Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2012 ➜
Midttrafiks 33. udbud afgjort
Af Thomas de Laine
Brande Buslinier skal bl.a. overtage rute 15 fra Nobina. Her ses en Setra S417UL fra Nobina på rute 15 ved Herning station i marts 2011. Foto: Thomas de Laine.
I august afgjorde Midttrafik sit 33. udbud, der omfattede i alt 13 ruter, hovedsageligt i det vestjyske. I alt var 24 busser og 52.599 årlige køreplantimer i udbud, idet udbuddet af enhed 6 - rute 182 og 190 med 3 busser - blev annulleret.
Resultatet blev, at Brande Buslinier blev den store vinder med 16 busser. Brande Buslinier fik således rute 11 og 19 (udbudsenhed 1) med 2 busser, der overtages fra Mørups Turistfart, samt rute 15, 69, 77, 952X og 958X (udbudsenhed 2 og 5) med 14 busser, der overtages fra Nobina.
Silkebus vandt rute 21 og 29 (udbudsenhed 3) med 2 busser fra Holstebro Turistbusser og Skave Turistfart, mens Holstebro Turistbusser havde held til at genvinde ruterne 23, 24, 33 og 928X (udbudsenhed 4) med 6 busser.
Midttrafik modtog tilsammen 38 tilbud fra 12 forskellige busselskaber. Udover de tre vindere havde Mørups Turistfart, Thykjær, Herning Bilen, Nobina, Tide Bus, Arriva, Skave Turistfart, Blåvandshuk Turisttrafik og Herborg Turistfart budt.
Timeprisen kom med udbuddet til at ligge 11 pct. over den nuværende betaling, og Midttrafik anfører, at dette nok delvist kan forklares med, at der i udbuddet er færre køreplantimer pr. bus end i dag. Den samlede kontraktbetaling ses da også kun at stige med 5 pct.
Kørsel efter de nye kontrakter begynder 6. januar 2013, og kontrakterne er 6½-årige med mulighed for forlængelse i op til 3 år.
Kilder: Presssemeddelse fra Midttrafik 17.08.12; oversigt over indkomne tilbud 06.08.12