Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2009

Aalborg bybusser på vej i udbud

Af Thomas de Laine

Mere end 100 af de busser, der kører for Nordjyllands Trafikselskab (NT), skal nu fordeles i trafikselskabets 16. udbud. Det er hovedsageligt bybuskørslen i Aalborg, som skal i udbud.

By- metrobusserne i Aalborg udgør 100 busser og ca. 340.000 årlige køreplantimer og er i dag delt stort set lige mellem Arriva og City-Trafik. Disse to selskaber kører på kontrakter fra 2002, som står til at udløbe i 2010. Der er for nylig blev forhandlet en incitamentskontrakt ind i aftalerne med de to entreprenører, og en sådan ordning vil formentlig også indgå i de nye kontrakter.

Udover by- og metrobusserne vil også to nyoprettede X-Bus-ruter i Vendsyssel, der får rutenumrene 971X og 974X, indgå i udbuddet. De to ruter oprettes i sommeren 2010 og får tilsammen 4 busser og 9.000 årlige køreplantimer.

For tiden pågår prækvalifikationen til udbuddet, der for første gang i Nordjylland foregår som udbud efter forhandling - en udbudsform, der ellers hidtil kun har været brugt af HUR/Movia, hvor man til gengæld har anvendt den konsekvent siden 2001. Prækvalifikationen blev sat i gang i juli, hvor udbudsbekendtgørelsen blev offentliggjort, og der er ansøgningsfrist 4. september.

Udbudsmaterialet udkommer 25. september, oplyser NT, og i november og december planlægges forhandlingsrunderne afviklet. NTs bestyrelse ventes at træffe beslutning om tildeling af kørslen i januar 2010.

Kilder: Udbudsbekendtgørelse afsendt 08.07.09; oplysninger på NTs hjemmeside