Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2008 ➜
Gislinge Turistfart konkurs
Af Thomas de Laine
Onsdag aften 29. oktober 2008 indstillede Gislinge Turistfart driften (der er siden etableret et nyt busselskab med samme navn, red. dec. 2018), efter at der er indgivet konkursbegæring mod selskabet. Det familieejede busselskab drev turistkørsel og rutekørsel for Movia på ruterne 651, 652, 653 og 654 i Osherred samt hurtigbusruterne 555 og 666, hvoraf sidstnævnte kun kører i sommerhalvåret.
Allerede på denne aften gjorde Movias hjemmeside opmærksom på, at der kunne forekomme turistbusser på ruterne, dog skiltet med linjenummer. Og fra torsdag morgen har DitoBus midlertidigt overtaget rutekørslen. Movias kontraktchef Søren Englund oplyser, at der ikke kan forventes busser af den sædvanlige standard i trafik, ligesom chaufførerne ikke nødvendigvis har så godt et kendskab til ruterne.
Gislinge Turistfarts historie går tilbage til 1978. De nuværende ejere Marianne og Villy Kristoffersen overtog forretningen i 1997, og på daværende tidspunkt bestod firmaet af to turistbusser, men siden er virksomheden vokset til omkring 20 busser. I de seneste par uger er det observeret, at man har forsøgt at sælge ud af turistvognparken, og onsdag eftermiddag meddelte Gislinge Turistfart altså Movia, at driften ville blive indstillet samme aften.
Busselskabet har kørt på rute 651-654 i Odsherred siden 1. januar 2005 og hurtigbusruterne siden april 2006. Hurtigbusserne er for tiden i genudbud. DitoBus vil sandsynligvis kun udføre kørslen, indtil Movia har gennemført en lynudbud af ruterne.
Kilde: Pressemeddelelse fra Movia 29.10.08