Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2012

Slut med busser fra Säffle

Af Thomas de Laine

Bus under bygning i Säffle
Bus til Hovedstadsområdet under bygning i Säffle i september 2006. Foto: Kim Løvenskjold.

Volvo lukker karrosserifabrikken i Säffle i Sverige. På et stormøde, som de fleste medarbejdere troede skulle dreje sig om nye busordrer, blev beskeden givet her til formiddag.

Produktionen af busser flyttes til Volvos polske fabrik i Wroclaw. Årsagen er, at det er for dyrt at bygge busserne i Sverige. Salget er faldende, der er ikke udsigt til et stort behov for nye busser i Europa i de nærmeste år, og samtidig er konkurrencen hård. Der er aktuelt en væsentlig overkapacitet på Volvos europæiske busfabrikker, og der menes at være stordriftsfordele at hente ved at samle produktionen i Wroclaw. De 330 ansatte og cirka 60 konsulenter i Säffle må derfor på udkig efter nyt arbejde.

Fabrikken i Polen har Volvo haft siden 1995, og den er i dag busproducentens hovedfabrik med en størrelse fire gange Säffles. Säffle vil lukke som karrosserifabrik med udgangen af juni 2013, men man bibeholder bl.a. eftermarkedsfunktioner for de nordiske kunder i byen.

Säffle-byggede busser begyndte at dukke op på de danske veje i 1990'erne, og antallet voksede meget, da Volvo i efteråret 2004 indstillede produktionen på sin danske karrosserifabrik i Aabenraa. De fleste nyere totalbyggede Volvo-busser i Danmark er bygget i Säffle, mens knap så mange kommer fra fabrikken i Wroclaw.

Kilde: Pressemeddelelse fra Volvo Bussar 03.10.12