Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2009 ➜
København: 29 nye Scania-busser - og farvel til "Gasbygade"
Af Thomas de Laine
Arriva indsatte i begyndelsen af januar 29 fabriksnye Scania-busser på forskellige linjer i København. Busserne er af typen Scania OmniLink, som Arriva i øvrigt har valgt ved hvert eneste indkøb af busser til Hovedstadsområdet siden 2003, bortset fra mindre bustyper til servicebuslinjer o.lign. De nye busser er alle af 12 m-typen og indrettet med 33 sidde- og 32 ståpladser. Busserne har en 230 hk motor og lever op til EEV-emissionskravene, hvilket bl.a. opnås ved hjælp af et partikelfilter. De er bygget på Scanias fabrik i Polen. En nyhed er, at hele serien er udstyret med alkolås, så chaufførerne skal blæse i alkoholmeter for kunne starte bussen. Dermed håber Arriva på at kunne undgå chauffører, der sidder berusede bag rattet.
Fredag 2. januar indsattes de første 8 busser af typen på linje 40, som køres af Ryvang-garagen på Østerbro. Denne linje har i øvrigt været kørt med gasbusser helt siden de aller første blev indsat i september 1997 og har hidtil været den linje, som har haft gasbusser længst. Fra søndag 11. januar blev de resterende 21 nye busser indsat på linje 30, 32, 33, 36, 75E og 76E, der ligeledes mistede gasbusserne og samtidig blev omstationeret til et nyt busanlæg ved Uplandsgade på Amager, som Arriva har indrettet. Busserne på Ryvang garage skal Arriva selv servicere og vedligeholde, mens der er indgået en servicekontrakt med Scania Biler i Ishøj om busserne på Amager-linjerne.
Vasbygade garage, der tidligere har kørt alle de nævnte linjer, blev lukket ved køreplansskiftet 11. januar 2009. Der har været tilløb til lukning flere gange, også i Connex-tiden, men det blev udslagsgivende, at der konstateredes skimmelsvamp på anlægget. Endvidere vil en del af arealet blive berørt, når metrocityringen og det tilhørende kontrol- og vedligeholdelsescenter skal bygges i de kommende år. Garagen har omtrent 11½ år på bagen, idet Combus oprettede det, da man i september 1997 overtog driften på bl.a. linje 40. Det fulgte med Combus ind i Connex i 2001 og herfra ind i Arriva i 2007. I alle årene har der været gasbusser på anlægget, og en overgang var denne bustype helt enerådende. Det gav anledning til øgenavnet "Gasbygade" blandt nogle busentusiaster. I skrivende stund befinder der sig et antal udrangerede Arriva-busser på området.
Indsættelsen af busserne på de ovennævnte linjer markerer i øvrigt afslutningen på busudskiftningen i HURs 16. udbud. Dette udbud blev i sin tid vundet af Connex, der genanvendte et stort antal gasbusser, som dog senest i 2008 skulle udskiftes med nye busser. I udbuddet indgik også linje 26, der fik nye busser allerede ved kontraktbegyndelsen, og linje 18, som fik nye busser i eftersommeren 2006. Arriva overtog 1. september firmaet og dermed forpligtelsen til at indsætte nye busser.
Københavns resterende gasbusser kører på linje 3A, 10, 14, 29, 42, 43, 66, 166 og 185. Til sommer udskiftes gasbusserne på linje 14, mens de resterende linjer efter al sandsynlighed mister gasbusserne til december, når det igangværende udbud af linjerne får effekt.
Kilde: Pressemeddelelse fra Scania 14.01.09 mm.