Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2009

Linjeændringer på S-banen 13. december

Af Thomas de Laine

S-togene får ny køreplan søndag 13. december, og denne gang sker der flere justeringer. Køreplanen har ellers været stort set uændret, siden det nuværende og simplere linjenet blev indført i september 2007. De største nyheder er følgende:

Linje A forlænges i dagtimerne mandag-fredag til Solrød Strand på hver anden tur, altså hvert 20. minut. Dermed får stationerne Solrød Strand, Karlslunde og Greve ni afgange i timen mod i dag seks. Det betyder, at der igen kommer til at vende tog i Solrød, der i 1990'erne har været endestation for linje Ax/K/A+ og senere linje Ex.

Linje Bx bliver afkortet fra Farum til Østerport. Denne strækning overtages af linje H. Linjen får herudover reduceret antallet af afgange, så der kun køres fire ture ture mod København om morgenen og kun to retur samt en enkelt tur kun fra Østerport til København H. Om eftermiddagen bortfalder linjen helt. Dermed er S-banens sidste x-linje barberet ganske meget ned. Linjen er i øvrigt aflyst helt frem til og med 4. december som en indirekte konsekvens af sidste uges brand i en relæhytte ved Allerød station.

Linje H vender som nævnt tilbage til Farum, hvor den også kom 1989-2007, idet den i myldretiderne mandag-fredag forlænges fra Østerport til Farum med samme standsningsmønster, som linje Bx har nu. Der bliver dog tale om to færre tog til og fra Farum i hver myldretid - altså en mindre indskrænkning i forhold til linje Bx's nuværende betjening af Farum-banen.

På lørdage lægges perioden med 10-minuttersdrift på linje A, B, C og E en time senere, så togene i de "hvide tider" begynder at køre en time senere, men til gengæld fortsætter helt til kl. 17 mod i dag kun til kl. 16.

Premiere på natdrift
Myldretid har tidligere omtalt, at S-togene som forsøg ville begynde at køre om natten. Forsøget begyndte natten efter fredag 20. november. Kørslen foregår på linjerne A mellem Køge og Farum, B mellem Høje Taastrup og Hillerød, C mellem Frederikssund og Klampenborg og F mellem Ny Ellebjerg, Flintholm og Hellerup. Linjerne A, B og C har timedrift, mens linje F har halvtimesdrift. Gennem byen danner linjerne A, B og C tilsammen tillempet halvtimesdrift, idet to af linjerne i hver retning kører med få minutters mellemrum, mens der er cirka en halv times afstand til den tredje linje. Til trods for de faste minuttal har det været muligt at indrette køreplanen, så det længste endestationsophold for et tog på linjerne A, B og C er 29 minutter, nemlig på Frederikssund station. De fleste andre steder skal toget kun holde op til godt et kvarter eller mindre.

Den første nat blev der talt omkring 11.000 passagerer i nattogene på S-banen. Det har dog ikke været muligt at få passagertal for Ringbanen, ligesom tallet har været påvirket af, at der ikke kørte fjerntog over Høje Taastrup denne nat, hvorfor passagererne blev henvist til S-banen. Der kan dog næppe herske tvivl om, at det er passagertallene i weekender uden julefrokoster, nytår og lignende, der for alvor vil være interessante for DSB S-tog.

Tak til DSB S-tog for en rettelse!

Kilde: DSB i dag 24.11.09