Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2006

Totalreklamen måske tilbage i København

Af Thomas de Laine

Totalreklametoget ved Vanløse st.
Totalreklametoget ved Vanløse station på første dag med totalreklamer på metroens spor. Foto: Thomas de Laine, 11. september 2006.

11. septembers symbolske betydning skræmte tilsyneladende ikke, da Metro Service i mandags satte den københavnske metros første totalreklametog i drift. En totalreklame er en reklame, der udvendigt dækker hele køretøjet.

Metrotogsæt nr. 29 skal de næste to måneder forsøgsvist køre som totalreklame for Handelsfinans. Toget fremstår nu i lysegrøn med hundredekronesedler og diverse tekster strøet ud over. Når de to måneder er gået, skal det evalueres, om man fremover vil tilbyde totalreklamer til annoncørerne.

I metroen er stationernes arkitektur og togenes design som bekendt prioriteret ret højt. Marketingchef Thue Ravn har bl.a. udtalt, at man ikke vil skæmme arkitekturen, men at man heller ikke skal betragte metroen som en hellig katedral. Passagererne forventes at modtage toget som et "kuriøst indslag".

Totalreklamer i gamle dage
Totalreklamer har tidligere været anvendt i Københavns kollektive trafik. I årene 1990-98 var et større antal busser oplakeret som totalreklamer, hvilket til dels blev lanceret som en "erstatning" for kunstbusserne. Annoncørerne på busserne var mange og forskellige og talte bl.a. aviser, pc-, vaskemiddel- og slikproducenter mv. Nogle busser var virkelig flotte, mens andre var decideret kedelige.

Totalreklamebus for Coca-Cola på Rådhuspladsen
En af de første HT-totalreklamebusser ved præsentationen på Rådhuspladsen i 1990 - her som reklame for Coca-Cola. Foto: Dennis Holm Petersen.

HT havde fastsat den grænse, at højst 5 pct. af vognparken kunne være totalreklamer, og fronten skulle holdes fri for reklame og være HT-gul. Ønsket om at styre bussernes design førte dog til, at totalreklamen forsvandt igen, og først i de senere år er man igen begyndt at eksperimentere med alternative reklameformater på busserne - pengekassen er jo blevet mere slunken.

S-togene kørte omtrent samtidig med totalreklamer på et mindre antal S-togsvogne, hvor en eller to af mellemvognene i firevognstog af 2. generation blev opmalet som totalreklame, f.eks. for appelsinvand. Også en vogn fra 3. generation blev totalreklame for IC3 med hvid vognkasse og røde dørpartier - ikke at forveksle med det firevognstog af 2. generation, der opmaledes helt i hvidt med røde døre for at klarlægge, om 4. generation af S-tog skulle males hvide.

Totalreklamerne går faktisk helt tilbage til sporvognene tid, hvor Irma fik en af Københavns Sporvejes hovedtypemotorvogne oplakeret i blå farve som reklame for Irma Kaffe, der tilmed blev serveret gratis ombord!

De seneste omkring 10 år har sightseeingbusser og taxaer m.fl. kørt med totalreklamer, mens den offentlige kollektive trafik altså har været holdt fri. Nu er totalreklamen måske på vej tilbage. Et kritisk spørgsmål må dog være, hvor mange der egentlig ser en totalreklame på et metrotog? Reklamen kan jo sådan set kun ses, når den kører på højbanen på Vestamager og strækningen mellem Vanløse og Frederiksberg.

Kilde: "Reklamer på metrotog", http://m.dk/m_presse/nyheder_metro/reklamer_pa_metro.htm, 11.09.06