSB SE 29 sydøst for Vigerslev Allé st., København

Over tre måneder i efteråret 2023 er toglængden på S-togslinje F på Ringbanen (og desuden på linje E) reduceret som følge af mangel på køreklare tog hos DSB. Normalt kører hvert andet tog på linje F med "lange tog", dvs. et litra SA. De øvrige ture må nøjes med solokørende litra SE, altså det kortest mulige tog på S-banen. Men 4. september-9. december er det stort set alle ture på linje F, der kører med korte tog i de tidsrum, hvor Ringbanen har 5-minuttersdrift. I oktober måned, hvor linje F altid kun kører hvert 10. minut, mens den sydlige ende af Ringbanen er skåret af, vil linjen dog få lange tog på alle afgange. Her er SE 29 - et kort tog - på vej mod Hellerup sydøst for Vigerslev Allé st.
Foto: Thomas de Laine, 28. september 2023.
Arriva 5668 ved Ringsted st.

Da Arriva vandt en større mængde kørsel på Vest- og Sydsjælland i Movias udbud A3 og A5, blev der anskaffet en serie Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) til kørslen. Disse busser var "rutebiler" med dørarrangement 1-2-0 og lavt gulv i den forreste del af bussen. De introducerede såvel det lave gulv som Movias gule farve på mange af de ruter, de blev indsat på. Busserien, som havde numre i 5500- og 5600-serierne, satte deres præg på kørslen hele kontrakten igennem, men alle er nu udrangeret. Dette eksemplar, bus 5668 fra 2010, kørte alle sine 11 år hos Arriva i Ringsted på især linje 260R mellem Ringsted og Køge, men da fotografen var forbi en sommerdag i 2016, var den dog indsat på linje 411, Ringsted-Ørslev. Sammenhængen er dog på plads, for linje 260R er den tidligere linje 252, mens linje 411 er (resterne af) dens tidligere søsterlinje 251!
Foto: Thomas de Laine, 19. juli 2016.
Ex. Combus 5139 i Maribor, Slovenien

Da Combus i 1998 overtog Storkøbenhavns linje 200S fra Unibus, anskaffede man en serie Volvo B10BLE med Säffle-byggede karosserier. Busserne adskilte sig lidt fra de mange andre Volvo B10BLE-busser, Combus indsatte i HT-området i 1997-98, ved at have air-condition og de lidt mere komfortable S-busstole. Busserne kørte på linje 200S hele kontrakten igennem, dog fra 2001 for Connex, men blev arbejdsløse, da City-Trafik i 2004 vandt linje 200S. Hele serien fandt dog allerede senere samme år vej til bybusserne i Maribor i Slovenien, hvor enkelte fortsat var i drift i foråret 2016. Dette er Marproms bybus 758 alias Combus 5139 på Mlinska ulica i Maribor.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2016.
Arriva 1183 som rød togbus ved Ølby st.

I løbet af 2010'erne gik DSB over til at betegne togbusruterne med farver i stedet for med bogstaver og tal, når busser erstattede S-tog. Sommeren 2016 var det (igen) Køge Bugt-banens tur til at blive midlertidigt bussificeret, og i den forbindelse afgår her Arriva 1183, Scania OmniLink årg. 2012, fra Ølby st. som rød togbus med sine grønne E-bushjørner. Den røde togbus kørte i denne periode mellem Køge og Hundige med stop ved alle stationer og var da heller ikke særlig "ekspres". I et tilfælde som dette har rød-grøn-farveblinde nok nærmest en fordel...
Foto: Thomas de Laine, 16. august 2016.
Tejn Turistfart vogn 6 på Danmarks Busmuseum, Skælskør

Leyland-DAB byggede sin navnkundige serie II-model helt frem til 1975, selvom den mere moderne serie III allerede kunne fås fra 1973. Men i slutningen af 1990'erne var der vel nærmest flere serie II'ere tilbage i brug, end der var overlevende serie III'ere. Blandt de sidste serie II i aktiv tjeneste var Tejn Turistfarts vogn 6, som var blevet bygget til Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel i 1975. Den kørte hele sin karriere på Bornholm, nemlig også hos Ole Kofoed i Vestermarie og Allinge Turistfart. Da den trods alt blev udrangeret i 1999, overgik den til bevaring hos Bushistorisk Selskab, hvorfra den i 2016 fulgte med ind i Danmarks Busmuseums vognpark. Bussen har også som museumsbus været indregistreret og brugt til udflugter, ligesom den har deltaget i mindst ét veteranrally. Siden august 2014 har den således båret nummerpladen XT 93 598. Dette billede er taget på Danmarks Busmuseum i Skælskør.
Foto: Thomas de Laine, 7. august 2016.