Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2012

Aarhus-ledbus til Sporvejsmuseet

Af Thomas de Laine

Ledbus af samme type
Ledbus af samme type i Emil Vetts Passage i Aarhus, november 2007. Foto: Thomas de Laine.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm udvider nu samlingen med en ledbus fra Aarhus Sporveje. Der er tale om en Volvo B10M fra 2000 med svenskbygget Säffle System 2000-karroseri, der indtil for nylig har været i drift hos sporvejene som vogn 452.

Denne bustype har været forholdsvis talrig i Aarhus, idet sporvejene mellem 1994 og 2000 modtog i alt 34 styk (numrene 419-452), men de sidste to eksemplarer i drift er nu udgået af driften. Det er samtidig et farvel til højgulvsledbusserne hos Aarhus Sporveje, for 452 var den sidst leverede ledbus med højt gulv til den jyske hovedstad. Mens ledbusser i rute ikke længere findes i København (bortset fra på Gråhundbus' ruter), er der en koncentration af de lange busser i Aarhus-området, hvor de både kører som bybusser og rutebiler.

Som nævnt er bussens karrosseri bygget på Volvos fabrik i Säffle. I 2000 havde Volvo jo ellers stadig fabrikken i Aabenraa, der normalt forsynede det danske marked, men pladsforholdene for bygning af ledbusser her var ikke gode, så efter Volvos overtagelse af fabrikken i 1994 byggedes alle ledbusser til Danmark i Säffle. Volvo B10MA med Säffle-karrosseri er også leveret til Linjebus i HT-området i tre eksemplarer og i noget større tal i rutebiludgave flere steder i landet. Dermed er ÅS 452 - til trods for det udenlandske karrosseri - også et eksemplar af den ledbusmodel, hvis danske udbredelse har været størst.

Sporvejsmuseet har købt bussen af Busselskabet Aarhus Sporveje, og den skal efter planen transporteres til Sjælland i morgen fredag 20. april. På museet vil den supplere enkelte andre Aarhus-bybusser.

Data på Århus Sporveje 452: Volvo B10MA-55/Säffle, indregistreret første gang 22. maj 2000 på RL 92 429, stelnr. YV31MA617YA052277 og byggenr. S990708.