Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2009

Århus gør som andre lande - og køber Solaris!

Af Thomas de Laine

Solaris-ledbus i Århus
En af Århus Sporvejes Solaris-busser fra den anden levering i 2007. Foto: Thomas de Laine.

Busselskabet Århus Sporveje har afgivet sin fjerde ordre på busser fra den polske busproducent Solaris. Denne gang er der tale om 29 busser, som bringer det samlede antal Solaris-busser i Århus op på 91. Det oplyste Solaris for et par dage siden.

Ordren er fordelt på 22 Urbino 12-busser, der er den normale 12 m-udgave, og endnu 7 Urbino 18-ledbusser. Århus Sporveje er til stadighed det eneste busselskab i Danmark, der køber Solaris-busser, og at dømme efter diverse læserbrevsskriverier er de ikke blevet vel modtaget blandt århusianerne. Århus er dog i denne sammenhæng også en speciel by, idet man helt frem til 2006 blev ved med at anskaffe højgulvsbusser til bybuskørslen, mere end 10 år efter at man var gået over til det lave gulv i alle andre byer. Men forsøg med anskaffelse af 12 lavgulvsbusser i 1993 og 20 andre i 2001 var ikke udprægede successer. Sporvejene overgav sig dog til lavgulvstypen samtidig med det første udbud af bybusdriften i byen.

Solaris-busser i 19 lande
Hvis man har rejst i europæiske lande inden for de sidste par år, har man måske bemærket, at der efterhånden kører Solaris-busser alle steder. Det er f.eks. også Norge og Sverige, som for tiden anskaffer Solaris-busser.

Til Norge skal den polske fabrik levere 58 busser til Oslo-området og 11 busser i servicebusstørrelsen til Bergen. Disse busser anskaffes af nogle af de største operatører i Norge, nemlig UniBuss, Nettbuss og Concordia Bus. Svenskerne har bestilt 28 CNG-gasbusser til Stockholm. Det er det Keolis-ejede BussLink, som anskaffer disse busser, der i øvrigt får Iveco-motorer.

2008 var Solaris-fabrikkens hidtil bedste år med 1.037 solgte busser, hvoraf de 557 byggedes til eksport, mens Solaris nu er den største leverandør af nye busser i hjemlandet. Over halvdelen af årets produktion var i øvrigt ledbusser, mens turistmarkedet ikke rigtig har bidt på, idet der kun blev afsat 3 eksemplarer af Vacanza-turistbussen. De samlede leverancer i 2008 fordelte sig som følger:

LandAntal busser
Polen480
De Forenede Arabiske Emirater225
Tyskland185
Danmark36
Østrig28
Tjekkiet25
Svejts19
Ungarn14
Sverige10
Estland7
Italien5
Frankrig2
Norge1

Modelprogrammet består af bybussen Urbino, der findes i både lavgulvs- og laventréversion og i længderne 12, 15 og 18 meter. Urbino findes også som trolleybus med navnet Trollino og som CNG-gasbusser og hybridbusser. Som det, vi i Danmark kalder en servicebus, tilbyder Solaris sin 8,6 meter lange model Alpino, der også både sælges som egentlig lavgulvsbus og som laventrébus. Turistbusserne hedder Vacanza og Valletta og solgte tilsammen kun 4 stk. i 2008.

Alt i alt har Solaris siden 1996 bygget næsten 5.000 busser, der kører i 19 forskellige lande. Solaris har 1.500 medarbejdere, og i 2009 forventer man at afsætte 1.200 busser og de første Solaris-sporvogne med modelnavnet Tramino.

Kilder: Pressemeddelelser fra Solaris 10.03.09 og 23.02.09