Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2008

Første IC4 i landsdelstrafikken

Af Thomas de Laine

DSB MG 13 på Hovedbanegården, København
Det første IC4-tog i landsdelstrafikken efter ankomst til København H. Foto: Thomas de Laine, 7. august 2008.

For første gang var problembarnet IC4 i dag indsat i landsdelstrafikken. Der var tale om et enkeltkørende togsæt, der indsattes i InterCity Lyn-toget fra Aalborg kl. 8.59 med ankomst til København H kl. 13.29 (Lyn 26). Det afgår retur mod Århus kl. 19.50 (Lyn 69), også som InterCity Lyn. DSB var åbenbart selv så usikre på denne jomfrutur, at offentligheden ikke fik noget at vide før efter, toget var kommet vel af sted fra Aalborg. Der fandt heller ingen festivitas sted i Aalborg. Til gengæld var der ingen overtro, for det var togsæt nr. 13, der var udvalgt til at gøre turen!

Undervejs blev toget foreviget af flere fotografer, og da det ankom til Hovedbanegården, stod en hel kødrand klar med kameraer. Samme sted havde TV2-Nyhederne og et større antal DSB-medarbejdere indfundet sig. Administrerende direktør i DSB Søren Eriksen var også til stede.

Det er første gang, IC4-togene kører over Storebælt med passagerer og således indgår i landsdelstrafikken. Togene har i en længere periode som regionaltog kørt prøvetog i Jylland med passagerer, nemlig på strækningerne Århus-Aalborg og Århus-Fredericia.

De to godkendte tog vil fra nu af (visse kilder siger fra september) køre som InterCity- og InterCity Lyn-tog mellem landsdelene et par gange om ugen, men i første omgang sker det ikke på forud annoncerede tidspunkter - for ikke at skuffe passagererne. Kun ét tog vil være i drift ad gangen, idet det andet skal anvendes til uddannelse og tilretninger. DSB gør dog opmærksom på, at der nok må forventes nogle børnesygdomme, som det er normalt med nye tog.

AnsaldoBreda og DSB har således nu fået Trafikstyrelsens tilladelse til at sætte to enkeltkørende tog i drift mellem landsdelene, herunder til at køre under Storebælt. Det er de første to togsæt ud af i alt 14, som AnsaldoBreda skal have fået godkendt senest til maj næste år. Derudover skal AnsaldoBreda inden samme tidspunkt levere ét togsæt, der opfylder alle kontraktens krav, herunder muligheden for at køre med togene koblet sammen. Ellers bryder DSB kontrakten med den italienske leverandør, i hvert fald ifølge det ultimatum, DSB stillede i maj. AnsaldoBreda har nu levet op til den første del, idet man senest august skulle stille med et enkeltkørende togsæt. Hele den stærkt forsinkede leverance er i øvrigt på 83 IC4-tog.

Togsættene har siden 28. juli været testet i kørsel mellem landsdelene, lastet med 25 tons sand, og 4. august har Trafikstyrelsen oplyst, at man har "givet DSB tilladelse til overvåget prøvedrift med passagerer med enkeltkørende togsæt i landsdækkende trafik, inkl. tunnelkørsel".

Kilder: Pressemeddelelse fra DSB 07.08.08; Ing.dk 07.08.08; pressemeddelelse fra Trafikstyrelsen 04.08.08